Børkop Højskole: Brug krisen til Gud

Midt i Corona-krisen præsenterer Børkop Højskole et fornyet kursusudbud.

– Det er i en tid som denne, at man skal tage på højskole, mener forstander Robert Bladt.

– Et bibelskoleophold er noget, man netop bør prioritere eller overveje en ekstra gang i en situation, som den vi er i.

Det mener forstander Robert Bladt, Børkop Højskole.

– Jeg håber, at krisen vil vække en selvbesindelse i hele vores folk. Besindelse på, hvor skrøbelige og begrænsede vi og vores samfund er. Hvor afhængige vi er af Gud og hans hjælp.

Og en besindelse på at prioritere det nødvendige: Tid til Gud, at slå dybe rødder i ham og hans tanker om os, siger Robert Bladt.

– Krisen kan blive en anledning til vækkelse – og den kan vække en længsel i unge efter at søge Gud. I den situation vil vi gerne være et redskab i Guds hånd til ny fordybelse i Guds tanker om fred og ikke om ulykke, siger Robert Bladt.

Dropper depositum

I forhold til Corona-situationen er det endnu for tidligt at sige, hvad krisen kommer til at betyde for Børkop Højskole, mener Robert Bladt.

– Det er ingen hemmelighed, at det er utrolig vigtigt for os, at tilmeldingen til vores kurser ikke går i stå, siger Robert Bladt

Han kan godt forstå, at mange i den nuværende situation kan have svært ved at prioritere på længere sigt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



For at gøre det mere overskue-ligt for kommende elever, har Børkop Højskole derfor ændret sin politik om depositum og refusion ved afmelding.

– Vi opkræver ikke depositum for kurser i sommeren og til efteråret, før kurset starter, og man ved, at man er i stand til at begynde på det kursus, man har tilmeldt sig, siger Robert Bladt.

Fire nye lange kurser

Børkop Højskole tilbyder fire nye lange kurser med opstart i januar 2021: Classic, PASSION, Lovsangsskolen og Global Discipleship Training (GDT).


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Vi har valgt at udbyde 4 forskellige lange kurser, fordi det skal være relevant og attraktivt for så bred en gruppe af kristne unge som muligt at tage på bibelhøjskole, siger Robert Bladt, der er forstander på Børkop Højskole.

I halvandet år har staben på Børkop Højskole arbejdet på at forny og forbedre udbuddet af lange kurser, og i midten af marts blev resultatet synligt med en ny hjemmeside.

Fornyelsen sker på baggrund af højskolens egne erfaringer med at lave bibelskolekurser, og ud fra en markedsanalyse, som højskolen gennemførte sidste forår med støtte fra Borgfonden.