Jeg drømte en drøm som blev til virkelighed
Jeg drømte en nat, at vi samlede danskerne her på egnen til gudstjeneste. Klokken var kun 4.30, og jeg kunne bare ikke sove mere. Gud vil du sige noget?
Jeg havde fra starten følt, da Coronakrisen brød ud, at det var, som om Helligånden hviskede: Gert, det er nu. Tag denne tid alvorligt. Fremtiden er nu en anden end for få dage siden!
Men jeg følte mig totalt uforberedt og slet ikke åndeligt klar på nogen måde. Jeg var træt og ved at blive syg! Ikke indstillet på det, som nu så ud til at ske.
Vågnede så tidligt efter drømmen i corona-uge 2.
Ud af øjenkrogene havde jeg få dage før bemærket, at Thomas Christensen fra Åben Kirke i København var klar med Danmarks første Drive In gudstjeneste! (Den blev holdt den 29. marts.)
Jeg begyndte at kontakte venner og bekendte på egnen omkring Billund kommune og Ikast Brande. Steder, hvor jeg har været i tjeneste de seneste år som prædikant.
Jeg fik heldigvis samlet nogle rigtig gode folk til at være med fra det folkekirkelige bagland. På få dage åbnede døre sig, som jeg havde set i drømmen.
Det gik meget hurtigere, end jeg havde turdet håbe, og for første gang var det, som om jeg ikke skulle knokle dag og nat ligesom i gamle dage i store projekter, men de rigtige typer var der bare og overraskede med deres evner på bare få dage! Alt faldt bare på plads i større dimensioner, end jeg havde forventet. Penge havde vi ingen af i udgangspunktet, men ting skete bare også på det punkt!
Drive-In gudstjenesten foregår påskesøndag kl. 15 i Billund ved siden af LEGOLAND på parkeringsplads P2.
Gudstjenesten sendes direkte på tv-syd.
Det, jeg synes, gør gudstjenesten så meningsfuld, er, at påskens budskab netop handler om, at livet sejrer over døden, og lyset over mørket.
Det er jo dét, vi arbejder så intenst på alle sammen lige nu, nemlig at vi som samfund må sejre over Corona, og at det må blive et lyst og dejligt forår, hvor vi kan få lov at leve livet frit sammen med hinanden.
Til gudstjenesten her kan vi få lov at mærke lidt af friheden og fællesskabet igen, og samles om at bede Gud føre os alle godt igennem krisen.
Det er min længsel, at mennesker må komme, som ellers ikke går trofast i kirke. At bøn og tro må vokse frem i danskerne i denne svære tid.
Vi er jo sammen – i hver sin bil, uden at vi bringer andre i smittefare.
Læs også: Drive-in gudstjeneste i København gentages i Billund