Fra travl karriere til et liv med Gud, tro og bøn

Pernille Aalund gennemlevede alle forældres mareridt, da hun var ung. Hendes lille søn havde astma og fik nogle astmaanfald, der var så alvorlige, at hun gang på gang måtte tilkalde en ambulance. Hun kæmpede derfor med frygt for at miste ham.

– Han var indlagt mere end 30 gange i sin barndom. Nogle gange var han så syg, at han måtte lægges i respirator. Han var klinisk død to gange – hans lille hjerte stoppede, og han lå i respirator, siger hun stille, men afklaret.

Der er særligt én ambulancetur, hun aldrig glemmer. Det var hverken den første eller sidste, men den mest usædvanlige – og livgivende:

Under ambulanceturen på vej til Roskilde Hospital var der i starten på grund af situationens alvor både travlhed og uro i ambulancen. Dog ikke i Pernilles søn, der på det tidspunkt var 3-4 år.

Drengen fornemmede de voksnes uro og ville gerne berolige både sin mor og ambulanceredderen, der baksede lidt med at give ham drop.

– Min søn var begyndt at blive hvid og blå omkring læberne, så det skulle jo gå hurtigt. De ville lægge ham i drop, give ham ilt ….

-Så klappede min søn ambulancemanden på hånden, og mens han kiggede roligt på os begge, sagde han: ”Der findes ingen død”, fortæller Pernille Aalund.

Hendes lille søn sagde det stille og roligt – og meget overbevisende. Drengen havde en dyb ro og ville berolige dem, især sin mor.

– Der blev helt stille i ambulancen. Ambulanceredderen fik tårer i øjnene, og jeg tænkte: ”Min søn ved noget, vi ikke ved. Han har en ro” … for der, hvor vi andre frygtede døden, gik min søn ind og manede til ro, uddyber hun.

Tror du, det var Gud, der lagde de ord i din søns mund?

– Min søn havde helt klart – og har stadig – adgang til Gud. Han har set og forstået så mange andre ting lige siden. Da han sagde det, var han jo kun et meget lille barn. Jeg har siden kigget mange gange på ham med undren.

– Dengang havde jeg ikke adgang til det guddommelige, som jeg har i dag.

– Han var ikke bange for døden – for det, der skete. Men han var selvfølgelig nogle gange påvirket af ubehaget ved at få lagt drop under tvang og for at komme i respirator. I dag har jeg heller ikke angst for døden, for jeg lever så meget i nuet.

– Dengang han sagde det, havde jeg aldrig talt med ham om døden. Man taler jo ikke med et barn på 3-4 år, der lige har fået et sprog, om døden, siger Pernille Aalund.

I dag er sønnen 36 år. En kærlig far, sensitiv og superempatisk, ifølge moderen.

Dette er i øvrigt blot en af mange aha-oplevelser, stænk af Gud, Pernille dengang havde med sønnen.

Først senere, da hun blev mere troende og overgav sig til Gud, forstod hun for alvor, hvor meget Gud var til stede, dengang hun i ambulancen var tæt på at miste sin lille søn. Og i hele hans sygdomsforløb og opvækst i det hele taget.

En aften, mens han var lille, stod hun sammen med sin søn under åben himmel. De kiggede op, og hans reaktion kom prompte:

”Det er alle Guds øjne, der kigger ned på os”, sagde han.

Møde med Gud på wc

Forfatteren med den store erfaring som tv-vært, tidligere direktør i mediebranchen m.m. har prøvet mere end de fleste. Og Gud har nærmest altid banket på i hendes liv.

– Jeg var et tænksomt ungt menneske, som var optaget af Biblen. Og jeg havde et stort behov for at finde hjem. Finde Gud. Det gjorde jeg, da jeg var i 30’erne, hvor jeg havde en oplevelse inde på Metronome.

– Jeg skulle lave en optagelse til et talkshow – og havde det svært i den periode. Derfor havde jeg fået nogle angstdæmpende piller af en læge. Overvejede også i stedet at drikke noget alkohol for at falde til ro. Mine hænder rystede, og jeg havde det rigtig dårligt. I stedet gik jeg ud på et lille toilet i en gammel industribygning nær tv-studiet.

– Her foldede jeg mine hænder og bad inderligt og dybt … Og så modtog jeg lyset, som sivede ind i mig:

– Jeg så det fysisk som et lys, der kom ned gennem en sprække i loftet. Kom ned og fyldte mig, gled ind i mig. Jeg både så og mærkede fysisk, hvordan lyset fyldte og gled ind i mig. Jeg kunne nu ikke længere mærke toiletsædet, ikke mærke følelsen af det. Så fyldtes jeg med glæde, taknemmelighed og fred.

– Det føltes som at få sprøjtet et stof ind i kroppen. Man forlader sin egen tilstand.

– Lige der på det toilet slap jeg alt. Det var kun mig, der var til stede i det rum.
– Så bankede det på døren.

– Bagefter gik jeg ud og lavede tv-optagelser i en anden tilstand. Den tilstand har jeg ”fikset på” lige siden.

– Jeg fik en nøgle til at åbne ind til de allerinderste rum.
– Man kan være så låst af frygt og angst, pointerer hun.

Bøn og bog

Tro – Gud og bøn – er kommet til at fylde meget i hendes liv. Rigtig meget.

Pernille Aalund har for nylig udgivet bogen: ”Bønnens kraft” på Gyldendal. Det er en introduktion og inspiration til bøn for alle – ikke kun kristne. I bogen fortæller hun også om nogle af sine egne oplevelser.

– Når jeg i dag går ind i bønnen – når jeg beder med eller for andre, så bliver andre omfavnet af den bøn. Jeg får nøglen frem, når jeg beder for andre.

– Bagefter kan jeg ikke huske, hvad jeg har sagt. Mine råd til andre kommer i bønnen af sig selv.

– Hele mit liv har jeg ledt efter ro, efter fred. Allerede i mine dagbøger fra jeg var 10, 11, 12 år er der fyldt op med ”Kære Gud”. Jeg læste noget af det op for min mand, Kim Boye, da vi for nylig flyttede til Hundested.

– Som barn boede jeg i Karlslunde, hvor der ligger en markant strandkirke, og jeg havde en veninde – Kirsten Callesen, som var kristen. Hun var forbundet med Gud på en anden måde end jeg dengang var. Det inspirerede mig, fortæller Pernille Aalund.

Den karismatiske præst, Helge Pahus, der nu er pensioneret, gjorde også indtryk – og har haft betydning for hende.

Vejen til Gud

Alle har samme adgang til Gud – er på lige fod. Vi kan opsøge eller opsøges af Gud:

– Jeg bad og bad og bad – og på den måde mødte jeg Gud. Men der er to overskrifter: Man møder Gud i en ambulance – oplever altså noget, man tilskriver Gud, og går hjem og starter en dialog med Gud. Gud kommer til dig – og så begynder du at bede. Eller også begynder du at bede, og så kommer Gud til dig.

Mødet afføder bønnen. Eller bønnen afføder mødet.

– I dag lever jeg tilbagetrukket i Hundested. Med udsigt til fjord og hav. 80 procent af tiden er jeg i Gud – de sidste 20 procent er jeg i den ydre verden.

– Jeg beder meget for mennesker, læser i Biblen og holder foredrag for at tjene lidt penge.

– Jeg har brugt det meste af det liv, jeg har, på at udvide mit rum med Gud. Og jeg vil gerne være en fordør for enhver, der gerne vil Gud, tilføjer Pernille Aalund.