De glemte isolerede

Peter Hedelund,
Generalsekretær, MAF Danmark

Måske har du på et tidspunkt i dit liv følt dig glemt. Det kan være i øjeblikke, i bestemte situationer eller længere perioder af livet. Følelsen af at være glemt opstår, når vi på den ene eller anden måde oplever en mangel på samhørighed. Følelsen fortæller os, at der er et tomrum, der kalder på at blive fyldt ud.

I mit daglige arbejde forsøger vi at afhjælpe, at mennesker i verdens afkroge skal opleve sig glemt. Coronavirus har i nu et års tid været en enorm udfordring – specielt i de tredjeverdenslande, som er blevet ramt.

I de lande vi opererer i, er man slet ikke klar til at håndtere en så ukendt virkelighed. Konsekvenserne er derfor omkostningsfulde. De koster menneskeliv, og det er måske let at føle sig overset!

I det danske samfund reagerede vi hurtigt på pandemien ved at forfølge en ambitiøs strategi, så de værste konsekvenser kunne undgås. Situationen har kaldt på ansvarlighed og handling fra os alle sammen, og vi har skullet udvise samfundssind. Jesus var en sand mester i dette, og selvom han sagde og gjorde mange besynderlige ting, satte han aftryk.

Det sker også på et tidspunkt i Matthæusevangeliet, hvor han siger: ”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.”

Og skulle man fortsætte i samme retning, ville det måske være: ”For jeg var isoleret, men I glemte mig ikke”.

Lad os sammen huske på de ofte glemte isolerede i verdens afkroge og vise dem vores samfundssind. De har brug for at mærke vores støtte.