Missionbefalingen

Løftet er dejligt - men hvad med kaldet?

Vi må lede andre til Gud med kærlighed.

Dagens tekst er særdeles velkendt. Og hvor er den dog en citeret en af slagsen. Men når jeg spejler mig selv i linjerne, så er det meget afslørende. For hvor er det da dejligt, at han er med mig alle dage, men kaldet?

Kaldet til at ”missionere” – dét kan være noget af en udfordring. Men det er netop i udfordringen, at vi kan finde store skatte. Tænk på det irske mundheld om, at skatten ligger for enden af regnbuen. Men tænk også på de uendeligt mange sagaer, hvor karaktererne, når de påbegynder en rejse til skatten, undervejs finder den sande værdi og vokser i styrke. Eller som stoikeren Marcus Aurelius lettere kryptisk sagde det:
”Hindringen for handling fremskynder handling. Hvad der står i vejen bliver vejen.”

Hvordan gør vi det?

Så hvad er det da for en vej, vi må ind på? Hvordan bør vi handle for at gøre folk til Hans disciple? Hvad kan teksten lære os?

Mit første bud er, at det starter med en selv. Jovist, i begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud. Jovist, det kan synes, at selve syndefaldet skete på baggrund af, at de første mennesker startede med sig selv. Men der er forskel på at starte med sig selv og at starte i sig selv.

To rejsende

At starte med sig selv er en refleksion, en kritisk analyse, hvor man både prøver at finde dét i ens karakter, der bør minimeres, og det, der bør forstørres.

At starte i sig selv er et ukritisk ståsted, hvor man frasiger sig et egentligt ansvar for et større gode – kort sagt, det er ens eget riges fremme, ikke Guds, ej heller næstens.

Når man læser skriftstedet igennem, kan man derfor læse det som to forskellige rejsende, der går ud i verden. Den ene erkender sin egen magtesløshed og overgiver sig til Ham, der er med os alle dage – for derved at få styrke til at gøre det rigtige, gro og blive formet i kærlighed, for så derved at kunne tjene som eksempel og lede andre til frelse.

Den anden erkender ikke sin egen afmagt, men vil hellere gå i hi i sin egen stolthed og smerte. Han vil hellere bryste sig med at kunne gå titusinder skridt ned af den forkerte vej, end hundrede skridt ned af den rigtige.

Fra kaos til kærlighed

Mit andet bud i forlængelse af det første – og sikkert i en vis grad egentlig en uddybning og forlængelse af det allerede skrevne – er, at når vi starter med os selv, giver det os plads til at finde ud af, hvor små vi egentlig er, og at dette er ok.

At vi har brug for at nå ud til hinanden, at ingen er en øde ø – og at vi netop i vores svaghed finder vores styrke. Og måske derfor har vi nogle gange brug for at blive rusket op i, har brug for ødelæggelse, brug for kaos. Ikke for at dvæle i de dødes land eller i en asketisk tilstand at rive ens kappe itu. Nej, men som et skub ned ad den rigtige vej, som en stemme, der råber vagt i gevær og basunerer til handling. Som en blykugle, der smadrer ens spejlsal, der har forvrænget virkeligheden.

Templet blev ødelagt, men Ånden lever, kirken er ikke bygninger, men levende sten. Essensen, Guds ånd der kalder på os alle til at nå alle, går forud for det, der fysisk manifesteres. Hjørnestenen blev kasseret for derved at opstige som hersker over alt og alle.
Så, lad os alle blive bedre til at overgive os til Gud og det centrale for derved at få styrken til at handle. Lad os vokse i kærlighed og lede med eksempel. Vi er Guds børn, vi er verdens salt og lys, vi er alle elskede.

Søndagens tekst: Matt. 28, 16-20

Jesu sidste ord til disciplene

De 11 disciple tog derefter af sted til den bjergskråning i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, de skulle mødes. Da de så ham, faldt de på knæ og tilbad ham. Men andre var usikre.
»Gud har givet mig al magt i himlen og på jorden,« sagde Jesus. »Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre Faderen og Sønnen og Helligånden, og lær dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og husk: Jeg er altid hos jer indtil verdens ende.«

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk