Michael Falch var ateist, men nu knæler han for Gud hver morgen

Rocksangeren Michael Falch blev for nogle år siden troende kristen. Det har han flere gange fortalt offentligt om.

I radiosamtalen ”Tal til mig – med Iben Maria Zeuthen” som sendes hver torsdag og søndag kl. 11.03, fortalte han også om et syn af Jesus, han har haft.

– Ja, det var en vild oplevelse. Jeg kan huske, at de første, jeg fortalte om den til, var franciskanermunkene, som jeg gik til undervisning hos.

Det var som om, at de blev helt misundelige. Det kan jeg godt forstå. Det virkede også så uretfærdigt. Men jeg var i sådan en guidet meditation et sted, og der kan jo ske hvad som helst i sådan en. Og jeg kommer ind i et rum, i en mellemgang.

– I dit hoved?

– I mit hoved. I min fantasi, eller hvad, der er i gang. Det er nærmest som et drømmesyn. Og foran mig står der nogle mennesker. Foran mig på knæ sidder en mand, som er Jesus. Det er helt tydeligt. Det fremgår.

– Hvordan så han ud?

– Han lignede ikke helt de mest polerede versioner af ham. Han var meget spinkel og lille. Sidder på knæ. Ja.

Som den fortabte søn

Michael Falch oplever, at Jesus bare er så taknemlig for at se ham. Ligesom i lignelsen om den fortabte søn, der vender hjem, og faderen (Gud) løber ham i møde og giver ham et stort knus. (Lukasevangelitet 15,11).

– Det, han udtrykker, da jeg kommer ind i den mellemgang, det er den VILDESTE taknemmelighed… Over at JEG, lille mig, kommer derind.

Så først bliver jeg ligesom virkelig forlegen over… Jamen, det er jo helt forkert, der her. Det er jo mig, der skal være SÅ taknemmelig. Men han udtrykker en taknemmelighed, som jeg aldrig har oplevet SÅ stærk.

Ville ikke konfirmeres

Michael Falch har netop udgivet bogen ”Over stregen” om sit liv. Han fortæller i udsendelsen om, hvordan han voksede op i bl.a. Høje Tåstrup og Tønder, hvor hans mor – trods hendes ”vilde liv” – bad aftenbøn med ham.

Han blev i Tønder kammerat med præstesønnen Christian Arendt, og de begyndte at spille sammen som 12-årige. Men Michael blev ikke konfirmeret.

– Nej, jeg fravalgte det. Jeg boede ude i Tåstrup på det her tidspunkt. Jeg kunne bare mærke, at jeg var ikke med i det trip. Jeg kunne ikke gå ind for det. Jeg kunne ikke skrive under på det.

Og det var jo egentlig, – når jeg tænker tilbage, – temmelig radikalt. For kunne man ikke bare have taget festen og gysserne? Men jeg tog det på en eller anden måde særligt alvorligt, fortæller Michael Falch i DR-udsendelsen.

– Du kunne ikke mærke Gud? spørger Iben Marie Zeuthen.

– Det vil jeg ikke sige, men jeg kunne ikke mærke kirken, svarer Michael Falch.

Brød sammen

Trods en rimelig stor succes indenfor musik og film brød Michael Falch sammen og nåede bunden i 2001.

Hans alkoholmisbrug gik ud over konen og de tre børn. Han frygtede, at han ville gentage forældrenes mønster.

I foråret 2002 sad han i en skov og tænkte, at det var bedre, at han ikke var her mere.
Han fantaserede bl.a. om at begå selvmord ved at køre ud over en skrænt i Mexico, så det ikke så ud som selvmord.

Mens han sad der i skoven og drak bajere, slog det pludselig ned i ham, at han jo også kunne stoppe med at drikke og begynde på en frisk. Og den tanke blev så stærk, at han derefter ikke drak eller tog stoffer mere.

– Jeg står uden for trossamfundene
og er min egen lille rullesten derude

Efter at have været ædru i et halvt år, opfordrede film-anmelderen Ole Mikkelsen (der selv havde et alkohol-problem) ham til at tage en Minnesota-kur.

Vendepunktet

I løbet af de 6 ugers behandling indså han sin egen magtesløshed. Og der kom et vendepunkt.
– Jeg husker en gåtur under min behandling, hvor jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at tage en beslutning om det her. Det var ikke noget, som bare kom. Det var en aktiv handling.

At tro er ikke bare sådan noget med, at nu skal jeg læse så og så mange bøger, for jeg havde læst SÅ mange bøger om teologi, som jo ikke havde givet mig tro. Fordi teologi og tro er tit to vidt forskellige ting.

Teologien er i mange sammenhænge noget spekulativ filosofi og psykologi.

Troen er noget aktivt, der ikke behøver nogen dogmatik eller teologi. Min erkendelse var, at jeg ikke kunne læse mig til det her, forklarer Michael Falch i radiointerviewet. Han siger også, at hans tro handler om ”my own personal Jesus”.

– Jeg står uden for trossamfundene og er min egen lille rullesten derude, siger han.
Men han tager samtidig afstand fra postmodernismen, hvor man tager lidt religiøsitet hist og pist.

For ham er troen en meget seriøs sag, også i praksis. Hver morgen ligger han på knæ foran et krucifix og beder.

Ned på knæ!

På spørgsmålet om, hvad man skal gøre, hvis man gerne vil praktisere troen, siger han:

– Ja, jeg vil starte i praksis. Kun praksis. Glem alt om bøger og alting. Bare gå på knæ, fordi, når man ligger på knæ, så er man ikke så smart. Og bed så en lille bøn…, foreslår han.

– Og det gør man hver dag. Man finder sit lille hjørne i sit hjem, hvor man kan gøre det her. Det er altid godt at tænde et lys, så har man allerede sådan en lille seance i gang, siger Falch.

– I det øjeblik, vi indfører begrebet Gud eller en højere magt eller noget, der er større end os selv, så er det reelle centrum uden for os selv. Det betyder en kæmpe forskel. Pludselig er det ikke os selv, der er i centrum. Det kan være enormt konstruktivt, også for livsglæden…