Live lovsang på Facebook hver aften skal løfte hjerter i krisen
Simon Ågren oprettede i sidste uge Facebooksiden ’Overflow’, hvor man hver aften kan høre live lovsang.
– Kort sagt, så handler det om lovsang. Der er kraft i lovsang, og lovsang giver glæde, fred og frihed fra den her tids bekymringer og hjælper os til at fokusere på Jesus, siger 21-årige Simon Ågren fra Herning Frikirke.
På få dage søsatte Simon Ågren ideen med hjælp fra veninderne Rebekka Højgård og Stine Boye.
Flyt fokus
– Lige nu er det nemt at fokusere på alt det, som sker omkring os: kaos, frygt og bekymring. Hvis bare én møder Gud hjemme i stuen igennem lovsangen, er det det hele værd, siger Simon Ågren.
Lovsangen ledes hver aften af forskellige lovsangere fra forskellige kirker rundt om i landet.
Facebooksidens første live lovsang var mandag aften. Her fulgte 35 med live, mens flere end 400 så lovsangsvideoen i løbet af den næste time.
– Det fortæller mig, at der er et stort behov for lovsang og for at søge Gud sammen – hver for sig, siger Simon Ågren.
Han oplever, at Gud er med i projektet, og er sikker på, at Gud vil møde mennesker igennem lovsangen.
– Inden vi gik i gang, sad vi og kiggede på noget udstyr til lovsangerne. Samtidig modtog vi nogle penge fra en kvinde i min kirke. Beløbet var præcis det samme, som udstyret kostede, fortæller Simon Ågren.
Han håber, at der vil være opbakning til at fortsætte ’Overflow’ som lovsangsaftner i Herning Frikirke, når krisen er ovre.