Oase må skære ned på medarbejdere
Dansk Oase er nødt til at sige farvel til medarbejdere på grund af Corona-krisen.
Det oplyser Dansk Oase selv i en nyhedsmail.
– Vi er hvert år afhængige af et godt resultat på årets SommerOase. Vores kassebeholdning er stadig lav på grund af tidligere nødvendige investeringer forbundet med SommerOase. Og vi er afhængige af mange faste givere. Der skal ikke mange udsving til, før vi er økonomisk truede.
Derfor har vi været nødsaget til se nærmere på DanskOases løbende udgifter og finde steder for store besparelser i budgetterne.
Det betyder desværre, at vi har måttet varsle afskedigelser og reducerede antal timer for dele af vores stab. Besparelserne har ramt alle afdelinger i DanskOase, dvs. både administration og økonomi, projektledelsen af SommerOase og kommunikationsteamet, fortæller Oase-ledelsen.
– Det har været svære beslutninger, og det er ikke noget, vi har taget let på. Vi beder om, at I vil bære med i bøn og støtte for hele bevægelsen og især for stab, daglig ledelse og alle, som påvirkes direkte af nedskæringerne, skriver ledelsen.