Biologiske funktioner kan ikke udvikles gradvist
Spørgsmål:
Efter at have læst min bog, Enter ID, spørger Steffen Kjærulf:
Findes der er et sted en oversigt over alle de ikke-reducérbare kompleksiteter, man indtil nu er stødt på?
Godt spørgsmål! I min bog (bøger) har jeg af pladshensyn kun medtaget ganske få eksempler på ikke-reducerbare, komplekse systemer. Der eksisterer talrige videnskabelige data, som kan underbygge, at biologiske funktioner ikke kan udvikles gradvist sådan, som evolutionsteorien hævder.
Ikke-reducerbar kompleksitet i cellens maskinerier og i større organer som ører og øjne er et af de meget omfangsrige områder, som understøtter vores påstand om, at liv er designet og ikke et produkt af tilfældige processer, som neodarwinisterne hævder.
Ikke-reducerbar kompleksitet er formodentlig så udbredt i levende organismer, at der er tale om reglen – og ikke undtagelsen. Molekylærbiolog Douglas Axe beskriver i bogen ”Sund Fornuft” (udgivet på forlaget Origo), hvordan komplekse molekyler tjener som under-enheder i større konstruerede enheder. Biologiske funktioner er på den måde opnået gennem komplekse systemer, som igen er bygget af komplekse under-enheder.
Det er ret ligetil at forstå, hvis vi drager en parallel til menneskeskabt ingeniørkunst. En bil består af en lang række ikke-reducerbare komplekse enheder, som igen indgår i større ikke-reducerbare funktioner.
En bil kører ingen steder uden hjul. Men hjul består både af en fælg og et dæk, og dækket indeholder både vulkaniseret gummi, et metalskellet, en ventil og luft under tryk. Derudover er der nav og lejer, som igen er monteret på andre ikke-reducerbare komplekse konstruktioner.
Det hele er udtænkt af en intelligent designer på forhånd. Designeren har produceret alle underenheder og til sidst samlet dem i den funktionelle maskine, vi kalder en bil. Overordnet er bilen ikke-reducerbar kompleks, men de mange dele, som tilsammen udgør bilen, er også hver især både ikke-reducerbare og komplekse.
Cellens forskellige maskiner er individuelt ikke-reducerbare og komplekse, men indgår samtidig i større funktionelle enheder, som til sammen opererer hele cellens virksomhed. I flercellede organismer er individuelle celler så samtidig under-enheder i endnu større funktioner.
Det er på det punkt, jeg vil mene, at ikke-reducerbar kompleksitet ender med at være reglen og ikke undtagelsen. Faktisk er det svært at få øje på noget i en organisme, som ikke er en del af en større ikke-reducerbar helhed.
Svaret til Steffens spørgsmål er, at der ikke findes en oversigt over de ikke-reducerbare komplekse systemer, for sagen er, at fænomenet findes overalt, fra det mikroskopiske til det makroskopiske.
Når intelligent design-hypotesen indenfor overskuelig fremtid vil komme til at dominere i den biologiske forskning, vil der blive klarlagt et gigantisk antal ikke-reducerbare komplekse systemer.
