Guds ord kom ind i vores hjem i en tid med kaos

Rebekka Carlsen fra Haderslev var en af gudstjenestelederne online på Norea Mediemissions hjemmeside under corona-nedlukningen.

– Da corona-krisen indtraf, stod kristne i Danmark pludselig i lidt den samme situation, som kristne står i de steder, hvor der er modstand mod kristne, siger Jesper Noer, som er kommunikationsmedarbejder i Norea Mediemission.

– Det kan være vanskeligt for en dansk kristen at sætte sig ind i den situation, som mange kristne i Mellemøsten eller Centralasien står i, hvor radioen er den eneste kilde til kristen undervisning, eller hvor gudstjenester på TV er det tætteste, de kommer på et kristent fællesskab.

Jeg tror, krisen har givet os en større forståelse for, hvor svært det er at være kristen andre steder i verden, og hvor utrolig vigtig mediemissionsarbejdet er i den kontekst, mener Jesper Noer.

– Online løsninger skal ikke være en erstatning for levende fysiske fællesskaber, men et supplement, mener Jesper Noer.

I (næsten) samme båd

Da corona-pandamien lukkede landets kirker, lærte mange forkyndere og menigheder hurtigt at streame gudstjenester og møder på Facebook og Youtube.

For andre menigheder var det ikke muligt. Det efterlod et tomrum i nogle af landets menigheder, hvor Norea Mediemission i samarbejde med Luthersk Mission var hurtige til at træde til.

– Gudstjenester giver rigtig god mening for Norea og vores bagland, fordi mission via medier til verdens mindst nåede folkegrupper altid har været grundstenen i Noreas virke, siger Jesper Noer.
Han mener, at de online gudstjenester har gjort varigt indtryk.

– Coronakrisen gav seerne hjemme i de danske stuer en større forståelse for det arbejde, som Norea er en del af flere steder i verden, fortæller Jesper Noer.

Øvelse gør mester

Norea Medie Mission, som ligger i Haderslev, har forkyndt evangeliet over radio siden 1970.
Men ligesom de fleste andre organisationer, der har tilbudt online forkyndelse i corona-perioden, har Norea måttet justere gudstjenesterne hen ad vejen.

– Dét, som nogen synes virker gammeldags eller kedeligt, er det, som andre er utroligt glade for. Og dét, som nogen synes, der er for lidt af, synes andre, der er for meget af, forklarer Jesper Noer.

– Det er svært at gøre alle tilfredse. Folk har jo mange forskellige holdninger til, hvordan en gudstjeneste skal se ud, og vores seere kommer fra forskellige menighedssammenhænge, hvor man ikke gør tingene ens, fortsætter han.

På trods af det har seernes respons på online-gudstjenesterne overskredet Norea Mediemissions forventninger.

Foreløbigt har mediets fjorten gudstjenester haft over 20.000 visninger.

– Vi bad på et tidspunkt folk om at sende os billeder fra online gudstjenesterne hjemme i stuerne, og det var bare skønt at få sat ansigter på nogle af de mennesker, som så med.

Talerne og mødelederne står i et studie og taler ind i et kamera, og det kan virke meget langt væk fra folks stuer, men de billeder vi fik, gav en fornyet energi i arbejdet, fortæller Jesper Noer.
Men billederne viste også noget andet om seerne.

– Noget af det, vi kunne se på billederne, var, at der mange steder sad to, tre, fire, fem personer samlet foran tv’et, siger Jesper Noer.

Kommet for at blive

De sidste to uger er Noreas seertal dog halveret. Under nedlukningen var seeretallet gennemsnitligt 1.500-2.000 mennesker. Det er det ikke længere. Men det overrasker ikke Jesper Noer.

– Flere kirker og menigheder har åbnet op igen, og de som har mulighed for det, er naturligt nok startet op i deres lokale menighed igen.

Der er selvfølgelig en gruppe seere, som har været glade for gudstjenesterne, mens samfundet var lukket. De følger ikke længere med, når de nu har mulighed for at komme i deres egen kirke eller menighed igen, og det kan vi kun støtte op om, forklarer Jesper Noer.

Det betyder dog ikke, at online gudstjenesternes dage er talte. Det viser et spørgeskema, som Norea sendte ud til sine seere og har fået 300 tilbagemeldinger på.

Svarene fortæller, at 80 procent af de adspurgte er positive stemt for, at online gudstjenester fortsætter i en eller anden form frem over.

– Nogle har skrevet til os, at de på grund af sygdom eller andre forhold ikke har haft mulighed for at komme i kirke, og derfor vil de gerne, at vi fortsætter.

For eksempel ringede en kvinde til mig for at sige, at vi ikke må stoppe. Hendes mand er meget syg og kan ikke komme i kirke, men han kan ligge hjemme i sengen og se online gudstjeneste, fortæller Jesper Noer. Han takker samtidig for den særlige opbakning de sidste tre måneder.

– Vi glæder os over alle dem, som har taget ejerskab i gudstjenesterne. Både frivillige, som har lagt et stort arbejde i at få det hele til at køre, og de mange seere, som har oplevet, at Guds ord kom ind i deres hjem i en tid med kaos.