Det store opgør

Det store opgør nærmer sig. Dramatikken kommer til syne og følelserne får luft i alle de begivenheder og dialoger, som kapitel 21 i Mattæusevangeliet indeholder.

Indtoget i Jerusalem med Jesus ridende på et æsel, folkets larmende og lovsyngende hyldest, rydningen af boderne i templet, figentræet, der forbandes og de skriftlærdes forargelse. Det ligner en opgørets time.

Med bladet fra munden

Da Jesus bliver spurgt med hvilken ret, han gør, hvad han gør, svarer han ualmindeligt skarpt igen og det bliver indledningen til den mest utilslørede og sønderlemmende kritik af jødernes forvaltning af at være udvalgt som Guds vingårdsmænd. De, der som ledere skulle passe på Guds folk og være et forbillede blandt folkeslagene, har svigtet totalt.

Misrøgt

I sagde nok JA, men I handlede modsat, siger Jesus til sine jødiske ledere. Gud gav jer jeres land og velsignede jer, så det billedligt talt blev til en frodig vingård. Men I værdsatte det ikke.

I forfulgte profeterne og slog dem ihjel. I mishandlede Guds sendebud op igennem tiden – og nu sagt som en forudsigelse – kommer I også til at slå vingårdsejerens søn ihjel. – Hvad gør man med så uduelige forvaltere?

Nye arvtagere

Jesus lod dem svare. Og de faldt i med begge ben, mens de gravede deres egen grav: Så dårlige vinbønder og så forfærdelige forvaltere skal ende deres dage dårligt og se på, at ejeren overlader sin vingård til andre.

Netop, siger Jesus, Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.

Dette er en både profetisk og en poetisk beskrivelse af det paradigmeskifte, der i løbet af få dage indtræffer. Gud, den almægtige, Himlens og Jordens skaber, der med stor omhu udvalgte Abraham, gjorde hans slægt til sit ejendomsfolk og siden værnede og velsignede det for at det skulle være en rollemodel overfor alle andre, har en plan med sin skabning og sit skaberværk, der er større end blot det jødiske folk. Han vil lade sin plan om frelse gælde for hele verden.

Ubrugelige bygmestre

Vist bliver de ubrugelige bygmestre gjort til syndebukke, men det er nu nok sådan, at Gud altid havde tænkt sig at være Gud for hele sin skabning og at frelse hele sit skaberværk.

For som Johannes citerer Jesus: Så højt elskede Gud (hele) verden, at han gav sin søn.

En ny vingård

Det er svært ikke at tænke på Jesu ord til disciplene. ’Jeg er det sande vintræ. Min far er vingårdsmanden’.

Billedet er helt enkelt. Det gamle træ er fældet, men ud af dets rod skyder en kvist, som Esajas siger. Dette nye rodskud bliver det nye vintræ, Kristus, og ind på dette træ podes enhver, der tror på ham som Messias, hedninger såvel som jøder.

En ny hjørnesten

Hjørnestenen, som de gamle bygmestre vragede, fordi de ikke genkendte og anerkendte Jesus som Messias, bliver den sten, hvorpå det nye Herrens hus bygges, det nye Guds tempel, kirken, som Gud fylder med sit nærvær og sin herlighed.

Et nyt forvalterskab

Men der må jo også være en forvalteropgave for de nye vingårdsbønder, der nu har fået overdraget vingården.

Og er den opgave ikke ganske enkelt det, som evangeliet kalder os til:

At plante Guds Rige, at være lys og salt, hvor vi bor, og gå til verdens ende for at gøre mennesker til Jesu disciple?

Med al respekt for at vores gudsforhold alene hviler på Guds nåde, så er definitionen på det at være en Jesu efterfølger alligevel også at være sendt, at bringe godt nyt, at sætte værn om det gode liv, at bære frugt og at forvalte de talenter, der er betroet os. Vel vidende at vores herre sætter troskab højt.

Må Gud velsigne dig til det!

Søndagens tekst: Matt. 21: 28-44

De jødiske lederes hykleriske ulydighed

28« fortsatte Jesus: »Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‘Gå ud og arbejd i vingården.’

29‘ Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud.

30 Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‘Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud.

31 Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?«

»Det gjorde den første,« svarede de.

»Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør.

32 For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.«

33» Lad mig fortælle jer en anden historie,« fortsatte Jesus. »Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere.

Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet.

34 Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham.

35 Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.

36 Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten.

Men resultatet var det samme. 37 Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‘Min søn må de da respektere.’

38 Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‘Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ 39Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.«

40 Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: »Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?«

41 De svarede: »Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.«

42 Så spurgte Jesus dem: »Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:
‘Den sten, bygmestrene kasserede,
blev selve hjørnestenen.
Den kom fra Herren,
og den er forunderlig at se på.’?«

43 Og han fortsatte: »Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om.

44 De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.«