Krigen kommer tæt på i ’1917’

Filmen ’1917’ er skudt som én lang sekvens, så man får fornemmelsen af at være med på første parket på hovedpersonernes farefulde mission igennem fjendens territorium i Første Verdenskrig.

George MacKay spiller rollen den unge britiske soldat Schofield, der sammen med menig Blake får til opgave at krydse fjendens territorium for at advare deres egne mænd om et baghold.

I ’1917’ følger man de to unge britiske soldater Schofield og Blake i et intenst og skæbnesvangert døgn i Første Verdenskrig.

Schofield og Blake får til opgave at krydse fjendens territorium for at advare deres egne mænd om et baghold. Hvis de fejler missionen, mister 1600 britiske soldater livet. På missionen bliver de to soldater udsat for eksplosioner, angreb, tab, fristelser, skud og meget mere.

Med tiden imod sig og krigsmarkens barske realiteter omkring sig, kæmper soldaterne en brav kamp i et forsøg på at nå frem med advarslen i tide.

Fra filmen begynder til den slutter slipper kameraet ikke soldaterne Schofield og Blake et eneste øjeblik. Man kender ikke de to soldaters baggrund, men relaterer hurtigt til dem, fordi man får fornemmelsen af selv at være til stede sammen med dem på missionen. Igennem det meste af filmen sidder ens hjerte helt oppe i halsen.

Dean-Charles Chapman i rollen som Blake.

Soldaternes liv hænger konstant i en nervepirrende tynd tråd. Man når kun lige at føle sig sikker på soldaternes vegne et kort øjeblik, før den næste fare venter om hjørnet. Fra ende til anden sidder man enten yderst på stolen eller med ansigtet gemt væk og følger soldaternes blodige og barske omstændigheder.

Filmen er skrevet, instrueret og produceret af Sam Mendes, som også står bag ’Skyfall’ og ’American Beauty’. På skuespillerlisten finder vi bl.a. George McKay, Dean-Charles Chapman og Colin Firth, som alle spiller eminent og overbevisende.

Filmen er baseret på virkelige hændelser og formår på en troværdig og gribende måde at illustrere nogle af de barske tilværelser under Første Verdenskrig for både soldater og civile.

Som så mange andre krigsfilm minder ’1917’ én om krigens høje pris både før i tiden og stadigvæk. Den sætter tilværelsen i perspektiv og giver stof til eftertanke. Man skal helt klart se ’1917’, hvis man er til krigshistorie, spænding og action og en medrivende fortælling.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Titel: 1917
Spilletid: 118 minutter
Præmiere 2. januar