Krybbespillet efter Knuds evangelium

Der er landsbyer, som ligger gemt bag bakkerne, og som er så små, at korttegnerne fra de store byer, ikke har fundet det værd at give dem en plet på det officielle kort. En sådan by er Nr. Suserup.

Det betyder ikke, at livet ikke er fuldt af både grå og lyse tildragelser for menneskenes børn i Nr. Suserup. Her er alle lige så værdifulde som dem, der går på Børsen med mappen under armen.

Her er også rum for dem, der ikke lige har scoret det sidste 12-tal – som Knud, for at give et eksempel.

Han havde kun gået i Centralskolens 5 første klasser, men da han havde gået 2 år i hver klasse, havde han kunnet nøjes med det. Knud var for længst holdt op med at samle på ting i livet, man skulle forstå.

Han havde til gengæld en værdsat evne til at holde med og holde af de mennesker, han lige nu var sammen med. Derfor kunne han færdes overalt i byen, og var ikke bange for at gå i Brugsen for Fru Pedersen og fodre Jensens kat, når de ikke var hjemme.

Knud blev tilkaldt, når der skulle tages et hårdt tag, for kræfter havde han. Hvis nogen ville have kaldt ham en særling, vil hele Nr. Suserup have protesteret, men når hans mor sagde om ham, at Knud var ikke så godt begavet, men den bedste søn, man kunne ønske sig, så nikkede alle.

Ja engang var Knud selv kommet til at høre sin mors bemærkning, og havde selv nikket. Han vidste ikke rigtig, hvad ”begavet” var, men når hans mor sagde det, var det garanteret rigtigt.

Som så mange andre steder blev der i kirken opført et krybbespil en af de sidste dage inden juleaften. Instruktør var frk. Nielsen, som var kommet til Nr.Suserup som forskolelærerinde i tidernes morgen.

Når noget havde været der så lang tid, man kunne huske, så havde det altid været der. Frk. Nielsen og krybbespillet havde altid været der. I begyndelsen havde det været skolens mindste klasser, der udklædt som Maria, Josef, hyrderne, de vise mænd og kroværten lagde stemmer til den bibelske beretning.

Men som tiden gik, og frk. Nielsen gik på pension, trådte landsbyens voksne ind i julespillet. Det var en ære at være med, som de havde været det, mens de gik i skole.

Men et år indtrådte katastrofen, da byens smed, der var født til rollen som krofar, var blevet alvorlig syg og måtte melde fra.

Han havde ganske vist kun to meget korte sætninger som replikker, når Josef med højgravide Maria bankede på kroens dør: ”ALT ER OPTAGET” og ”GÅ MED JER!”, men en afløser kunne det blive svært at finde.

Frk. Nielsen fik den tanke, at måske var det en rolle for Knud. Han kendte krybbespillet ud og ind, fordi han med sin mor altid sad på første række i kirken for ikke at gå glip af et eneste øjeblik. Da frk. Nielsen ligesom ejede krybbespillet, turde ingen sige hende imod, og Knud blev så glad, som om det allerede var juleaften.

Han kunne næsten ikke sove, og hans mor øvede de 2 sætninger med ham uafbrudt: ”ALT ER OPTAGET” og ”GÅ MED JER!”. Generalprøven gik uden problemer. Knud trådte frem på det rigtige tidspunkt, og han næsten råbte: ” ALT ER OPTAGET” og ”GÅ MED JER”.

Juleaften var der alligevel spænding i luften, og selv dem, der sjældent kunne tage sig sammen til at komme i kirke, var mødt frem, fordi Knud skulle være kroværten. Alt imens evangelisterne Lukas og Mattæus lagde ord til, nåede Josef og Maria frem til kroen i Bethlehem og bankede på.

Kroværten trådte frem og sagde: ”ALT ER OPTAGET”, og mens han med hånden vinkede dem væk, begyndte han på: ”GÅ MED JER!” – men midt i de tre ord knækkede hans stemme, og som var det ved hans egen gadedør, sagde han: ”Kom ind! I kan få mit værelse!”.

Der blev dødsens stille i kirken, men pludselig var der en, der klappede, og hele kirken gav sig til at klappe . Fra den jul blev årets krybbespil i Nr. Suserup altid opført efter teksten fra Knuds evangelium.