En god historie og en øjenåbner om bøn

For nylig hørte jeg en historie fra det virkelige liv, som jeg synes er så god, at jeg her genfortæller den. Den har noget at sige til os om, hvad der sker, når vi beder. Og det er meget aktuelt i denne uge, hvor der skulle have været bedemøder over hele landet, men hvor vi kristne må bede hver for sig. Læs mere om det på side 5 og side 12-13.

Det var efter den amerikanske borgerkrig (1861–1865), hvor sydstaterne forsøgte at løsrive sig fra USA. Efter fire års blodig borgerkrig med 620.000 dræbte soldater, foruden et ukendt antal civile dræbte, blev sydstaterne besejret af nordstaterne og vendte tilbage som en del af USA.

Men der var naturligvis stor bitterhed og foregik mange uretfærdigheder. For nordstats-folkene var heller ikke engle. Mange mennesker kom i klemme.

Blandt dem var en tidligere sydstatssoldat, som mente, at han uretmæssigt var blevet frataget sine landområder.

Nu forsøgte han at få præsident Abraham Lincoln i tale. Lincoln er kendt for at være en af de mest retskafne præsidenter. Han var selv vokset op under fattige kår, hvor han blandt andet havde læst meget i Bibelen.

Soldaten forestillede sig, at hvis han bare kunne få adgang til præsidenten og fremlægge sin sag, så var der håb.

Men vagterne foran Det Hvide Hus ville selvfølgelig ikke slippe en tidligere soldat fra de oprørske sydstater ind. Han kunne jo finde på at dræbe præsidenten. (Og faktisk blev Lincoln kort efter, den 14. april 1865, dræbt i teatret af en sydstatsmand.)

Soldaten blev altså afvist. Nu sad han nedslået på en bænk uden for Det Hvide Hus. Alt håb syntes ude.

Drengen banede vej

En 12-årig dreng kom og spurgte, hvorfor han var så trist. Drengen havde en talefejl på grund af ganespalte og stammede.

Men soldaten fortalte alligevel drengen, hvordan han gentagne gange havde forsøgt at få audiens hos præsident Lincoln for at fortælle ham, at han uretmæssigt var blevet frataget sine landområder i sydstaterne efter krigen. Men hver gang, han forsøgte at komme ind i Det Hvide Hus, krydsede vagterne deres bajonetter foran indgangen og sendte ham væk.

Drengen sagde, at det kunne han hjælpe med. Han spurgte soldaten, om han ville følge med ham. Soldaten tøvede, men valgte at følge drengen, selv om han ikke helt forstod.

Da de nærmede sig indgangen, blev vagterne opmærksomme, men de trådte tilbage og åbnede endda for drengen.

Soldaten fulgtes med ham ind. De fortsatte sammen til biblioteket i Det Hvide Hus, hvor præsidenten hvilede sig.

Her introducerede drengen sin nye ven, sydstatssoldaten, for sin far, så han kunne fremlægge sin sag.

Drengen var Tad Lincoln, præsidentens elskede søn.

Derfor kan vi bede i forventning om, at Gud vil høre os

Denne skønne beretning kan give os en ny og bedre forståelse af, hvad der sker, når vi beder.

Uden sønnen – uden Jesus – er det umuligt at få adgang til Gud selv. Bibelen fortæller flere gange om, at intet menneske kan se Gud og overleve. Guds hellighed er så stærk, at et syndigt menneske ikke kan nærme sig Gud.

Men i Hebræerbrevet 10, 19-20 kan vi læse, at vi nu kan komme nær på Gud:

”Fordi Jesus ofrede sig selv for os, kære venner, kan vi nu uden frygt bevæge os helt ind i det allerhelligste rum, hvor Guds strålende nærvær er.

Det er noget helt nyt, at vi har direkte adgang til Gud i det allerhelligste rum inde bag forhænget, og Jesus er selv den levende vej, som fører derind.”

Gud vil høre på dig!

Vi beder måske pæne bønner eller sjuskede bønner – men ofte uden forventning om, at det nytter noget.

Vi gør os ikke altid klart, at vi i bøn faktisk står foran Gud den almægtige, himmelens og jordens skaber.

Hvis Jesus – ligesom Lincolns søn – tager os med helt ind foran tronen – ind til Faderen, for hvem intet er umuligt, så må vi bede på en helt anden seriøs og forventningsfuld måde. Og samtidig så tillidsfuldt som et barn til en god far.

Når vi véd, at Han selv vil høre os på grund af sin søn, Jesus, så får vi mod til at komme frem med vores dybeste ønsker.

Så kan vi også bede om store og gode forandringer i samfundet.

Og det er netop dét, der er brug for i vores rystende urolige tid, hvor intet længere er, som vi kendte det.

Og måske tillader Gud, at vi rystes, for at vi skal indse, at vi ikke kan sikre os eller tage noget med herfra, men at vi har brug for Hans frelse og omsorg.