2021, et år med nybygning og omstrukturering

Af Pernille Liland. Leder af Nordic Prophetic Network.

Du kan lige så godt vænne dig til det. Nogle af dine vante og velkendte omgivelser ER forbi! Gud har brugt pandemien, (ikke at forveksle med at have skabt den), til at tale om nye horisonters muligheder. Så læg mærke til, hvad Gud blæser sin Ånde i, i tiden som kommer!

2020 var et år med rystelser, hvor flere profeter mærkede Guds udfordrende spørgsmål til vores grundlæggende identitet – både som menneske, men også som kirkesamfund! Og dermed blev 2020 et år med afslutninger, også af projekter som ikke var tiltænkt at genopstå, i hvert fald ikke i samme tidligere ramme.

”Det gamle ER forbi – SE noget nyt ER blevet til” er et velkendt skriftsted fra 2. Kor 5:17, hvor Paulus henviser til frelsen og det gamle syndige livs afslutning. Men i dag taler Helligånden profetisk igennem dette skriftsted igen. Om at kirken i Danmark skal gøre sig klar til at SE på det NYE, som Gud skaber og blæser nyt liv i!

Tør du tænke HELT ud af boksen?

Gud forlod ”sin boks” på pinsedag, og er brudt ud af menneskelig kontrol, religiøsitet og indsnævrede rammer lige siden!

Derfor: Tør du tænke i helt nye modeller for kirke-struktur, kirke-samfund, kirkeplantning, (kirke-) teologi, nye tjenester, nye ledere, nye frelste, nye virksomheder, nye projekter, nye netværker, nye lande du skal rejse til og forkynde i, nye byer du skal bede for, nye huse du skal købe og investere i, nye relationer du skal bygge bro med, fornyelse af dit ægteskab, nye artikler du skal skrive, ny uddannelse du skal tage fat på…. OG EN NY TILGIVELSE og kærlighed til din næste? – også til de andre kirkesamfund og kirkeledere, du ikke deler (din) lære og metodik med?

Og jeg hører Ånden tale NYT liv og fornyelse til os som kirke i Danmark i dag! …”For du er ikke kommet hertil, siger Herren, for blot at hvile på toppen af isbjerget eller læne dig tilbage og se på alt dit arbejde fra forrige sæson.

Nej, for se NU skaber jeg nyt, og jeg har banet en helt ny vej for dig at gå på. Træd ned fra bjerget, træd ud i byen og træd væk fra dit tidligere værk, væk fra din egen ambition, titler og præstation – og SE de mennesker jeg nu sender dig til”, siger Guds Ånd.

Vækst som aldrig er set magen til!

”For en NY apostolsk sendetid er over hele jeres kirke i Danmark, – og det er MIG, siger Herren, som bygger MIN kirke, min ekklesia på ny. Jeg samler og sender de materialer, jeg har valgt og formet hertil, og det er mig, siger Herren, som omstrukturer jeres fundamenter, så det svinger i takt med MINE planer og mine fundamenter!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Gør jer klar til at efterlade de gamle døde sten, som ikke længere har mit liv i sig, for igen at se på bygningen af de levende sten! For den sidste bygning skal nu rumme en mærkbar og gennembrydende vækst, som I aldrig har kendt magen til før i jeres land!”