Det 30 år gamle band Josua genopstår – for en aften
I efteråret 1990 udkom i forbindelse med Indre Missions landsungdomsstævne i Herning en CD med titlen ”En verden til forskel”. Bandet Josua lancerede sin musik ved en stor koncert for 3000 mennesker en fredag aften i det midtjyske.
I anledning af 30-året for denne udgivelse har de nu halvgamle mænd besluttet sig for at lave en enkelt reunion-koncert i Silkeborg.
”Det gik op for os, at det er præcis 30 år siden, at vores storsælgende CD udkom, så vi fik ideen om at lave en enkelt koncert”, siger Bent-Ole Østerby, som i sin tid var bassist i Josua.
Koncert på 30 årsdagen
Koncerten finder sted lørdag den 7. november i Silkeborg Oasekirke. Det er bandets håb, at mange har lyst til en aften i nostalgiens tegn, og bandmedlemmerne har lovet både sig selv, hinanden og publikum, at de vil være skarpe på aftenen.
”Det skal give mening at stille sig op og spille sine sange, også selv om det er mange år siden, vi har spillet dem sammen sidst”, fortæller Bent-Ole Østerby. Han afslører, at bandet er gået i hård træning til begivenheden.
Hans Jørn Østerby, der også var med i Josua, tager sig af det praktiske omkring koncerten, og han kan afsløre, at der allerede er solgt ganske mange billetter.
”Vi ved jo for nuværende ikke helt, hvor mange gæster vi rent faktisk må lukke ind. Det afhænger af restriktioner i forhold til Covid-19, men vi håber på mange glade gæster.”
Han anbefaler, at man får købt sin billet, hvis man vil være med til en aften med 30 år gammel musik, gode røverhistorier fra den tid og et gensyn med ungdomsvennerne.