Troen vandt over angsten

– Da jeg var fem år, faldt jeg i en balje med kogende vand, fortæller Annelise Jørgensen.

Det skete i køkkenet i barndomshjemmet, hvor hendes mor var ved at vaske – i en tid, hvor den slags foregik i store baljer med kogende vand.

– Jeg kom på hospitalet og fik transplanteret hud. Jeg var indlagt meget længe og måtte ikke have mine forældre der. Fra da af kom frygt ind i mit liv. Jeg var altid bange, fortæller hun.

Mørkeræd og mareridt

Annelise Jørgensen var for eksempel bange for mørke og for at være alene. Hun kæmpede også med mareridt, hvor hun drømte om slanger…

– Jeg ville af med angsten, og som ung begyndte jeg derfor at søge i mystikkens verden. Jeg lånte nogle bøger om okkulte emner, om livet efter døden … og blev endnu mere bange!

Jeg fik lagt horoskop, kom til healer og spiritister – og jeg blev selv healer, zoneterapeut og sygeplejerske.

– Men angsten fortsatte og blev værre, siger hun.

Fadervor

Som barn havde hun lært Fadervor udenad, men vidste ellers ikke så meget om Gud. Allerede i barndommen fandt Annelise Jørgensen ud af, at når hun bad den bøn, fik hun det bedre og sov også bedre.

– Det overlevede jeg på, forklarer hun.
I de år havde Annelise Jørgensen også en del kærester.

– Det gav lidt ro, når man ikke var alene, men angsten og uroen fortsatte. Jeg fandt aldrig den fred og kærlighed, jeg søgte. Hverken hos mennesker eller i det alternative miljø.

– Da jeg begyndte at gå til kriya-yoga, blev alt meget værre. I en periode blev jeg psykisk syg af den praksis. Jeg blev ekstrem følsom over for alt og mistede totalt jordforbindelsen …

– I dag mener jeg, at hvis man er særlig sensitiv som jeg, skal man slet ikke begynde på yoga! – også selvom jeg godt ved, at der måske er nogle, der mener, der kan være noget godt der. Det er som at lege med ilden, og jeg føler, at jeg stadig har bivirkninger fra yoga-tiden, understreger hun.

Kaos og en farlig stemme

– I det hele taget var alting dengang ved at blive lidt for meget. Der var kaos på alle områder.
En ekstrem følsomhed gjorde, at Annelise kunne mærke alle andre – bare ikke sig selv.

Hun arbejdede med flygtninge i Dansk Røde Kors og havde svært ved at klare sit job, zoneterapien og den alternative klinik, hun også havde.

En dag var der ligesom en stemme indeni, der sagde, at hun da også bare kunne tage sit eget liv. Det turde hun heldigvis ikke på grund af angsten.

Men det fik Annelise Jørgensen til at træffe en beslutning:

– Nu stopper jeg med alt det alternative og giver Gud en chance. Jeg begyndte at bede ”Fader vor” flere gange dagligt af et oprigtigt hjerte.

– Så begyndte der at ske noget, fortæller hun.
En ældre kristen dame fra Lolland, hvor hun er vokset op og stadig boede på det tidspunkt, plagede hende om at tage med til et kristent møde, et Aglow kvindemøde i Næstved.

– ”Det er noget gammeldags noget,” tænkte jeg, men jeg gjorde det alligevel – for hendes skyld… Også fordi jeg ”tilfældigvis” blev sendt på nattevagt i Næstved netop dén nat, så jeg slap for at skulle bruge penge på transport, siger hun.

Økonomien var stram på det tidspunkt, for hun var alenemor. Og der var langt fra Maribo til Næstved.

Dét, jeg havde søgt

Lovsangen på Aglow-mødet gjorde stort indtryk:

– Her var det, jeg havde søgt efter hele livet. I mange måneder græd jeg ved alle møderne – altså på den forløsende, gode måde, fordi jeg mærkede Guds kærlighed.

Jeg elsker den brogethed af kvinder, der er på Aglow-møderne. Her er plads til alle, og alle er lige værdifulde.

Der sad kærlige Aglow-kvinder, der bare smilede til mig, selv om det ikke var imponerende, når jeg fortalte om alt det, jeg beskæftigede mig med i den alternative verden.

– Det er så vigtigt ikke at dømme nogen, og det gjorde de ikke. De viste bare hen til Jesus, og der blev bedt for, at jeg fik Jesus ind i hjertet.

Vil du have Helligånden?

– De spurgte også, om jeg ville have Helligånden, fortæller hun.

– Da jeg sagde ja, blev livet forvandlet.

Efter et stykke tid begyndte Gud at tale til mig, Biblens ord blev forståelige og gav dyb mening og liv. Jeg fik indre lægedom og tilgivelse for alle mine fejltrin. Meget skulle ændres i mit liv – det gamle var forbi! Noget nyt var blevet til, beretter Annelise Jørgensen, der i dag bor i Tarm.

– Jeg har mødt mange, som ikke tror på Helligåndens nådegaver (som er omtalt i 1. Korinterbrev 12 i Ny Testamente). Nogle mener, at det kun var på apostlenes tid, Gud talte til den enkelte på den måde. Og der er jo også ateister, som slet ikke fatter den store gave, det er at tro på Jesus og have modtaget Helligånden, siger hun.

Ikke lutter lagkage

Men det er heller ikke nødvendigvis lutter laglage at være kristen, selvom man har modtaget Helligånden.

– De første år som kristen fór jeg vild, gabte over for meget og tog forkerte beslutninger. Det førte mig ud i mørket – med udbrændthed, depression og mere angst. Men i min svaghed og afmagt lærte jeg at læse i Bibelen, nat og dag, indtil ordene igen blev levende.

– Desuden fik jeg masser af hjælp og forbøn fra alle de kristne venner, jeg havde fået.

– Det rykker, pointerer hun.

Kur mod panik-angst

– Jeg har kæmpet meget med panikangst, og det har jeg været skamfuld over, fortæller Annelise Jørgensen.

Men hun understreger samtidig, at angsten ikke får lov til at styre hende. Hun har lært at få hjælp i troen på Jesus.

Et andet værktøj, der forebygger angst og problemer i tilværelsen, er at være tålmodig. At overholde hviledagen og hviletidsbestemmelserne. Og lytte til Guds levende ord og vejledning.

Ikke løbe foran

Livet med tro har lært hende, at man ikke skal løbe foran Gud og Jesus i egen kraft.

Hun refererer til en beretning i Johannesevangeliet kap. 6, vers 17-21. Annelise udlægger teksten:

– Disciplene var utålmodige, da mørket faldt på, og de var sejlet af sted uden Jesus. Der kom storm, og da de fik øje på Jesus, der kom gående på vandet, blev de først bange, men så snart de tog Jesus op i båden – tog imod Ham! – landede de ”straks efter på deres bestemmelsessted”.

– Vi må ikke gå i forvejen på egen hånd – med egen vilje, fastslår hun. Og vi skal huske at hvile og være stille for Gud – og lytte til Hans vejledning.

Livet har lært hende, at det er meget vigtigt.

For som hun forklarer: Når vi går i egen kraft, må Jesus nogle gange komme løbende efter os – for at redde os, for der kan ske voldsomme ting, når Gud ikke er med i det.

– Men så snart Jesus er med, lander vi på vores bestemmelsessted! understreger Annelise Jørgensen, der selv kender til at blive fristet af en ”Jeg vil selv bestemme”-mentalitet.
Det er en konstant udfordring for rigtig mange at holde sig fri heraf.

Vigtigt at række ud

For nylig, da hun endnu engang kørte fra til København for at stå på en Aglow-stand på en helsemesse, kom nogle negative og tunge tanker:

”Behøver jeg at være med i år? Jeg har allergi over for dufte og alt det røgelse … hvad skal vi egentlig der?”

Så lød det i hendes indre: ”I har den levende Guds ord.”

Da kom Annelise Jørgensen lynhurtigt i tanke om, hvor vigtigt det er, at kristne rækker ud til andre, til mennesker, der endnu ikke har hørt om Helligånden og Jesus – eller i hvert fald ikke har forstået budskabet.

Og om hvor meget hun selv engang havde brug for dem, der rækker ud med det livsforvandlende budskab.

Barnetro er bedst

Mange gange ville Annelise Jørgensen ønske, hun havde været kristen fra barndommen af.
– Men Gud bruger os alle med de erfaringer og talenter, vi hver især har, og i dag forstår jeg alle disse søgende mennesker i det alternative miljø. Jeg brænder for at fortælle dem om Jesus, som er ”vejen, sandheden og livet,” som vi gør på helsemesserne.

Annelise Jørgensen deltager med Aglow på helsemesser med en stand. På et banner står: ”Du er dyrebar, højt agtet, og jeg elsker dig.” (Det er Gud, der siger dette, i Esajas Bog i Bibelen kap. 43, v. 4.)

For det handler først og fremmest om kærlighed. Næstekærlighed ikke mindst.
Annelise Jørgensen, som er født i 1955, er på efterløn – efter 35 år som sygeplejerske og diakon bl.a. i Dansk Røde Kors, hjemmeplejen – og senere Blå Kors’ behandlingshjem, hvor hun satte stor pris på at være, fordi man her gerne måtte have troen med på arbejde.

Annelise har to børn og fem børnebørn. Hun flyttede til Jylland fra Lolland, da hun for 15 år siden blev gift med Ivan.

Læs mere om foreningen Aglow på aglow.dk.