Bedst at være i Guds hænder på Grønland

Karsten Hald Jacobsen er startet som souschef på Sømandshjemmet i Aasiaat. Han er diskussionslysten og inkarneret fodboldfan.

Den 17. februar landede Karsten Hald Jacobsen i Grønland.

Sømandsmissionen har nemlig pr. 1. februar 2020 ansat Karsten Hald Jacobsen som souschef på Sømandshjemmet i Aasiaat. Samtidig skal han stå i spidsen for de diakonale aktiviteter i det maritime miljø og ud fra sømandshjemmet.

Drømmejobbet

En stilling som souschef kombineret med diakonale opgaver var et drømmejob for Karsten Hald Jacobsen. Da han så jobopslaget i Kristeligt Dagblad, søgte han det derfor med det samme.
Den nye souschef har en kandidat i lang forvaltning (statslig administration), og det seneste år har han arbejdet som projektleder med et nyt IT-system i Kirkens Korshær.

– Jeg kunne allerbedst tænke mig at arbejde med noget, der har en kristen substans. Samtidig var Grønland et ønsket rejsemål, så her var jobbet.

Efter jeg havde talt med Lisbeth og Søren Hansen (bestyrerparret på sømandshjemmet i Aasiaat), var jeg ikke i tvivl. Vi faldt simpelthen godt i hak.

Jeg glæder mig til at bo i Aasiaat, der er lidt større end Bjergby, men jeg tænker, at et mindre lokalsamfund passer godt til mig, siger Karsten Hald Jacobsen.

En lystig diskussion

Karsten Hald Jacobsen kommer fra Bjergby ved Hjørring. Han er opvokset i en præstefamilie, hvor diakoni og engagement i lokalsamfundet og omverdenen var en naturlig del af hverdagen. Der blev diskuteret meget i præstegården, og derfor elsker han en rask diskussion.

Uddannelsen tog han på Roskilde Universitet, og ved afrejsen var han bosat i Odder. Hans kirkelige baggrund er folkekirken – senest Christianskirken i Aarhus, hvor der var forbøn for ham ved søndagsgudstjenesten i forbindelse med hans udsendelse til Grønland.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Bøn kan flytte bjerge, og jeg er meget tryg ved, at menigheden vil bede for mig, siger Karsten Hald Jacobsen.

Forberedelse før og efter

Han har undersøgt en del om Grønland og Aasiaat hjemmefra, men er klar over, at det ikke er sikkert, det rækker. Jobbet kræver, at man er til stede, møder mennesker og prøver at overvinde sprogbarrieren, da en del unge mennesker i Grønland ikke taler dansk så godt.

– Nu har jeg ikke tænkt mig at tage tilbage til Danmark sådan lige foreløbig, så jeg vil kaste mig ud i det grønlandske sprog, selvom det skulle være ret svært, siger Karsten Hald Jacobsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han fortæller også, at hans familie og venner er glade på hans vegne over Grønlands-eventyret, selvom de kommer til at savne ham. Men til det tilføjer han:

– Jeg er heldig, at der er nogle, der savner mig.

Fodboldfan

Når Karsten Hald Jacobsen ikke er på arbejde, er han inkarneret fodboldfan af Vendsyssel FF. Han regner med, at han kan spille fodbold i klubben T41 i Aasiaat. Om ikke andet så planlægger han at være fysisk aktiv på en eller anden måde.

– At gøre noget fysisk sammen med andre er en god måde at skabe relationer. Jeg vil også gerne hjælpe folk direkte, hvis jeg kan. Der er Gud, dem og mig, fortæller Karsten Hald Jocobsen og siger til sidst:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– De bedste hænder at have sit liv i er Guds.