Det rige liv som forvalter
Lignelsen om de betroede talenter er én af perlerne i Det Nye Testamente.
Evangelisten, Mattæus, er næsten færdig med at skrive sin fremstilling om denne gudsbenådede mand fra Gallilæa, der forandrede hans liv fra at være tolder i romersk regi til at være efterfølger af Jesus. Hans fortælling nærmer sig det store klimaks med den forfærdelige korsfæstelse, den forunderlige opstandelse og den efterfølgende Himmelfart.
Men før vi træder ind i de begivenheder, skal vi åbenbart lige skal have tre store sandheder med – som vel er summen af det, Mattæus har lært. Det bliver til tre af Jesu lignelser: De ti brudepiger, de betroede talenter og den store dom.
Forvalterskab
Alle tre lignelser handler om forvalterskab. Brudepigerne skulle tage vare på det, der i deres liv skulle varme dem, lyse op for dem og holde dem vågne, olien.
Tjenerne med de betroede talenter skulle tage var på de evner og muligheder, de fik. Menneskene i den store domshandling, hvor får og bukke gik hver sin vej, blev bedømt på deres omsorg for andre. Det handler alt sammen om, hvordan vi bruger vores liv.
Betroede medarbejdere
Med lignelsen om talenterne understreger Jesus tydeligvis det livssyn, at tilværelsen er en gave fuld af opgaver. Det er centralt i kristen og jødisk tilværelsesforståelse, at vi blev til for at skulle værne, vogte og tage ansvar for skaberværket.
Helt parallelt med dette står, at vi skal tage ansvar for de talenter, evner og muligheder, vi får betroet. Deri ligger vores liv!
At holde sig varm, vågen og involveret er en forudsætning for at nå målene. Det lærer brudepigerne os. At investere sin tid og betroede talenter i noget udenfor os selv er forudsætningen for et rigt liv. Det lærer tjenerne os. At tage ansvar og vise omsorg for andre er den helt afgørende lakmusprøve. Det lærer lignelsen om fårene og bukkene os.
Livet er en gave. Overalt, hvor vi tager vare på denne gave og investerer den i tilværelsen omkring os, beriger vi både andre og os selv. Det handler ikke om, hvor meget vi har at dele ud af. Det handler om at have åbne hænder, åbne hjerter og dele ud af det, vi har. Den lille dreng med de fem brød og to fisk er et godt eksempel.
Aldrig så lidt kan blive til velsignelse for aldrig så mange. Det skal vi forstå, og det skal vi fortælle hinanden.
Miljøbevidste
Det er en lykke for børn at vokse op i miljøer, hvor nogen tror på dem. Det er en lykke at gå i en skole, hvor lærerne viser deres elever tillid. Det er en lykke at leve i et land, hvor så mange døre står åbne. Det er en lykke, at have sin gang i en kirke, hvor alt det bedste kaldes frem i os, og hvor gaver og evner har en tumleplads til udvikling og udfoldelse. Det er det bedste miljø, vi kan give hinanden.
Forvalter eller forbruger
Det er som forvaltere og ikke som forbrugere, at vi opdager livets skønhed. Rig er ikke den, der ejer meget, men den der giver meget. Hos Jesus lyder det sådan her: ’Giv, så skal der gives jer’. Da en ung skriftklog gerne vil have styr på adgangen til det evige liv, ender Jesus i sit svar med at fortælle om den barmhjertige samaritaner, der overfor den nødlidende mand i grøften deler ud af det, han er og har og kan!
Han omsatte sine talenter til omsorg for en anden. Lignelsen om de betroede talenter fortæller os, at du kan være aldrig så klog og have fået aldrig så mange talenter, og du kan have aldrig så meget indsigt i åndelige sandheder. Kun i den grad du sætter det i spil – og på spil – i hverdagen med andre, giver det mening.
Gør du ikke det, er det som at grave det ned, du har fået, og det er tilsyneladende ikke en god idé.
Søndagens tekst: Matt. 25,14-30
Om at bruge det, man har fået betroet
14 „Lad mig fortælle endnu en historie om Guds rige,” fortsatte Jesus. „Der var en mand, som skulle ud på en lang rejse. Forinden kaldte han sine tjenere til sig og betroede dem sin formue, som de skulle få til at vokse, mens han var borte.
15 En fik fem sække med sølv, en anden fik to og en tredje fik én sæk, alt efter den enkeltes evner. Derpå tog han af sted på sin rejse.
16 Den mand, der havde fået de fem sække penge, begyndte straks at købe og sælge, og han tjente fem sække mere.
17 På samme måde tjente manden med de to sække to mere. 18 Men ham, der havde fået én sæk penge, gik ud og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge der.
19 Lang tid efter kom de tre mænds herre tilbage fra rejsen, og han kaldte dem sammen, for at de kunne aflægge regnskab for deres forvaltning af de penge, de havde fået betroet.
20 Først trådte den mand frem, som havde fået de fem sække. Han kom med i alt ti sække og sagde: ‚Du betroede mig fem sække penge. Jeg har tjent fem til.’
21‚ Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’
22 Derefter trådte den mand frem, der havde fået de to sække, for at aflægge regnskab: ‚Du betroede mig to sække penge. Jeg har tjent to til.’
23‚ Godt!’ sagde hans herre. ‚Du er en god og pålidelig arbejder. Du har trofast forvaltet den smule, du fik. Derfor vil jeg nu give dig et større ansvar, og du får lov at glæde dig sammen med mig.’
24 Til sidst trådte den mand frem, som havde fået én sæk: ‚Herre,’ begyndte han. ‚Jeg kender dig som en hård mand. Jeg ved, at du høster, hvor du ikke har sået, og du indkasserer udbyttet fra andres arbejde.
25 Jeg var bange for dig, så jeg gravede pengene ned i jorden. Værsgo! Her har du dine penge!’
26 Herren blev vred. ‚Du er en dårlig og doven arbejder!’ sagde han. ‚Når du nu vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og indkasserer udbyttet fra andres arbejde,
27 hvorfor satte du så ikke mine penge i banken? Så havde jeg i det mindste fået renter af dem!’
28 Henvendt til sine øvrige arbejdere sagde han: ‚Tag pengene fra ham og giv dem til ham, der har ti sække penge.
29 For alle, der gør brug af det, de har fået betroet, vil få mere, og de vil have overflod. Men de, der ikke gør brug af det, de har fået betroet, vil miste, hvad de fik.
30 Og kast så den uduelige arbejder ud i det yderste mørke, hvor der er gråd og stor fortvivlelse.’
