Jesus er fikspunktet når det stormer

Tallerkenerne rasler, og der bliver rift om brækposerne, når de bornholmske færger er ude i et stridt stormvejr. Men det er som regel turisterne, der panikker mest.

Som øboer må man jo fra tid til anden ud i høj søgang for at komme frem til den anden side af vandet. I sådan et stormvejr er man simpelthen nødsaget til at sætte sin lid til kaptajnen. Ellers bliver man hurtigt rædselsslagen ligesom disciplene, som vækkede deres rolige kaptajn i en af Det Nye Testamentes kendte søhistorier.

Frygt ikke, tro kun

Jesus sov, og da han blev vækket, sagde han bare: ”Frygt ikke, tro kun”, inden han roligt befalede bølgehøjden ned på et turistvenligt leje.
Når man oplever andre former for storme i livet, må man også stole på vores himmelske kaptajn, mener Mette Grønbech-Dam, der udover at være skolesekretær også er børnepræst i Nexø Frikirke. Hun har flere gange oplevet sjælelige storme, som hun ikke vidste, hvordan hun skulle komme ud af. Men stormene har også formet hende, fortæller hun.

– Det er i stormene, det viser sig, hvad det er, vores liv indeholder. Og mit liv er præget af, at jeg har holdt fast i troen, når det har stormet, siger hun og ligner en kvinde, der kan udholde hvad som helst.

Psykisk syg mor

– Jeg tror, der har været tre store kriser i mit liv, kommer det så.
– Den første krise var nok det at vokse op med en mor, der var psykisk syg. Hun var maniodepressiv. Jeg var egentlig meget knyttet til min mor. Men der var lange perioder, hvor hun var indlagt på psykiatrisk hospital, og i nogle sommerferier blev vi kørt op til min farmor og farfar, og så var vi der en hel sommerferie. Min far var politibetjent, og det var nogle gange svært for ham at få tingene til at hænge sammen derhjemme.

Hun blev født i København, men voksede op i Herning som den mellemste af tre søskende.
– Det er ikke et kristent hjem, jeg er vokset op i. Men sjovt nok har jeg nok altid haft en tro på Gud. Det har altid været i mig, og det har jeg nok delt med min mor, fordi hun forærede mig en børnebibel. Jeg husker ikke, at jeg læste i den, og jeg gik heller ikke i søndagsskole, men den børnebibel fulgte mig alligevel, og jeg har den stadigvæk, så på en eller anden måde var Gud altid hos mig, siger hun og går i stå et øjeblik:

– Men det var selvfølgelig svært, for min mor forsøgte at tage livet af sig selv flere gange, og jeg har fundet hende nogle gange, og det har ikke været særlig sjovt. Første gang var jeg nok 12 år. Jeg kom ind på hendes soveværelse, hvor hun stod med en snor. Hun var ikke gået sådan rigtig i gang. Og min far kom også lidt efter. Hun havde lange perioder, hvor hun kun lå i sengen, men hun havde også meget migræne, så hun kæmpede med flere ting. Og da jeg blev 10 år, havde hun også fået en hjerneblødning. Derefter blev alting værre.

Moderen var som nyfødt blevet så forbrændt ved et uheld ved komfuret, at hun fik 3. gradsforbrændinger over hele kroppen.

– Lægerne troede ikke, hun ville overleve, så hun blev døbt på hospitalet. Hun overlevede, men hun havde ar både i ansigtet og på armene og benene. Og hun voksede oven i købet op hos sine bedsteforældre, fordi hendes mor fik hende uden for ægteskabet, så hun har heller ikke haft en nem barndom.

– Jeg husker hendes maniske faser som ret sjove. Min mor kunne finde på at komme ind og stå og synge på værelset, også når jeg havde gæster. Det synes jeg var lidt flovt, siger hun og griner.

Kristen kæreste

En af Mettes gæster blev hurtigt hendes senere mand, den bornholmske beredskabsmand Michael Grønbech-Dam, som hun havde mødt på kasernen i Herning, da hun selv var 15 år. Han var kristen, og som 17-årig fik hun selv en personlig oplevelse i en frikirke i Herning.
– Der var en, der havde inviteret mig med i en kirke, hvor der blev bedt for syge, og så så jeg en mand blive helbredt. Der var også nogle, der bad for mig, for jeg ville bare gerne finde ud af, om Gud findes, og så fik jeg den her fuldstændig gennemskyllende varme i kroppen, og jeg vidste bare, at det var Gud, der sagde: ”Det gør jeg!”.

Mor begik selvmord

Troen blev en stor styrke i den næste tid, hvor stormen for alvor satte ind i hendes liv.
– Oplevelsen i kirken delte jeg også med min mor, og det var faktisk ret rørende, vi snakkede om tro der, hvor hun havde det svært, hun var meget åben overfor det, og hun var også med i kirken. Men tre måneder efter jeg blev kristen, tog min mor livet af sig selv. Jeg havde jo lige lært Jesus at kende, så på en eller anden måde var det min redning. Troen trøstede mig, og jeg fik en fred i, at min mor var et bedre sted nu. Michael hjalp mig også rigtig meget, for det var en hård tid for min familie og mine søskende.

– Min storesøster var lige flyttet hjemmefra, og min far havde brug for hjælp. Så jeg blev den, der skulle passe hus, mens jeg gik på handelsskolen. Jeg gjorde mit bedste, men jeg følte mig alligevel utilstrækkelig og havde rigtig meget skyldfølelse. Lige den dag, hun hængte sig, havde jeg været forbi om formiddagen. Hun var på det tidspunkt blevet separeret fra min far. Jeg kunne se, at hun ikke var i sengen mere, så jeg skrev et brev: ’Hej mor, hvor dejligt du er stået op, og vi ses senere’. Men jeg nåede ikke tilbage i tide, og det bebrejdede jeg mig selv længe.
Selv om hun savnede sin mor, blev hun trøstet i troen, når hun lyttede til den svenske udgave af moderens yndlingssang ”Blot en dag, et øjeblik ad gangen”.

– I den danske version står der, at Gud har et faderhjerte for os, men i en svensk udgave synger Carola Häggkvist, at Gud har et moderhjerte for os, og da jeg hørte det, tudbrølede jeg. For der mærkede jeg Guds omsorg mod mig. Gud elskede mig som en mor. Og jeg takker Gud for, at jeg kom igennem det hele dengang. Det var fantastisk, at Gud var med der i krisen.

Barn med hjertefejl

Da hun blev 19 år, blev hun gift med Michael, der er fem år ældre. De flyttede til Bornholm, hvor han blev officer indenfor beredskabet, mens hun blev skolesekretær. Senere var de med til at starte Nexø Frikirke. Han blev oven i købet deltidspræst ved siden af sit lederjob i beredskabsstyrelsen, og hun blev børnepræst.

– Det var en lykkelig pionertid, og vi fik oven i købet fem dejlige børn. Men ved nummer fem kom der igen storm i vores liv. Vi havde fire drenge, da Celine kom. Hun var fem uger, da vi fandt ud af, at hun var meget syg af en hjertefejl. Da hun var syv måneder, blev hun hjerteopereret, og hun vejede på det tidspunkt kun 4,7 kg. Hun blev født med tre huller i hjertet. De to voksede sammen, men det sidste ville ikke vokse sammen.

– I den periode kom den der skyldfølelse op. Havde jeg gjort et eller andet forkert under graviditeten? Det var helt åndssvagt at tænke sådan. Men det anfægtede mig også trosmæssigt. Hvorfor greb Gud ikke ind, når vi bad sådan? Sommetider følte vi slet ikke, at vi kunne bede mere, men da oplevede vi, at andre bar os i vores netværk. Nogle ringede og spurgte, hvad de kunne gøre, og andre lod os vide, at de bad for os.

Hullet i hjertet blev lukket, men datteren fik til gengæld andre ting at kæmpe med, blandt andet forsinket knoglealder og nedsat hørelse.

– Det har lært mig, at alting ikke er perfekt og ikke skal være perfekt i livet. Det er så sundt at erkende, og på en eller anden måde har det virkelig været en gave til vores familie at gå igennem. Det har også gjort vores andre børn meget rummelige. Og Celine er en stor skat i vores liv.

Datteren bor stadig hjemme, og på familieportrætterne ser alle glade ud. Men så ramte storm nummer tre.

Mandens sygdom

– For fire år siden blev Michael alvorligt syg. Han har altid været stærk om en okse. Men på vej til et kursus på Sjælland faldt han pludselig om i bilen. De måtte ringe efter en ambulance, og så blev han indlagt i Ringsted. De ringede til mig og sagde, at min mand var indlagt. De havde opdaget, at han havde akut bugspytkirtelbetændelse.

– Jeg udbrød: ”Puha, det er da heldigvis ikke noget, man dør af”. ”Jo, det kan man godt,” sagde lægen så. Det var virkelig livsfarligt. Og det gjorde Michael enormt syg. Han tabte sig 22 kilo og havde konstante smerter. Han var indlagt i fem måneder på forskellige hospitaler derfra, mens jeg var alene med vores to yngste børn.

– I den periode oplevede jeg, at Gud sagde: ”I er i en storm, og I er nødt til at komme igennem den.” Jeg havde det på samme måde, som om jeg var ude at sejle, for jeg havde det, som om jeg var søsyg. Jeg kunne ikke fokusere, og jeg følte mig svimmel. Jeg havde næsten alle de fysiske symptomer på at være søsyg, men jeg følte, at Gud sagde: ”I kommer igennem det. Du kommer igennem den her storm, du kan ikke bare hoppe over bord, for så drukner du. Du skal ride igennem den.” Og vi kom igennem den, selv om det blev et næsten to år langt forløb med alvorlig sygdom.

Fristet under stormen

Men efterfølgende har hun tænkt meget over fristelsen til at give op midt i stormen.
– Når man kommer ud i sådan nogle storme i sit liv, hvad er det så, der sker? I gamle dage kastede man ting over bord. Man skulle af med den løse ballast for at stabilisere båden, og i overført betydning er der også rigtig mange mennesker, der kaster ting over bord, når de kommer ud for en krise.

– Og hvad er det, man kaster over bord? Man kan fristes til at kaste sit eget liv overbord. Nogle kaster deres tro overbord, andre kaster deres ægteskab overbord. Når der kommer en krise i et ægteskab, bliver mange jo bare skilt. Det er bedre at holde fast. Vi oplever alle større eller mindre storme i livet. Men vi skal igennem dem. Og Gud er med til at give den ballast i mit liv, at jeg tror på, at der er en vej gennem stormen.

Nogle gange har man tro, andre gange må man være tro, mener hun.

– Man skal ikke kaste alt det, man tror på overbord, fordi der kommer en storm. Det er jo det folk gør, når de panikker i en båd, der gynger. Men det giver fred at fokusere på Jesus. Og det var det billede, jeg fik af, at jeg var på vej igennem stormen. Og så måtte jeg bare holde fokus rettet. Det er jo også det, man siger, hvis man er søsyg. Du må finde et eller andet fikspunkt, hvor du kigger, og så skal du ligesom holde fokus. Og det prøvede jeg også virkelig i den periode: at holde fokus.

Hvad holdt du fokus på?
– Jesus! kommer det straks med et stort smil, for den søstærke skolesekretær stoler på sin kaptajn – Kristus.

Troens kerne

Hvad er kernen i din tro?
– At der er en, som elsker mig betingelsesløst. Før jeg blev kristen, tænkte jeg meget over, hvad andre tænkte om mig. Men pludselig var det jo ligegyldigt, for Gud elsker mig jo. Og jeg hviler i, at vi er skabt i Guds billede, og at der er en mening med vores liv.

Hvad giver det dig at gå i kirke?
– Det giver mig rigtig meget, det er mit åndedræt. Det er der, hvor jeg lader op til livet.