Vores barndoms jul betyder mest

Juleaften var årets højdepunkt sammen med den forudgående adventstid. Jeg kan stadig, for mit indre øje, se skyggerne fra båndene i adventskransen, som hang på et stativ ud fra væggen i spisestuen. Skyggerne gik op ad væggen og hen over loftet.

Med adventskransen tændt og med det elektriske lys slukket sang vi ”Vær velkommen Herrens år” inden morgenmaden.

Ét vers og ét lys første uge i advent. To vers og to lys anden uge og så videre, indtil ventetiden med alle fire vers og alle fire lys var forbi, og adventskransen blev erstattet med juletræet.

Før vi nåede så langt, havde det været min og min lillebror Svends fødselsdage henholdsvis 10. og 11. december. Vi fejrede begge fødselsdage den 10., så vi kunne få gaver samtidig, men der var rundstykker og horn begge dage til morgenmad.

De blev hentet hos bageren, som vist kun havde de to slags morgenbrød dengang, lavet af samme dej.

Først efter vores fødselsdage måtte der pyntes til jul med kravlenisser og andet stads. Dog var julekalenderen i gang fra 1. december.

Det var en papmodel af Vor Frue Kirke, Domkirken i København – på Sjælland – hvortil man skulle sejle med færge, og hvor vi endnu aldrig havde været. Efter den 24. december var Domkirken pludselig væk.

Næste år blev den pakket ud og sat sammen igen, og vi begyndte forfra med efter tur – forventningsfuldt – at åbne lågerne ind til de skønne billeder. Vi var seks børn, så det blev fire åbninger til hver.

Nisser, engle, julebag…

Det undrer mig stadig, at min gode og fromme far gik op i at pynte med kravlenisser rundt i stuerne. Vi havde også hver vores sprællenisse, hvor far sirligt havde skrevet vores navn og årstal på bagsiden.

På min står der ”Jens 1952” – jeg fik den altså som 6-årig! Hvordan kunne far acceptere disse ugudelige væsener, som endda kunne slå ud med arme og ben, når man trak i snoren?

Nu var ”sprællenisserne” nok slet ikke nisser, men julemænd. Siden har jeg lært, at julemandens historie er meget kristelig, men det hørte vi ikke noget om dengang.

Juletræet var derimod mere ”helligt”, på det kunne far (og mor med ham; de var altid solidariske) kun acceptere hvide ting såsom engle, stjerner, klokker, roser og lys.

Mor havde travlt

Mor havde travlt op til jul. Småkager, klejner, chokolade- kugler, hjemmelavet leverpostej og så selvfølgelig gaverne. En vigtig ting var julebagningen med os børn – vi fik en stor klump brunkagedej hver.

Vi måtte lave lige, hvad vi ville af klumpen. Det blev til en hel dåse fuld af dejlige brunkager og pebernødder. Vi måtte tage dåsen med på vores værelse, eller hvor vi ville sidde og smovse. Dåsen var som regel tom, når det blev aften, eller i alle tilfælde inden næste dag var omme.

En særlig god gave

En enkelt stor gave til hver var et af fars bidrag til juleglæden, i hvert fald nogle år som jeg tydeligt husker. Far var virkelig opfindsom i forbindelse med disse store julegaver til os børn. Og han lavede dem selv. Et år var det en hylde til hver, et år stylter og et år skabe.

Det bedste var året, da vi fik skabene. Jeg har mit endnu. Det var vist gamle personaleskabe fra en fabrik. Far havde malet dem grønne. Mit har skiftet farve nogle gange og er blåt nu. Det er ca. en halv meter højt og halv meter bredt og 25 cm. dybt.

Der var et stort ”J” på lågen under låsen (det var forbogstavet i mit navn) – det var klippet ud i hvidt karton og limet på. Skabene var for store til at blive pakket ind; derfor var de dækket med tæpper.

Jeg blev meget glad for skabet. Det var mit skab helt alene, og det kunne låses. Her kunne jeg opbevare alle mine værdiulde ting: Børnebibelen, Drengebogen, billedbogen ”Den tumpede hvalp”, sparebøssen og min pung med opsparede penge fra den ugentlige 25-øre, som jeg fik til slik.

Fra et bestemt årstal var morfars gave hvert år 100 kr. til hver. Det var voldsomt mange penge. Indtil da havde jeg kun kendt til 25-ører, 2-kroner – og 5-kroner, hvis det gik højt. Morfars gaver hjalp mig til at forsta,̊ at penge – hvis der er nok af dem – kan bruges til noget stort.

Juleaften med ensomme

I de ni år, hvor vi boede i Odense, holdt vi juleaften hjemme om eftermiddagen. Om aftenen var vi med til juleaften for ”sprittere og hjemløse” (som det hed sig for at gøre det mere dramatisk) på KFUM på Klosterbakken, som var fars arbejdsplads. Vi børn kendte derfor ikke dengang til skikken med at gå i kirke juleaften.

I den store mødesal på 2. sal var der dækket op ved lange borde. Der var risengrød til forret og flæskesteg, sovs og kartofler til hovedret. Der var også en nisseøl til hver. Der var salmesang omkring juletræet, som havde levende lys; og der var en rigtig brandmand som brandvagt. Og der var underholdning ved os børn – jeg spillede et par numre på blokfløjte.

Til sidst var der kaffebord og godteposer til alle. Godteposen var det bedste. Jeg elskede dens indhold: en appelsin, et eller to æbler (det var dem, der gav posen vægt), flødekarameller, pebernødder og måske et par lækre overraskelser mere.

Gåturen mellem hjemmet og KFUM juleaften var noget meget specielt. Vi gik fra Enghavevej via Hunderupvej til Klosterbakken og hjem igen på de mørke mennesketomme gader i juleaftens-stilheden. Hvert år – som jeg husker det – under en funklende klar stjernehimmel.

Juleaften med en død farfar i huset

Juleaften 1960 døde farfar ovenpå, på det der var min storesøsters værelse, til hun rejste hjemme fra.

Her havde han opholdt sig 10 dage. Det var, efter at vi var flyttet til Hillerød. Han var kommet fra Kolding for at være under mors omsorg den sidste tid. Morfar boede på sit værelse i stueetagen.

Den juleaften var vi børn blevet sendt i kirke alene – uden mor og far. I Hillerød var vi begyndt at gå kirke juleaften.

Da vi kom hjem, fortalte far, at farfar var død og lå oppe ovenpå … og der skulle han bare ligge, mens vi holdt jul nedenunder.

Sådan var far sikker på, at farfar ville have sagt, at det skulle være, hvis han kunne sige noget.
Vi holdt juleaften – måske lidt afdæmpet, men jeg husker ikke, at der var skår i juleglæden. Der var også julegave fra farfar det år, men bedst var morfars gave.

Lynkinesere og midnatsgudstjeneste

Da jeg blev lidt større, var juleaften en skuffelse. Virkeligheden levede ikke op til forventningerne. Lidt ked af det gik jeg i seng, men heldigvis kom snart nytårsaften.

Det helt store ved nytårsaften var affyringen af lynkinesere. De kunne fyres af under en dåse, der fløj op i luften, eller i naboens skraldespandshus med et kæmpe brag til følge – eller i ”Møntporten” ved Frederiksborg Slot på vej til midnatsgudstjeneste i Slotskirken.

Vi havde nu ikke mange ordentlige kinesere og slet ingen kanonslag, selvom man dengang kunne købe det hele uden hensyn til alder eller sikkerhedsudstyr.

Fyrværkeri var dyrt – og unødvendigt. Lidt havde vi dog, men det meste var nok futtet af i løbet af dagen; vi kunne jo ikke vente.

Lige meget hvor meget ballade vi havde lavet, sad vi stille inde i Slotskirken i bøn til Gud, når klokken slog 12 slag. Det var en god måde at begynde det nye år på.

Nytårsaften måtte man også lave nytårsløjer. De værste løjer, jeg har været med til, var, da vi i Odense afmonterede genboens tunge jernlåge og møjsommeligt fik den slæbt over i nogle buske på den anden siden af Hjallesevej. Desværre – eller heldigvis – fortrød vi nytårsdag og måtte bære den tilbage igen, inden naboen kom hjem fra nytårsferie.

Den dårlige samvittighed og efterfølgende genopretning af skaden tyder på, at vi havde fået en god opdragelse.

Uddrag af Jens Fischer-Nielsens bog ”Et godt liv – fyldt med udfordringer”.