Jeg har tilgivet min mands morder

Dagen begyndte som enhver anden. Jeg tog på arbejde tidligt om morgenen. Min mand Miroslav, som arbejdede som præst, havde fri den dag. Han besøgte sin bror, som bor i en anden del af Beograd, om eftermiddagen. Hen imod aften ringede Miroslav til mig for at sige, at han nu var klar til at tage hjem …

I bil tager turen en halv times tid. Da han ikke var kommet, efter at der var gået en time, ringede jeg til ham på hans mobil. Han tog den ikke. Jeg ringede derpå til hans bror og spurgte, om Miroslav var kørt, hvilket han bekræftede og sagde, at han var taget af sted for længe siden.

Fuld af bange anelser ringede jeg til politiet for at høre, om der havde været et uheld på strækningen. Man fortalte mig, at der ikke havde været noget uheld. På internettet kunne jeg læse, at en taxichauffør var blevet myrdet i nærheden af vores hus.

Jeg ringede endnu en gang til politiet og spurgte, om Miroslav eventuelt opholdt sig på politistationen som vidne. Heller ikke det var tilfældet.

Efter en søvnløs nat henvendte jeg mig om morgenen til politiet for at melde min mand savnet. Mens jeg ventede, ringede en ven til mig og fortalte, at der ud over taxichaufføren var blevet fundet et lig mere, men jeg kunne ikke forestille mig, at det kunne være min mand.

På bænken ved siden af mig på politistationen sad en mand, jeg ikke kendte, og han havde hørt, hvad jeg sagde til min ven. Uopfordret rakte han sin mobil hen til mig og viste mig en artikel på nettet. Der stod den myrdede persons initialer og fødselsår.

Det var de samme data som Miroslavs, og jeg rystede chokeret på hovedet.

Livsfarlig misforståelse

Hvad var der sket? Jo, en ung mand ville efter sigende sælge taxichaufføren en pistol. Mens de stod og afprøvede våbnet, kom det til en misforståelse, og den unge mand skød taxichaufføren.

En øjeblik senere kom min mand kørende til stedet i sin bil. Da han fik øje på taxaen i vejgrøften og så en mand ligge på gaden, standsede han for at tilbyde sin hjælp.

Da han kom nærmere, har han formodentlig set manden stå med pistolen i hånden eller den døde taxichauffør og er løbet sin vej. Men han nåede kun 150 meter væk, før han blev skudt ned bagfra.

Morderen stjal vores bil og flygtede. Da Miroslav ikke var blevet skudt ned umiddelbart ved siden af taxichaufføren, fandt politiet først hans lig dagen efter – og oven i købet helt tilfældigt.

Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at Miroslav ikke længere ville komme tilbage. Det var utroligt svært at skulle fortælle vores to døtre, at deres far var død.

Slægtninge og venner begyndte snart at indfinde sig hjemme hos os. Alle befandt sig i en tilstand af chok og græd og sørgede. Mens jeg sad sammen med dem, gled mit blik hen på familiefotografierne i stuen. Jeg var ked af det, men ikke rasende. Indvendigt var der en dyb følelse af taknemmelighed. Taknemmelighed over mit liv sammen med Miroslav.

Vi havde været gift i 18 år og havde haft et godt ægteskab. Vi havde investeret i vores ægteskab, elsket og respekteret hinanden, tilbragt meget tid sammen med at læse i Bibelen og bede. Jeg var taknemmelig for, at vi havde brugt vores tid sammen så godt.

Og mens jeg sad der, faldt der mig et bibelvers ind: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Romerbrevet 8,28). Jeg vidste ikke, hvad der skulle være godt ved det, der var sket, men jeg måtte sætte min lid til Gud.

Så begyndte jeg at tænke over, hvordan jeg skulle klare mig med kun én løn, finde penge til børnenes skolegang og betale alle regningerne. Igen faldt bibelvers mig ind, som sagde, at Gud bekymrede sig om enkerne og de fattige.

Salmisten David udtrykker det således: ”Jeg har været ung og er nu gammel, men jeg har aldrig set en retfærdig forladt eller hans børn tigge om brød.” (Salme 37,25). Mange negative og sorgfyldte tanker trængte sig på, men samtidig fyldte Guds ord mig med opmuntring og trøst.

Had eller medlidenhed

Den første nat efter Miroslavs død overnattede flere venner og familiemedlemmer hjemme hos os, men ingen af os kunne finde hvile denne svære nat.

Den efterfølgende aften læste jeg nyhederne på nettet og også en beretning om mordet. Mens jeg sad og læste, mærkede jeg, hvordan noget strømmede gennem kroppen på mig, fra hovedet og ned i fødderne, og fjernede den byrde af problemer, der hvilede på mig. Jeg fornemmede en stor lettelse, og fra da af kunne jeg sove fredeligt.

Da der var gået tre dage, skulle jeg hen på retsmedicinsk institut, hvor min afdøde mands krop var blevet obduceret. Der mødte jeg den myrdede taxichaufførs familie.

Vi hilste på hinanden, og de begyndte at tale om mordet, vrede og fulde af eder og forbandelser. Først i det øjeblik blev jeg bevidst om, at der fandtes en morder et sted, en person, som havde dræbt min mand. Hidtil havde jeg slet ikke tænkt så langt.

De forventede naturligvis også en reaktion fra mig. Mens jeg sad og lyttede til familien, mærkede jeg, hvordan der var noget i mig, der protesterede. Jeg kunne og ville ikke reagere som dem. Jeg tænkte: Hvad er det modsatte af had? Det er kærlighed! Hvad er det modsatte af gengæld? Det er tilgivelse!

I tankerne hørte jeg ekkoet af et enkelt ord igen og igen: ”Tilgiv, tilgiv.” Og derpå sagde jeg højt: ”Jeg har tilgivet.”

Alle kiggede forundret på mig. Ingen sagde noget. Jeg var også selv forbavset. Jeg forlod lokalet og spurgte stille Gud: ”Hvornår har jeg så tilgivet?” Jeg erkendte, at tilgivelse er min tilgang til livet, også selvom mine følelser kan virke modstridende.

Gud havde givet mig styrke til at tilgive og til at sige det højt. Ved at tilgive morderen overlod jeg til Gud, hvad der videre skulle ske med ham. Det betyder ikke, at jeg ikke følte sorg, heller ikke, at jeg ikke savnede min mand. Og jeg ved, at tilgivelse ofte er en proces.

Ved at tilgive morderen overlod jeg til Gud,
hvad der videre skulle ske med ham. Det betyder ikke,
at jeg ikke følte sorg, heller ikke, at jeg ikke savnede min mand.

Møde med gerningsmandens familie

Nogle uger senere voksede ønsket i mig om at møde gerningsmandens familie. Jeg var klar over, at de befandt sig i en svær situation – udstødte, uden håb, uden Gud. Jeg vidste, at vi ikke var de eneste ofre. Hvor forfærdeligt måtte det ikke alt sammen være for gerningsmandens familie?

Jeg ville lære dem at kende, men var samtidig bange for det. Gud opmuntrede mig med sit ord om, at kærlighed fortrænger al frygt. Jeg aftalte en dato for at mødes og gik ikke alene derhen.

Ved vores første møde havde vi kun få ord at sige hinanden, men til gengæld var luften tæt af følelser. Morderens familie skammede sig, græd og undskyldte over for mig.

Vi kunne skridt for skridt slappe lidt mere af, og jeg begyndte sammen med dem, der var med mig, at fortælle om den kærlighed, Gud viser os gennem Jesus, og om, at Gud tilgiver enhver, som angrer.

Familien kunne ikke begribe, hvordan vi, som havde mistet en, vi holdt af, kunne bekymre os om dem.

Vi fortalte dem om håbet og om troen på det evige liv, og at vi ved, at vi en dag vil være sammen med min mand igen. Vi forklarede dem, at døden ikke er det værste, der kan ske her i livet, men kun er en overgang fra livet her på jorden til evigheden.

Jeg nærer fast tillid til, at jeg engang at være sammen med Jesus i himlen og dér vil se min mand igen.

Nogle måneder senere begyndte retssagen. Morderen tilstod misgerningen, og herefter gik det hurtigt med at få fældet en dom. Under retsmøderne var der altid en fra menigheden til stede for at bede sammen med os.

Vi benyttede ventetiderne til at tale med taxichaufførens og morderens familier og trøste dem. Politibetjentene, som skulle hindre, at der opstod tumulter mellem os, var tavse tilskuere til, at vi talte sammen i al fredsommelighed.

Allerede ved det første retsmøde bad min mands morder mig om tilgivelse. Hans forsvarer havde fortalt ham, at jeg havde tilgivet ham. Jeg kunne se manden roligt ind i øjnene.

Under retsmøderne følte jeg mig som i en scanner. Hele min adfærd blev fulgt af statsadvokaterne, dommeren og juryen. Alle betragtede mig indgående – denne sælsomme kvinde, som tilgav sin mands morder – og de talte med hinanden om mig.

Døden har ikke det sidste ord

På den sidste dag i retten skulle jeg komme med en afsluttende bemærkning.

Selvom alle de tilstedeværende kendte min indstilling, var jeg nervøs. Nervøs for, hvad alle de tilstedeværende ville tænke, og nervøs for, at min holdning ville blive tolket forkert. Men Gud skænkede mig sin fred.

Denne dag kunne jeg offentligt stå frem og fortælle om mit ægteskab, om min sorg og om den smerte, som jeg med tabet af min mand, tabet af mine børns far, måtte gennemleve.

Efter at udsendelsen var blevet vist i nationalt fjernsyn,
fik vi tilbagemeldinger fra mennesker, som fortalte,
at vores historie havde hjulpet dem til at tilgive.

Jeg kunne fortælle om min tro på Jesus Kristus, som giver mig håb om det evige liv, den tro, som gjorde det muligt for mig at tilgive morderen. Det kunne jeg ikke klare alene, men behøvede Guds hjælp til det. At jeg havde tilgivet den unge mand betød naturligvis ikke, at han skulle gå fri for straf. Han blev idømt tredive års fængsel.

”Jeg vil hele dit hårdt sårede hjerte.”

Da jeg nogen tid senere talte med Gud i bøn, syntes jeg, jeg kunne høre ham sige:
”Jeg vil hele dit hårdt sårede hjerte.”

Efterfølgende græd jeg i timevis og mærkede til sidst en ny frihed. Gud lovede mig, at han altid ville være med mig, at han ville være min hjælp, mit skjold og min støtte.

Jeg forstod det i dette øjeblik kun teoretisk og havde ikke fantasi til at forestille mig, hvordan det praktisk skulle udmønte sig. Men det er virkelig sket, og det er jeg taknemmelig for. I dag, to år senere, kan jeg se, at Gud er trofast. Han har ikke svigtet os undervejs på nogen måde.

I landsdækkende tv

Nogen tid efter domfældelsen fik jeg en opringning fra en kendt tv-vært. Hun sagde, at hun havde hørt om vores historie og gerne ville mødes med mig. Her foreslog hun, at hun ville lave en udsendelse under temaet tilgivelse sammen med os.

Hun talte om, at ordene ”tilgiv mig” er fremmede for mange mennesker, at mange slet ikke forstår, hvad de betyder. Vores oplevelse ville være en god anledning til at tale om tilgivelse på baggrund af en sandfærdig historie.

Det var en rigtig god idé, syntes jeg – men ikke med mig som hovedperson! Min første tanke var: Det kan jeg ikke!

Tv-værten havde ikke travlt. I den følgende tid arbejdede Gud i mig og viste mig, at jeg skulle tage imod tilbuddet.

Efter megen bøn og med venners hjælp fik mine døtre og jeg mod og styrke til at deltage i optagelsen af udsendelsen.

Efter at udsendelsen var blevet vist i nationalt fjernsyn, fik vi tilbagemeldinger fra en række mennesker, som fortalte, at vores historie havde hjulpet dem til at beslutte sig for at tilgive.

Ja, Gud tilgiver os, når vi beder ham derom, og han hjælper os med at tilgive andre.

Jeg er taknemmelig for, at jeg i de forløbne to år har fået lov at tale med en række kvinder og har set, hvordan Gud har givet dem mod og styrke til at tilgive.

Med min mands død er vores tjeneste i Guds navn ikke ophørt, tværtimod. Fremover vil vi også tjene mennesker gennem den situation, vi nu befinder os i. Således giver vi en lille bid af den godhed og nåde videre, som Gud hver dag skænker os ved at sørge for vores behov.