Jul i en coronatid

Vi ønskede os en hvid jul
Men det blev en COVID jul

Alt blev aflyst,
Alt blev oplyst.

Vi har mundbind
og samfundssind
vi har forsamlingsforbud på 10
men englen sagde: En stor glæde for alle folkeslag.

Det er op ad bakke,
men der er opbakning.

Over muld
Underfuld

Vi holder afstand
Men Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

Gud sendte ikke et link,
Han kom selv.

Smittekæde
eller adventskrans

Alle drog afsted for at lade sig indskrive
alle drog afsted for at lade sig teste

Det var den anden nedlukning
mens Mette F. var statsminister i Danmark.

Vi ønsker et gæstebud
vi har forsamlingsforbud

De vise mænd rejste i mange dage
vi andre deltager på Zoom

Steg herned
kærlighed
midt i vores ensomhed

Gud Faders varme ånde
– uden aerosoler –
midt i vinterens vånde

Til alle os der må græde
sender du en evig glæde
mod til at lide
og fred til at stride.

Nedlukning….
Nej, kom, jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind,
kom Jesus, kom herind.