Ny ung præst i Kolding Valgmenighed

David Søholm Johansen blev ansat som børne- og ungdomspræst i KOVA den 1. januar.

David Søholm Johansen

Kolding Valgmenigheds nye børne- og ungdomspræst bruger briller og fodboldstøvler, så meget at han ville have overvejet en professionel karriere – altså som fodboldspiller, hvis han havde været dygtig nok.

Men så blev han stjerneforelsket i en pige på efterskolen, som han nu er gift med, og har boet i både i Estland, Irak og Oksbøl med. Han har slukket brande, forsøgt at gå på vandet ved Genesaret sø og overvejer en tatovering med et motto for Herculesfly.

Så kort kan det siges, men uddybningen følger her:

For 29 år siden blev David Søholm Johansen født på Tarm sygehus som nr. tre ud af fem. Han bryster sig af både at have en lillesøster og lillebror og to storesøstre. David fik lov til at vokse op på faderens lille gård udenfor Sdr. Felding i Vestjylland, men flyttede ind til landsbyen som 8-årig. Mor var sygeplejerske.

Sydvestjyllands Efterskole i Bramming bragte et stort vendepunkt ind i hans liv. Her snuppede han den smukkeste pige for næsen af alle de andre drenge. Hun kom til at hedde Mette Kruse Søholm Johansen, for de har nu været gift gennem 7½ år.

Inden nåede David omkring soldaterhjemmet i Fredericia, en tur som guide i Norge og til sidst et par måneder i Israel, inden han startede på HF i Tarm, hvor han blev en del af den lokale Indre Missions Unge. Bagefter sprøjtede han med brandslanger ½ år i Beredskabsstyrelsen, og fik så brug for at få varmen igen. Han tog til Israel på discipelskole i Tiberias, ved Genesaret sø.

De havde noget…

– I Israel så jeg en ny dimension af det kristne fællesskab, som jeg ikke havde oplevet før, fortæller den nye præst i Kolding Valgmenighed.

– De andres frimodighed med bøn og tro skabte et stærkt fællesskab med plads til forskellighed.

Jeg opdagede, at Bibelen virkelig kan noget. Her var noget, jeg måtte dykke ned i og leve på. Det formede mit trosliv, men var også med til at udfordre mit syn på Bibelen, når vi arbejdede med de tunge teologiske spørgsmål, beretter han.

Men en dag hjemme i Vestjylland kom der en ung fra Dansk Bibelinstitut (en teologiuddannelse i København) og fortalte ungdomsgruppen om, hvordan det var at læse teologi. Det skubbede David ud over kanten. Han begyndte at læse teologi på Menighedsfakultet og Århus Universitet og har hjulpet som hjemmehjælper i studietiden.

Soldaterne brølede

For 2½ år siden vendte David og hans hustru hjem efter at have været udsendt af KFUMs soldatermission som soldaterhjemsledere til Estland, Irak og Oksbøl mellem Davids bachelor og kandidateksamen.

– Det var fantastisk at skabe et hjem for soldaterne, og vi fik mange store oplevelser og vidnesbyrd om, hvordan Gud går et skridt ad gangen med mennesker. Og så elskede vi, når soldaterne brølede gospelsangen ”Det lille lys jeg har”, smiler David fra sofaen overfor mig.

Han er mødt ind i sin nye kirke på sin anden arbejdsdag i sin nye by efter at have afsluttet Pastoralseminariet i Århus i december sammen med godt 30 andre nyslåede præstekandidater.

Mette og David kom i en ”almindelig” folkekirke i Christianskirken i Århus, men da de senere begyndte i Århus Valgmenighed, fik David lov til at komme i praktik ½ år i menigheden.

– I den tid inviterede en af præsterne mig med ud og løbe, og vi endte nede ved Århus bugt for at vinterbade. Det er jeg fortsat med, og jeg har overvejet at melde mig ind i Koldings vinterbadeklub, når de åbner igen efter corona, fortæller David. Han elsker også fodbold og har spillet på 7-mandsholdet Pink Panters. Favoritudsendelsen på TV er Premier League. Specielt når Arsenal spiller.

I december flyttede det unge præstepar ind på Koldingbjerg 40, og ”der er kaffe og udsigt. Alle er velkomne”, siger David. Mette startede det nye år som lærer på Munkevængets skole i indskolingen i dansk, engelsk og tysk.

Inshallah som tatovering

David glæder sig meget til at arbejde sammen med frivillige i Kolding Valgmenighed. Hans største force er at være god til at være nysgerrig på menneskers historier. Han oplevede gang på gang i Soldatermissionen, at han blev tændt af at skabe relationer og gå nogle skridt sammen med mennesker.

– I Kova er der bygget en menighedskultur op omkring så mange frivillige, der vil bidrage og bære med. De 200 medlemmer af kirken (heraf 75 børn og unge) bidrager og skubber kirken frem. Alle ønsker, kirken skal gøre en forskel i Koldingområdet.

Min opgave bliver at udruste dem bedst muligt og lytte til de frivillige ledere, hvad de drømmer om. Og så er her masser af udfordrende og spændende historier, siger David Søholm, medens han kigger rundt i den store café i kirken overfor Føtex Syd.

– Mette planlægger ud i fremtiden. Jeg tager nok mere én dag ad gangen og møder det, der kommer. Måske er det også derfor, jeg prøver at have tid til snakken med dem, der kommer. Der skal være tid til langsommelighed og melankoli, mener han.

Hvis David en dag skulle have en tatovering, skal der stå ”inshallah” – ”Om Gud vil”!

– I Irak blev Herculesflyene kaldt ”Inshallah Airways”, fordi de ofte blev aflyst og kom ”om Gud vil”.

Jeg prøver at leve mit liv ved at tage nogle skridt i en bestemt retning, og der er det altid godt at sige: ”om Gud vil”. Indtil nu er Mettes og mit liv virkelig lagt til rette og velsignet, slutter David Søholm Johansen fra Kolding Valgmenighed.