November – nyser

(Læsetid: 1 minutter)
Kaja Lausten Nielsen
Forfatter til bogen
”Mor med mindre”

Så er du her igen.
En gyser så grå og grusom.

November med nys
og snot og host og feber
og nattesøvn i småstykker
på madrassen på børneværelset,
hvor jeg ligger og lytter
til drengenes rallende vejrtrækning.

November.
Med sløret udsyn fra stuevinduet
som er stribet af regnen,
der siler ned.

November.
Nattefrosten kom allerede den 1. i år
og bed sig fast i flere dage,
så selv de mest sejlivede sommerblomster
måtte give op og
nu ligger fladt hen ad jorden
og minder os om at
vinteren kommer.

November er tid til status og opgørelser
over drengenes vinterstøvler, frakker og flyverdragter.
Passer de? Kan de genbruges, nedarves til lillebror,
repareres eller udskiftes?
Hvor lagde jeg nu alle de gode huer? Og vanterne?
Og skiftevanterne? Hvorfor er der kun én af de blå her?

November er kold og grå og meget lang
Men midt i kaskaderne af nyseri og hosteri
klipper vi julepynt og tænder lys
og glæder os til jul.

(Uddrag fra bogen ”Mor med mindre”.
Udkommer 20/11-2019 på Udfordringens forlag).

Læs også