Tabita Aundal debuterer med roman i fantasy-genren

Tabita Aundal, tidligere Aas og tidligere ansat på Udfordringen, har udgivet en fantasyroman, som genspejler bibelske sandheder om magter og myndigheder i himmelrummet.

Ny debutroman i fantasygenren fortæller om den virkelige verden. En verden hvor åndsmagterne kæmper i himmelrummet. En kamp næsten så gammel som tiden selv.

Det er kristendommen iklædt fantasiens magiske evne til at forvandle fortærskede formidlinger, matte og slidte af tiden, til en håndgribelig fortælling, der vitaliserer det, vi egentlig godt ved, er sandt.

Tabita Aundal er forfatteren bag romanen Ildstenens hemmelighed. Historien handler om Sara, hendes bror, Daniel og søskendeparret Jackie og Jason. De fire gymnasieelever bliver introduceret for Den Virkelige Verden og tilbudt at blive agenter for Shadon, som er Universets sande hersker.

Sagen er den, at Rahniz er selvudråbt fyrste over Mælkevejen og dermed også Jorden. Han har hyllet menneskene i Tidernes Tågers Forbandelse, som hindrer dem i at se Den Virkelige Verden.

Men Shadons søn, Barkela, har ved to episke slag besejret Rahniz og dermed indført en lov (Det Royale Kodeks), som fastslår, at han har ret til at gøre loyale Shadonborgere til agenter, som Rahniz ikke kan røre.

Dette forhindre dog ikke Rahniz i, ved hjælp af illusion og forførelse, at lokke Sara til at følge ham til planeten Tansa, hvor han har sit rige. Missionen fra Shadon går ud på at befri Sara, men samtidig er der noget langt større på spil.

En genspejling af Bibelen

Fortællingen spejler Bibelen på mange måder. Kongemagten er et trekløver, som tydeligvis er en afspejling af den treenige Gud. Oprøret, som Rahniz leder mod Shadon, er drevet af ønsket om at sætte sig på tronen i stedet for den retmæssige konge, og som konsekvens styrtes han og en tredjedel af de royale krigere ud af Castra, Universets centrum, og forvises til Tansa. Og så videre, og så videre.

En kamp mod åndelige magter

Som Efeserbrevet beskriver det, så befinder vi os i en kamp, ikke mod kød og blod, men mod magter og myndigheder i himmelrummet. Disse åndemagter, faldne engle, levendegøres i historien.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men lige så gruopvækkende deres handlinger og fremtoning forekommer, lige så strålende og overlegne er de himmelske styrker, som assisterer de menneskelige agenter. Dermed rammer forfatteren på fornem vis en langt mere bibeltro beskrivelse af magtforholdet mellem Gud og Satan, end populærkulturen ofte fremstiller det.

Men samtidig giver det nye vinkler på det forunderlige paradoks, at Satan, som Jesus har overvundet, stadig lykkes i at trælbinde mennesker i hobetal. Uden reel magt kan han intet, andet end hvad der lykkes ham ved at manipulere med menneskers frie vilje. Men han er illusionens mester, og hans magtbegær er ikke stilnet gennem forvisning og nederlag.

En helstøbt fortælling

Der er meget få danske fanatasyforfattere, som også er kristne, og derfor er det vanskeligt at sammenligne denne bog med velkendte romaner af sådanne forfattere. Dog er Eventyret om Landet bag Bjergene, af Annette Brobjerg Knudsen, noget, der minder om denne roman på nogle punkter, fx er den afsondrethed fra den virkelighed, som eksisterer bag sløret, forbandelsen eller bjerget et bærende element i begge romaner.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Aundal skaber dog sin egen moderne fortælling, som lægger sig mere op ad C. S. Lewis’ fantasygenrer, men samtidig har iblandet elementer, som man kender bedre fra Star Wars og science fiction genren.

Jeg savner lidt mere dynamiske karakterer i historien, men den bærer eventyrets klassiske dannelsesrejse, så de fire hovedpersoner oplever en udvikling igennem historien. Der er altså tale om en helstøbt fortælling i sit eget univers, med tydelige allegoriske træk, som gør den velegnet til også at forklare sandheder om livet som kristen.

Alt i alt en meget fin debut, som klart lægger op til en efterfølger.

Tabita Aundal: Ildstenens Hemmelighed – Mysteriet om den virkelige verden
428 sider. 198 kr.
Forlaget forfatterskabet.dk


Artiklen fortsætter efter annoncen: