Staten skal være til for borgerne

Vi gik og pyntede og gjorde maden klar til min søns bryllup for to uger siden. Pludselig udstedte regeringen en forordning om, at der ikke måtte være flere end 50 personer samlet, og at alle samlinger skulle slutte kl. 22 om aftenen. – Dette blev sagt en fredag eftermiddag og skulle gælde fra kl. 12 lørdag… !

Vores søn og svigerdatter måtte nu skynde sig at skrive ud til de forventede gæster, at der desværre ikke var plads til flere end 50 ved reception og bryllupsfest.

Bryllupsfesten måtte afkortes, så vi kunne stoppe kl. 22, for at restauratøren og gæsterne ikke fik bøder.

Det er bare et privat eksempel. Andre havde planlagt barnedåb og måtte med alt for kort varsel aflyse.

Nu fik vi jo gift vores søn, og alt gik godt. Men der er noget principielt på spil, når politikerne ikke kan finde grænsen for, hvor meget magt, de skal udøve, og hvordan.

Et retssamfund eller en bananrepublik?

Det er ganske enkelt ikke et retssamfund værdigt, at myndighederne på den måde kommanderer rundt med befolkningen.

Der var jo ikke sket noget ved, at regeringen havde taget hensyn og udsat ikrafttrædelsen af den nyeste stramning til mandag morgen.

Man begrunder de drastiske – men ofte selvmodsigende – indgreb med corona-smittefaren. Og da der er oparbejdet en enorm frygt i befolkningen gennem det sidste halve år, tør borgerne knapt nok protestere.

Forskellen på et retssamfund og en bananrepublik er jo netop, at borgerne er sikret af love, som vedtages efter grundigt forarbejde i den lovgivende forsamling. Der er altid et rimeligt varsel, så man kan indrette sig.

I en bananrepublik derimod udsteder præsidenten det ene dekret efter det andet, og politiet slår hårdt ned og straffer dem, der ikke overholder regimets dekreter.

Jeg påstår naturligvis ikke, at vi er blevet en bananrepublik, men det er på høje tid, at politikerne besinder sig på, hvad der er deres opgave – og hvad der ikke er.

I et retssamfund eksisterer borgerne ikke for statens skyld. Politikerne og myndighederne er borgernes tjenere.

De er til for os – ikke omvendt.

Kæmp for tale-, tros- og forsamlingsfrihed

Jeg bemærkede også, at statsministeren i sin tale til nationen skruede op for bissen overfor muslimer og andre med ”forstokkede” holdninger.

Men hov – skal statsministeren og regeringen egentlig blande sig i, hvilke holdninger borgerne har?

I et frit samfund skal vi ikke have en regering til at fortælle os borgere, hvilke holdninger, vi må have, eller hvilke værdier vi videregiver til vores børn.

Regeringen og det røde flertal, samt de radikale, vil også overvågne kristne miljøer med det latterlige påskud, at der kunne foregå ”social kontrol”, ligesom i nogle muslimske miljøer. (Se forsiden i sidste uge.)

Og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har nu for anden gang i 2020 bedt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vurdere Indre Missions hjemmeside Adam-ogEva.dk.

Ministeren tillader sig endda at sige, at hun ”væmmes” ved indholdet – som jo blot handler om den kristne måde at forstå sex-livet på.

Vi er som kristne truet på retten til at tro, tale og forsamles frit, sådan som grundloven sikrer os. Vi må politisk gøre, hvad vi kan. Specielt bør de kristne, som stemmer på partier, der vil indskrænke vores trosfrihed, skrive til deres politikere og bede dem respektere den mangfoldighed, de ellers snakker så meget om,.

”Men de våben, som anvendes imod jer, vil ikke fungere, og de, der anklager jer, bliver selv dømt.” (Esajas 54,17)