Bøn – i stiv modvind

Jeg tror, at mange af os kan få Paulus’ ord om ”det gode jeg vil, det gør jeg ikke” til at passe på vores bøn. Vi vil jo så gerne …

Ud over at vi kan opleve direkte åndelige modstand, når vi kaster os ud i noget så kraftfuldt som bøn, så er vi også oppe imod tidens strøm.

Fuld fart og flertal. Vi har lyd på til det meste. Skoleelever spørger om musik til arbejdet, ellers kan de slet ikke. TV, radio, podcasts og lyd i head sets levner ikke meget tid til stilhed.

Slukker vi så for lyden omkring os, forstyrres vi af indre støj. Vi er ikke vant til stilhed. Vi er til gengæld fortrolige med effektivitet og tempo, fællesskab og teamspirit.

Intet ondt om det, men at gå ind i sit lønkammer og lukke sin dør, det bliver i stiv modvind. Vi er simpelthen ikke vant til stilheden, langsomheden og ensomheden. Vi kan nemt opleve rastløshed og manglende koncentration, når vi vælger at stå af ræset, gå alene og mødes med Gud.

Stædighed og perspektiv

Det handler om stædighed, men ikke kun. Det handler også om at se bønnen i det rette perspektiv. Opgiver vi, fordi det nok alligevel ikke nytter noget, og underkender vi bønnens enorme kraft? Eller griber vi i tro, at verdens skæbne er lagt i vores hænder i bøn?

Min mand fortalte om hans dengang 3-årige lillebror, der var blevet væk. Deres far fandt ham hurtigt, for han regnede ud, at drengen selvfølgelig var gået ned ad bakke – det var det letteste.

Jakob Haugård blev valgt i folketinget engang med det morsomme løfte at kæmpe for medvind på cykelstierne. Jeg cykler meget, jeg forstår ham godt.

Og dog…

Modvind er stærkt undervurderet. Det er modvinden, der gør, at jeg forholder mig til, om det overhovedet er nødvendigt at skulle den her vej. Modvinden får målet og formålet til at stå krystalklart, netop fordi det koster.

Lad os rette vores blik mod troens banebryder og fuldender, Jesus selv, vende cyklen og forsætte i stiv modvind ind i stilheden, langsomheden, ensomheden, lukke verden ude og dvæle hos Gud med det, der er, og det, der kommer til os her.