Kan ekistensforståelse takle stress?

Mette Vesteragers nye bog er meget interessant, fordi hun bruger indsigter fra eksistensfilosofien til at takle stress. I analysen af, hvad der ligger bag de mange stressramte, kommer hun ind på, at tilværelsens ubestemmelighed er som en driver, der sammen med et øget krav om vished skaber en grundlæggende ubalance både på det individuelle, det sociale og det samfundsmæssige plan.

Stress er en folkesygdom, men behandlingen af sygdommen er i udpræget grad placeret hos den enkelte. Vi taler om at udvikle robusthed, og hvordan man kan lære copingstrategier eller anvende mindfulness, når vi som moderne mennesker skal overleve.

Men er det virkelig det enkelte menneske, som bærer hele ansvaret for stress, og er løsningen mere tolerance, udholdenhed og redskaber til at træde hurtigere i hamsterhjulets acceleration?

Et eksistentielt bud

Begrebet ”at eksistere” kommer af det latinske ”at stå ud”, s.25. Den eksistentielle tilgang til stress, angst, skyld og skam, handler derfor om at få mennesket til at forholde sig til sig selv.

Vesteragers stjernemodel er et eksistentielt bud på, hvordan individer, organisationer og samfund kan rette fokus mod de grundvilkår, som alle mennesker lever under. Vilkår som tid, forandring, verden, mening(-sløshed), død, forbundethed, krop, fakticitet, frihed og ensomhed – vilkår som, hævder forfatteren, kan bidrage til eller mindske stress.

Løsningerne skal findes i det at acceptere, at der er vilkår, som vi ikke er herre over og derfor heller ikke skal mestre, samtidig med at vi skal udfordre de stressfremkaldende normer, som dominerer livet. Normer om konkurrence som den eneste vej til fremskridt, og fremskridtet som identisk med vækst, hastighedsforøgelse og performance, og frygten for at gå glip af noget (FOMO: fear of missing out).

I stedet skal der arbejdes for en kultur med tid til fordybelse, plads til fejl, rum for resonans (et spændende begreb, som forfatteren uddyber i bogen) og anerkendelse af mennesker for deres unikke væsen og bidrag.
Det er bestemt ikke en kristenfjern forståelsesramme, selvom forfatteren citerer Kierkegaard og Satre stort set lige meget.

Hvis døden er punktum

I en kristen kontekst er det nok så interessant, at døden ses som et definitivt punktum for det moderne menneske. ”Vi frygter ikke længere et pinefuldt efterliv, men snarere at vi bliver glemt, når vi dør” s.96 Det betyder, at livet bliver en umulig kamp om at nå mest muligt, flest mulige oplevelser, større bedrifter, stadig mere ambitiøse mål både i arbejdslivet, fritidslivet og privatlivet. Og på grund af det, der kaldes den sociale acceleration, bliver det sværere og sværere at skabe holdepunkter i livet.

Parforhold, arbejdssted, fritidsinteresser osv. skiftes ud med accelererende hastighed, med det resultat at vi oplever tab af mening, værdier og i sidste ende tab af os selv som personer.

Vesterager reflekterer ikke nærmere over det kristne håb, men troen på det evige liv og de dødes opstandelse er en åbenlys grund til at træde ud af hamsterhjulet.

Mette Vesterager: Stress og eksistens. 236 sider. 259,95 kr.