Er sklerosen Guds straf for mine synder?

Til Orla Lindskov

Jeg vil inderligt bede om din forbøn og om en salvedug.

Jeg har for nogle måneder siden fået diagnosen dissemineret sklerose.

Det startede med, at jeg begyndte at føle mig usikker til bens. Det var en mærkelig fornemmelse for mig, for jeg er en yngre kvinde midt i trediverne.

Jeg faldt også nogle gange. Det føltes, som om jeg trådte forkert, eller som om jeg havde fået nogle forkerte sko på.

Jeg arbejder på et kontor, og jeg begyndte efterfølgende også at opleve motoriske problemer med mine fingre og arme.

Jeg blev henvist til undersøgelser, og det førte til, at jeg til mit store chok fik nævnte diagnose.
Jeg har gennem nogle kristne venner fået at vide, at du gennen din hjælp og gennem din forbøns-tjeneste har kunnet hjælpe sklerose-patienter til at få det bedre. Mine venner mente endda, at din tjeneste i tilfælde havde ført til helbredelse. Men her var mine venner ikke helt sikre.

Det var den ene årsag til, at jeg skriver til dig.

Den anden årsag er, at jeg er en genfødt kristen, og helt fra mine teenage-år er der et skriftsted fra Bibelen, som jeg aldrig har glemt. Det kom igen og igen i en prædiken, som jeg hørte på et sommerstævne.

Skriftstedet står i Hebræerbrevets 10. kapitel, vers 31: – ”Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.”

Den nat efter den prædiken sov jeg dårligt, for det skriftsted blev ved med at køre i mit hoved. Det blev betonet i prædikenen, at nogle af os var syndere, fx ukærlige, fx hævngerrige osv.. Det handlede så efterfølgende om, at vi skulle omvende os for at undgå at falde i Guds hænder og for at undgå Guds straf.

Jeg beder meget, og jeg synes selv, at jeg har et godt forhold til Gud og til Jesus, min frelser.

Men synes du ikke, Orla Lindskov, at det er mærkeligt, at hver gang jeg har haft modgang, skuffelser eller bare influenza, så dukker det skriftsted altid op i mine tanker og fylder mig med frygt.

Er min modgang, mine skuffelser, mine tilbagevendende influenza-ture, og nu den langt værre diagnose sklerose, – er der for mig en sammenhæng med skriftstedet ”det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder”?

Jeg ved, at jeg ikke er fejlfri. Jeg kender mine synder og svagheder. Og jeg kan ikke sige mig fri for tanken om, at min diagnose med sklerose har noget med straf at gøre. Måske endda straf for synd, som jeg ikke ved af eller som jeg måske endda har glemt.

Disse tanker er næsten blevet til tvangs-tanker for mig. Jeg har drøftet det med vores forstander i menigheden og med flere kristne venner. De afviser disse tanker og siger, at sådanne tanker er den ondes angreb på mig.

Undskyld ulejligheden, men hvad siger du, du som jo har med så mange syge at gøre. Er der andre syge, der også plages af tanker, som mine?

Venlig hilsen
”Edith”

Du kan være tryg i Guds hænder, når du tror på Jesus

Kære ”Edith”

Lad mig starte med at tage de ord frem, som Jesus råbte på korset, lige inden han døde:

– ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.”( Lukas-evangeliet kap. 23. )

Her møder vi Guds kærlige, trygge hænder.

Men sådan var det altså for Jesus. Men kan et almindeligt, kristent menneske være tryg i Guds hænder?

Det omtalte vers i Hebræerbrevets 10. kapitel har jo nemlig gjort dig utryg og har sat en skræk i livet på dig.

Lad mig give dig en dybere forståelse af Guds hænder, og en forståelse af, hvorfor vi mennesker også kan være trygge i Guds hænder.

Almægtig og kærlig

Trygheden i Guds hænder skyldes bl.a., at Gud er almægtig. Han har magt.

Men at vide det er alligevel ikke nok til at gøre os mennesker trygge. Vidste vi ikke andet om Gud, kunne vi nok aldrig være trygge: – Hvad vil han nemlig bruge al den magt til?

Men husk, at trygheden i Guds hænder skyldes, at han på én gang har al magt, men samtidig også er den kærlige Fader. For sådan er det nemlig, at Jesus har vist os Gud: Som Faderen, der elsker mennesket så meget, at Han gav sin eneste søn, for at vi mennesker kunne blive hans frelste børn.

Du er fuldt bevidst om dine synder og mangler. Så er da spørgsmålet: – ”Kan du så også være tryg i Faderens hænder?

Vi mennesker er jo så uendeligt forskellige fra Jesus. Vi har jo alle syndet og mangler herligheden fra Gud.

Gælder så netop ikke det ord fra Hebræerbrevet for os, det ord som igen og igen forfølger dig: – ”Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.”

Nej, heldigvis har Jesus banet vej til Faderens hjerte for os på Golgatas kors.
Men den vej er kun åben, når vi i Jesu navn overgiver os i Faderens hænder.

Ordet om, at ”det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder,” gælder for mennesker, der uden Jesus træder frem for Gud i Dommen.

Men når et menneske i Jesu navn lægger sig i Faderens hænder, så møder det menneske den Gud, i hvis væsen magt og kærlighed er smeltet sammen.

Ordet fra Hebræerbrevet: – ”Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.” Det ord har skræmt dig. Og det ord kan virke skræmmende, hvis det bliver brugt løsrevet.

Jo, jeg har mødt mange syge, som blev pint af tanken om, at deres sygdom var Guds straf for synd.
Men hvis det var sådan, så skulle vi jo alle være syge, for Bibelen siger tydeligt: – ”at alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.”

Med venlig hilsen
Orla Lindskov