Jeg har det da fint. Har jeg ikke?
Jeg har droppet kulhydrater og har smidt 21 kilo i løbet af de sidste 4 måneder, og jeg er faktisk temmelig rystet over mig selv.
Jeg nærmer mig de 50 år, og i hele mit voksne liv (hmm! Nok nærmere siden jeg var 13-14 år), synes jeg, at jeg har tænkt over, hvad jeg kunne spise for at være sund og ikke blive for rund.
Alligevel er kiloerne lystigt steget i antal, og jeg har underligt nok nærmest ikke opdaget det. Jeg kender mange, hvor overvægt sætter sig som manglende selvværd, manglende livsglæde mm.
Jeg må dog have en fortræffelig fortrængningsevne, for jeg så det slet ikke som et problem, og jeg havde en smart forklaring for alle de skavanker der følger med at slæbe på 25 kilo (mindst) for meget. Jeg havde bunker af forklaringer, der INTET havde med overvægt at gøre.
Jeg havde engang et overvægtigt familiemedlem, der sagde, hun kun spejlede sig i spejle, der stoppede ved halsen, for så så hun ikke de runde faconer længere nede. Jeg rystede på hovedet og kunne slet ikke sætte mig ind i den slags sandheds-fornægtelse. Det kan jeg (lidt bedre) nu.
Det er egentlig ikke min vægtøgning, der har rystet mig, men langt mere mit syn på mig selv… Eller mangel på evne til at se på mig selv… Mine knæ gjorde ondt, mine led jamrede sig, jeg kæmpede med uro i kroppen, jeg kunne ikke løbe, hoppe eller gå ret langt, men jeg var glad og syntes, jeg havde det fint.
Nu kan jeg se tilbage på de sidste fire måneder, og jeg kan se, hvordan glæden vokser efterhånden som kiloerne forsvinder. Jeg går nu på stylter, løber (små ture), jeg vågner meget tidligt og kan næsten ikke vente med at stå op og komme igang med dagen. Jeg føler en glæde og taknemmelighed, der bobler indeni, og kan først nu se, hvor meget min overvægt har kostet mig.
Jeg skriver ikke dette for at prædike om kostændringer, men fordi jeg kom til at føre tanker over til vores liv i tro på Jesus… Når jeg læser, hvordan Faderen, Sønnen og Helligånden er eet.
Læser hvordan Jesus levede, gjorde mirakler, brugte Åndens gaver mm. og læser, at vi er inviteret til at gøre præcis det samme… Så tænker jeg, om jeg ikke også dér er blevet tilfreds med mindre end det, der er allerbedst for mig?
Hvis jeg undlader at spejle mig i Jesus, så har jeg det da fint, ikk? Men tænk, hvis jeg turde spejle mig i ham… og fandt ud af, at der er meget mere at få… og turde række ud efter mere i stedet for at finde på undskyldninger for, hvorfor det er fint nok, det, jeg har nu?
