Alpha Danmark fejrer 25 år

Landsleder Karsten Bach

Alpha Danmark har siden 1995 hjulpet almindelige danskere med at finde svar på spørgsmål om den kristne tro. 25 års jubilæet fejres i Karlslunde Strandkirke den 12. september 2020.

De danske kristendomskurser i Alpha-regi har i tidens løb fået stor betydning for mange menneskers tro og liv. Under jubilæumsfesten vil der være et tilbageblik på de første år med Alpha ved tidl. landsleder Bess Serner-Pedersen og tidl. sognepræst Helge Pahus.

Der vil også være en videohilsen fra Alphas grundlægger Nicky Gumbel og en tale om ’Alpha som et redskab til kirkers sundhed og vækst’ ved den europæiske leder Paul Davie fra London.

Erik Markussen fra Videbæk Kirke vil tale om, hvordan Alpha kan forme en kirke, og Christel Brubacker m.fl. vil fortælle om FængselsAlpha. Om eftermiddagen er der indslag med sanger og skuespiller Benjamin Lundberg og pianisten Kim Preuthun, samt et interview om ’Nytænkning af Alpha’ med Simon Jakobsen, Aalborg Citykirke m.fl.

Under festen vil der være bøn, lovsang og forbøn ved formand Jonas Serner-Pedersen, samt et indslag om Alphas Ægteskabskursus ved projektleder Sarah Hedelund.

Deltagelse i jubilæumsfesten inkl. frokost og kaffe er kr. 150,00, som betales på dagen, oplyser landsleder Karsten Bach.