Reformert boykot af lovsang på forkert grundlag

I en video på YouTube kritiseres lovsang fra bl.a. Hillsong og Bethel Church af medlemmer af den Reformerte Kirke. Mark Hill forklarer i kronikken, hvad han mener ligger til grund for kritikken. Modelfoto.

I en ny video boykotter reformerte smagsdommere i ét hugtag al lovsang fra Bethel, Hillsong, Elevation Worship o.a. (og opfordrer andre til at gøre det samme). Alt sammen på et forkert grundlag, der bunder i deres misforståelse af en enkelt læresætning, og de dømmer dermed sig selv som det, de havde håbet at bevise, at de andre var, nemlig falske lærere.

Baggrunden for deres boykot er en misforstået opfattelse af det, man kalder Kenosis-læren, som handler om, at da Jesus udførte sin tjeneste på jorden inden sin korsfæstelse, udførte han sine mirakler ved Helligånden og ikke sin egen guddomskraft, idet han for en kort periode havde lagt sin guddommelige kraft til side. Dette betyder ikke at han ophørte med at være Gud, men bare at han valgte ikke at bruge sin egen guddomskraft i denne tjenesteperiode.

Dette er ganske tydeligt i NT (som jeg vil vise om lidt), men det benægter disse reformerte mænd, og det er baggrunden for, at de nu boykotter al lovsang fra fri- og pinsekirker.

I videoen har de ikke et ENESTE eksempel på en sang, der indeholder vranglære, hvilket forstærker deres fordømmelse som værende utroværdig. Det eneste de har, er altså denne teologiske uenighed ift. kenosis-læren, som de i så fald har med flere, større kirkesamfund. (Og ikke bare enkelte kirker.)

Om læresætningen

Det græske ord Kenosis, som kommer af Kenoo “at tømme”, finder vi i Fil. 2:6-9 hvor der står, at “han [Jesus], som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det [tømte sig selv], tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne.”

Misforståelsen: Det er her, at det går galt for de reformerte. I deres misforståelse påstår de, at alle frikirker (og især Bethel) siger, Jesus kun var et menneske, der blev ophøjet til at være Gud. Det er hverken, hvad Bethel eller andre frikirker siger.

At Jesus gav afkald på sin guddomskraft for en tid, så at han kunne opleve, hvad det vil sige at være fuldt ud menneske, var nødvendigt, for at han kunne være sonoffer for menneskeheden.

– Prøvet i alle ting som vi, dog uden synd (Heb. 4:15). Hvis han bare havde trukket på sin guddomskraft, når det blev lidt svært, ville han ikke jo opleve, hvad det vil sige at blive fristet og prøvet.

Mistolker hans udsagn

I deres “bevisførelse” påstår de, at Bill Johnson fra Bethel, skulle have sagt, “at Jesus kun var en mand, der blev ophøjet til at være Gud”, men når de så skal bevise det, oplæser de to citater af Bill Johnson, som faktisk slet ikke siger dette, men siger: “Jesus udførte sine mirakler som et menneske i et ret forhold til Gud, og ikke som Gud.” Og: “Han lagde sin guddommelighed til side.”

I disse to citater siger Bill Johnson ikke, at Jesus kun var en mand, der blev ophøjet til at være Gud. Ja, han udførte sine mirakler SOM et menneske, fordi han havde udtømt sig selv eller lagt sin guddommelighed til side for en tid. Det er ikke det samme som at sige, at han BARE var et menneske.

Vi skal også

Anklage nr. 2, når Jesus kunne udføre mirakler ved Helligåndens kraft, betyder det, at vi også kan gøre det. Jamen, hallelujah! Sikke en mægtigt vidnesbyrd. Det, som skulle være noget negativt, er jo en kæmpe opmuntring, som Bibelen i øvrigt bekræfter. For Jesus sagde:

“Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre større gerninger end dem, for jeg går til Faderen” (Joh. 14:12).

Udover at misforstå hvad Kenosis-læren siger, nægter de samtidig at tro på, at Helligånden kan gøre mirakler i vore dage. Det er, fordi de mørke, reformerte briller de læser Bibelen med (det reformerte syn) siger, at Helligånden IKKE er virksom idag, som Han var det for 2000 år siden, og de har dermed afskrevet sig selv fra at have et personligt kendskab til selvsamme Helligånd og de overnaturlige nådegaver, Helligånden gladeligt giver.

Da de nu hverken forstår eller kan acceptere Kenosis-lære, vil de hellere sige, den er falsk, og sige, at det er alle de andre, der er forkert på den.

Efter min og mange bibellæreres mening er Kenosis-læren sand og er særdeles velbegrundet i Skriften, og er altså ikke en ny opfindelse af Bethel.

Hårde hjerter

Bibelen har forudsagt, at i de sidste tider vil der komme mennesker, der er egenkærlige, pralende, overmodige, fulde af hån, ukærlige, uforsonlige, hovmodige osv. og tilføjer: “I det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft. Hold dig fra dem! (2 Tim. 3:5)

Den reformerte lære startede med reformatoren Calvin (1509-1564), et intelligent, men brutalt menneske. Danske Grundtvig sagde: “I grunden var da calvinismen…kun et bibelsk hedenskab,” og han fortsætter med at tale om “den calvinistiske selvklogskab, selvrådighed og herskesyge.”

Kirkehistorikeren A. Fabricius siger: “Der er noget forstandsmæssigt, koldt og mørkt i den calvinske gudstjeneste.” Det kan være medvirkende til, at mændene i videoen gerne vil afskære sig selv fra al glæde, som man finder i lovsangen i fri- og pinsekirkerne, som de nu hermed boykotter?

Menneskesønnen

I videoen siger disse mænd også mærkelige ting, som at Jesu menneskelighed ikke kan være med i guddommen. Men Jesus var ikke bare sand Gud, men også sandt menneske!

“For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod” (Kol. 2:9). Og da han opstod fra de døde og vendte hjem til himlen og treenigheden, var det ikke som en svævende ånd, men i et herliggjort LEGEME (Luk. 24:39), hvormed han er førstefrugten, hvilket betyder at vi får samme slags legeme en dag. (1 Kor. 15:20-22) “Og I skal se Menneskesønnen sidde ved den Almægtiges højre hånd” (Mark 14:62), ikke en svævende ånd!

Det er disse reformerte mænd, der er på afveje, ikke Bethel (Det betyder ikke, at alt hvad der foregår i Bethel nødvendigvis er godt, men det er ikke det, som denne diskussion går på.)

Mirakler ved Helligånden

Før Jesus påbegyndte sin tjeneste, blev han ikke bare døbt i vand, men Helligånden kom over ham (Luk. 3:22). Derefter blev han ført af Ånden ud i ørkenen for at blive fristet af djævelen (Luk. 4:1), og da han havde bestået prøven, forlod han ørkenen igen. Nu i Åndens KRAFT (Luk. 4:14).

Hvorfor i alverden gjorde han det, hvis han havde sin egen guddomskraft, han kunne trække på? Fordi han havde udtømt sig selv, lagt sin egen guddomskraft til side for en tid (kenosis).

Da Jesus lavede rod i farisæernes “fine” verdensbillede ved at uddrive dæmoner og helbrede mennesker, beskyldte de ham for at gøre det ved djævelens magt. Så siger han til dem, ved hvilken kraft han gør det:

”Hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så?

Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved GUDS ÅND, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer” (Matt. 12:27-28). Læg mærke til, at det er ved Guds ånd, som er Helligånden, og ikke sin egen ånd, som også er almægtig.

Farlig grund

Det er noget farligt noget ikke at ville anerkende Helligånden, og er noget, vi skal være yderst forsigtige med. Farisæerne ville ikke anerkende at det var ved Helligånden, at Jesus udførte sine mirakler, og var derfor skyldige i at synde mod Helligånden.

De reformerte vil heller ikke anerkende, at det var ved Helligånden, at Jesus udførte sine mirakler, og derfor er de også skyldige.

Så kan man argumentere, at farisæerne sagde, at Helligånden var dæmonisk, og de reformerte “kun” fejlagtigt siger, at Helligånden var Jesu egen guddomskraft, og det er tættere på sandheden, men det er stadig forkert!

“Den, der ikke samler med mig, spreder,” siger Jesu i samme passage. At boykotte andre kirker, som disse lærere her gør, er ikke noget, der samler, men spreder.

Man kan altid finde fejl ved andre kirkesamfund. Man kan altid finde fejl i sangtekster. Man kan altid finde teologiske forskelle. Et ordsprog siger: Leder du efter fejl, så brug ikke kikkert, men spejl.

Lad mig slutte med denne opfordring fra Paulus:

”Udsluk ikke Ånden,
ringeagt ikke profetisk tale.
Prøv alt, hold fast ved det gode,
hold jer fra det onde i enhver skikkelse!” (1 Thes. 5:19-22)

Note: Dette ikke er et angreb på de reformerte. Det er dem, der har lanceret en form for angreb mod lovsang fra de nævnte kirker, og det jeg skriver er et forsvar af lovsangen fra disse kirker ved at svare på deres kritik. Hvad de reformerte ellers gør og ikke gør i DK, tager jeg ikke stilling til. Og hvad folk i øvrigt mener om Bethel Church i Redding, er heller ikke relevant i denne diskussion, da jeg holder mig til emnet fra videoen.