Hjælp andre til tro

Det er dejligt at se, at mange kirker er kommet i gang med et udadvendt arbejde. Man lever ikke længere kun for sig selv i menigheden, men forsøger at række ud.

Og det har jo altid været meningen med kirken.
”Kirken er den eneste institution, som eksisterer for ikke-medlemmer,” sagde den danske kommunkations-professor Viggo Søgaard engang.

Ofte bliver vi så optaget af ”kirken”, at den kommer til at erstatte Jesus. Vi kommer til at tro på ”kirken” som institution eller et bestemt kirkesamfund – og glemmer, at det handler om Jesus. Kirken er kun et arbejdsfællesskab OM troen.

Jesus talte kun én gang om at bygge kirke. Det var, da Peter sagde: »Du er Kristus, den levende Guds søn.«

Så svarede Jesus ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« (Matt.16)

Det var ikke Peter, der var en klippe. Han fornægtede endda Jesus på grund af frygt. Men Jesus tilgav ham.

Nej, det var Peters bekendelse, der var vigtig.
At Jesus er Kristus, den levende Guds søn.

”For det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene, pointerer Jesus.

Med fornuften kan man højest nå frem til, at Jesus var et stort og godt menneske, den største guru nogensinde. Men at han var Guds søn, det kan man ikke tænke sig til. Vores begrænsede hjerner kan slet ikke rumme, at der findes en Gud, eller hvor vidunderlig og stor, han er.

Og selv om man – som fx muslimerne – kan tro på, at der findes en almægtig Gud, så kan man ikke få ind i sin hjerne, at denne Gud har en søn – som tilmed var et menneske.

Det strider imod vores fornuft, hvor der hverken er plads til Gud, Jesus eller det overnaturlige, og derfor heller ikke til noget så stort som en inkarnation og jomfrufødsel.

Det er en overnaturlig indsigt, man får, når man tror.
Jesus kalder det en åbenbaring fra Gud.

Vi kan beslutte at tro – men troen er i sig selv en gave.
Troen er et øjebliks spring ud i det uvisse.

Men selv om kirken ikke må erstatte den direkte adgang til og tro på Jesus, så har kirken – som er et fællesskab af troende – fået nogle vigtige nøgler udleveret.

Det er Himmerigets nøgler. Og med dem kan vi løse og binde. Der ligger en dyb hemmelighed i disse ord, som fx har betydning, når vi befrier mennesker fra sygdomme og dæmonisk påvirkning. (Jf. Markus 16,17-18)

Men det vigtigste her er, at du og jeg som troende kristne har fået nøglerne til at lukke mennesker ind i Himlen. Vi kan med vores vidnesbyrd og med de ord og handlinger, som Helligånden leder os til, lukke døren op til Himlen.

Det er ikke kun præster med apostolsk succesion fra apostlenes tid, som har denne ret. Nej ”alle dem, som tog imod ham (Jesus) gav han ret (magt, autoritet) til at være Guds børn. Alle dem, som tror på hans navn. (Johs.1,12)

Det er ikke noget mystisk. Det handler blot om at hjælpe andre til at åbne sig for Gud og Jesus.
Det kan du også. For det er Helligånden, der virker gennem dig. Men du er ikke bevidstløs. Du er dig selv. Du kan fejle, men du kan også vokse.

Og dine ”nøgler” kan redde et menneske her og nu, og give adgang til Himmeriget, – dvs det evige liv, når de dør.

Er det ikke en fantastisk tanke?
Grib den!