Befriende at overgive sig til Gud

”Gud, giv mig sindsro
til at acceptere de ting,
jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting,
jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

Sådan begynder den berømte såkaldte ”sindsro-bøn” – skrevet af den tysk-amerikanske teolog Reinhold Niebuhr i 1932.

Men ordene kunne lige så godt tilhøre operationssygeplejersken Rie Lykke fra Rønne.
For gennem sit liv har hun fundet en stor ro og frihed i at lægge det, hun alligevel ikke kan styre, i Guds hånd. Og man kan slet ikke mærke på hende, at hun har haft et hårdt liv, da hun storsmilende åbner husets hoveddør, da vi trykker på dørklokken og prøvende banker på:

– Her plejer folk jo bare at vade ind, siger hun med glimt i øjnene, og viser vej ind til stuen, hvor lyserøde papirsguirlander hænger fint fra loftet.

– Min datter, Selma, fyldte 10 år i søndags, så det blev selvfølgelig fejret, forklarer Rie Lykke fra køkkenet, hvor hun sætter vand over til kaffe.

Alene med fire børn

Som mor til fire har Rie Lykke holdt mange fødselsdage. Men datterens fødselsdag markerer også, at det nu er et årti siden, at hendes familie brat blev nulstillet med en usikker fremtid foran sig.

– Min daværende ægtefælle var psykisk syg og alkoholiseret, og vores veje måtte skilles.

Pludselig var jeg alene med nyfødte Selma, en dreng på tre og to tvillingedrenge, der lige var fyldt fem. Jeg kan huske, at jeg var super ked af det. Intet var sikkert. Hus, økonomi, ingenting. Og jeg anede overhovedet ikke, hvordan det skulle gå.

Troen hjalp igennem

Mange ville sikkert have bukket under for bekymringer i sådan en situation, men den naturlige trang til kontrol var alligevel ikke det, der hjalp Rie Lykke og hendes børn på fode igen.

Det var derimod sindroens bøn, der bar hende igennem, som den havde gjort det før – med hendes store tillid til Guds omsorg, som hun allerede overgav sig til som 15-årig, fortæller hun.

Gav Gud kontrollen

– Jeg er vokset op i en skøn og rummelig kristen familie. Og som teenager blev det også til en personlig tro for mig selv.

Som alle andre unge stod jeg midt i en masse livsvalg og ville gerne være målrettet, men jeg indså samtidig, at jeg jo på ingen måde havde den fulde kontrol, så jeg besluttede mig simpelthen til at stole på, at Guds kærlige omsorg for mig ville bære mig gennem livet. For den ultimative kontrol tilhører Gud, siger hun og forklarer, at frihedsordets positive indhold for hende netop er lig med kontroltab.

– Nogle forbinder ordet kontroltab med det værste, der kan ske. Men når jeg tror på Gud, så har jeg allerede oplevet et ultimativt kontroltab, fordi jeg har overgivet mit liv til Gud. Og min omvendelse til Gud var et slags selvvalgt kontroltab, fordi jeg indså min egen afhængighed af Ham. For selvom man kan gøre meget selv, kan man i sidste ende ikke kontrollere livet.

”Herren din Gud
er med dig overalt, hvor du går”.

Jeg kunne for eksempel ikke styre, at min tidligere mand skulle blive syg, og jeg selv skulle blive aleneforælder og forsørger til fire børn. Og sådan er tilværelsen jo fyldt med kontroltab.

Livet kan være benhårdt, og sorg og glæde går hånd i hånd. Og jeg synes også, at livet kan være uretfærdigt og smertefyldt. Og jeg oplever heller ikke, at jeg som kristen har mindre sorg og smerte i mit liv, men jeg oplever, at jeg kan være i den på en anden måde, fordi jeg ikke går alene i alt det svære, siger hun.

’Herren går med dig’

Selv elsker hun bibelverset i Josvabogen 1,9 om, at ”Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går”. Og det løfte har hun også taget med sig ind i forældrerollen, hvor hun ikke har været bange for at vise børnene, at der var ting, som hun ikke kunne styre på egen hånd.

– Når tingene har været svære, har jeg sagt til ungerne. ”Jeg aner ikke, hvordan det skal gå, jeg ved ikke, hvordan vi skal klare os, men jeg ved, at vi har Gud.”

Og det har jeg sagt til dem mange gange. De har set mig græde og være frustreret. Men jeg har samtidig smilet og sagt: ”Lige nu er jeg rigtig ked af det, men jeg ved, vi har Gud, så det skal nok blive godt.”

Faktisk har jeg sagt det så tit, at børnene også minder mig om det, når jeg selv synes, at noget er svært.

Åget er let

Hvordan oplever du, at Gud tager kontrollen i din hverdag?

– Jeg tænker, at kontrollen aldrig rigtig har været min, selvom jeg selvfølgelig gør, hvad jeg kan. At leve som kontrolløs er jo ikke det samme som at være hovedløs. Jeg synes faktisk, jeg tager et meget stort ansvar for mit liv og de mennesker, jeg lever iblandt.

Det opfordrer Bibelen os jo også til. Vi skal tage ansvar for hinanden, men friheden ligger i, at Gud tager hovedansvaret, så vi kan stole på, at han klarer resten, hvis vi gør, hvad vi kan.

Sådan lever hun også efter filosofien i den amerikanske sætning “Do your best, and God will do the rest”. For der er en frihed i “at tage Jesu åg” på sig, fordi alle byrder bliver lettere, når Gud løfter med. For det er alligevel naivt at tro, at vi kun er vores egen lykkes smed, mener hun.

– Enhver med lidt livserfaring ved, at man ikke engang har fuld magt over sit eget helbred. Men det er en kæmpe befrielse at lægge sit liv i Guds hænder. For det giver en frihed til at tage ansvar i livet uden at bære det fulde ansvar.

Jeg tænker også, at Bibelen lægger op til, at vi tager et kæmpe ansvar, selvom vi ikke har den overordnede kontrol, så er det for mig et stort ansvar at have fået det her liv.

Gud svarede på bøn

Til gengæld har hun mange eksempler på, hvordan Gud har hjulpet hende helt konkret i hverdagen.

– Jeg manglede for eksempel engang 700 kroner til en regning, og så bad jeg Gud om, at jeg måtte få de penge på en eller anden måde. Og så kom der nogle mennesker og sagde, at de synes de ville give mig en gave, og så gav de mig en kuvert, hvor der lå 700 kroner i. Og de vidste ikke noget. Jeg havde ikke fortalt om regningen til nogen.

Det er sådanne små eksempler, der viser hende, at Gud er med hende i stort og småt, selvom det ikke altid er nemt.

Selv bruger hun heller ikke kun sit talent som mor og sygeplejerske, men har også forvaltet sit musikalske talent til glæde for flere af øens kirker, ligesom alle hendes børn spiller musik. Og i dag kan hun se tilbage på de sidste ti år som en rejse, hvor Gud har sørget for familien.

– For mig er fundamentet for mit liv Guds kærlighed. Jeg ved, at han elsker mig som jeg er, er med mig og har omsorg for mig uanset, hvad der sker, og det giver mig mod til at leve livet som den person jeg er – ikke hovedløst, men i frihed.