Kærlighed er også at eftergive gæld

For en del år siden lånte jeg 1350 kr. ud til en afrikansk ven, så han kunne købe en videoafspiller. Han var tidligere muslim, og nu inviterede han gerne sine muslimske venner til at se Jesus-filmen og andre kristne videoer.

Det var jo et rigtig godt projekt, syntes jeg. Han ville så betale 150 kr. tilbage hver måned. Fint nok.

Men så kom der jo nogle udgifter til skolegang, til medicin og andre noble formål. Så han sprang over de første måneder.

Jeg skulle rejse hjem til Danmark, så vi aftalte, at han hver måned indbetalte et afdrag på min konto.

Nu gik der et par år, inden jeg vendte tilbage til samme by. Omaru, som vi kan kalde ham, kom skyldbetynget og fortalte, at han havde investeret i en mark i stedet, men han ville betale mig ud af høsten. Heller ikke dét kom til at fungere.

Selv om han var en kristen, så prioriterede han ikke at holde det, han havde lovet. Hans gamle natur fik ham til at gavne sig selv.

Først bar jeg over med ham, fordi han jo ikke havde så mange penge, men efterhånden syntes jeg ærligt talt, det var for galt.

Han var i mellemtiden blevet teolog og en anset mand i samfundet, men det var svært at have respekt for ham.

I hans kultur siger man ikke tingene direkte. Men det gjorde jeg. Jeg gav ham en opsang, og han lovede højtideligt, at nu ville han absolut betale afdragene. Men han gjorde det ikke…

Hvert gang jeg kom på besøg i den by, forsøgte han enten at undgå mig, eller han undskyldte sig – igen og igen.

Lån gør ofte venner til fjender

Min norske forgænger gav mig ellers det råd, at jeg aldrig skulle låne penge ud til mine afrikanske venner. For selv om de troede det, så kunne de ikke holde deres løfter om at betale tilbage.

– I deres kultur kan man ikke sige nej til at låne ud til en ven, men når de så ikke betaler tilbage, bliver de i stedet fjender. Derfor har jeg altid nogle små pengesedler i lommen. Når de spørger, svarer jeg: ”Nej, jeg låner desværre ikke ud, men her er en gave.” På den måde bliver vi ikke uvenner, forklarede han.

Men jeg syntes, det var svært at sige nej, når de stod i en knibe, så jeg lånte alligevel ud. Og de fleste betalte også tilbage.

Tilgivelse og eftergivelse giver glæde
Her i januar mødte jeg igen Omaru. Jeg var led ved at se ham på grund af vores mellemværende. Han havde det heller ikke godt med at møde mig, for han havde skyldfølelse.
Efter at vi havde snakket om andre ting, begyndte han på den sædvanlige ”syndsbekendelse”.

Så slog det mig, at den skyld ikke længere skulle ødelægge vores venskab. ”Omaru,” sagde jeg, ”nu slår vi en streg over din gæld. For Jesus har jo selv tilgivet mig langt mere. Og engang fik jeg eftergivet et stort beløb, som jeg ikke kunne betale. Så nu er den sag slettet. Nu kan vi se hinanden i øjnene igen.”

Det var en stor lettelse, ikke blot for ham, men også for mig. Som Jesus selv sagde, så er det faktisk ”saligere at give end at modtage”. Det forstår vi først, når vi gør det.

For sin egen skyld

I Esajas bog 43, 25 var Gud dødtræt af folkets fromme religiøsitet og deres ofringer, når de alligevel bare fortsatte med at synde.

Så beslutter Gud, at synden ikke skal skille dem:
Men jeg vil af egen fri vilje og for min egen skyld tilgive jeres synder og ikke mere mindes dem.
Ofte har vi ikke selv vilje og karakter til at bryde med synden. Men når Han så tilgiver os og hjælper os, netop når vi slet ikke fortjener det, så sker der en forandring i vort hjerte.

Så véd vi, at han virkelig holder af os. Og hans kærlighed forandrer os, så vi får lyst til at droppe al snyd og synd, og leve efter hans gode vilje. For han er nu vor ven.
Vi elsker, fordi han elskede os først. (1.Joh 4,19)

Du kan vise din kærlighed ved at eftergive nogen deres gæld – hvad enten det drejer sig om penge eller noget, de har gjort imod dig.

Det føles så godt. Også for dig selv.