Blå Kors Genbrug mangler frivillige

Salget er igen godt i gang i genbrugsbutikkerne. Men de mangler 10-15 procent af de frivillige.

Mange har lagt vejen forbi en af Blå Kors’ genbrugsbutikker siden genåbningen. Her ses Signe Betzer og Grete Fink i butikken i Aarhus.

Efter to måneders nedlukning er der igen gang i Blå Kors’ 53 genbrugsbutikker. Men butikkerne mangler omkring 10-15 procent af de frivillige på landsplan på grund af coronakrisen.

– Hvis man har lyst til at blive frivillig, er det nu i forbindelse med genåbningen, vi har brug for danskerne, lyder opfordringen fra Anders Christensen, som er chef for Blå Kors Genbrug.

Alle organisationens genbrugsbutikker er åbnet igen, og det har kunderne opdaget, fortæller Anders Christensen, som glæder sig over opbakningen.

Kunderne stod allerede i kø for at gøre et godt køb, da organisationen begyndte at åbne de første butikker i slutningen af april.

Gang i salget

Trods færre åbningsdage og begrænsede åbningstider, er der gang i omsætningen.

– Mange af vores butikker har solgt godt, selvom de har haft færre åbningstimer. Vi har haft et overraskende fornuftigt salg de første par uger. Kunderne vender tilbage. De har ikke glemt os, og det er vi både taknemmelige og glade for, siger genbrugschefen.

I alle butikker er der blandt andet indført håndsprit, afstandsmarkører i gulvet, plexiglas ved kassen og en begrænsning på antallet af kunder.

– Både vores kunder og frivillige føler, at det er en tryg og sikker oplevelse at være i vores butikker, vurderer Anders Christensen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Afleverer og køber nyt

De frivillige, der driver Blå Kors’ genbrugbutikker, har igen travlt med at betjene kunder og sikre dem en tryg oplevelse. Men de har også travlt med at sortere de mange ting, der bliver indleveret.

– Folk har ryddet op under coronakrisen. Tendensen er, at mange kunder både donerer og køber ting på samme shoppetur. De afleverer deres ting og går derefter ind og handler. Man afleverer fx et fladskærms-tv og køber noget tøj bagefter, siger Anders Christensen.

Blå Kors’ genbrugsbutikker drives normalt af omkring 2.300 frivillige.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Overskuddet fra salget i butikkerne går til at hjælpe udsatte børn, unge og voksne i Danmark.
Man kan holde sig opdateret om butikkernes åbningstider på deres Facebook-sider, der alle starter med ”Blå Kors Genbrug” efterfulgt af bynavn.