Befriet fra en illusion?
Hvornår er du sidst blevet befriet fra en illusion? Det spørgsmål stillede jeg for nyligt på facebook med følgende forklaring: ”For mig skete det så sent som i går, hvor jeg sov fra et møde. Her gik jeg og mente, jeg ikke har ammehjerne, og at jeg er totalt ovenpå ift. at være nybagt mor til tre. Og så kom en dårlig nats søvn og fik dén illusion til at briste.
Det eneste, der gjorde ondt, var min stolthed – dem, jeg skulle have mødtes med, var fulde af omsorg og forståelse.
Jeg har oplevet andre illusioner gøre mere ondt at miste: ”Jeg er mor som 25-årig” gjorde særligt ondt. Det gjorde ”min mand er udødelig” også. Men uanset hvilken illusion, vi mister, er det i virkeligheden en befrielse, når først vores stolthed, skuffelse og frygt har lagt sig.
Gennem vreden og tårerne kan der nemlig også vokse en erkendelse frem af, hvordan det faktisk er. Dér kan vi møde os selv, og ikke mindst Gud.
Det kan gøre ondt (også mere end såret stolthed), når illusioner brister. Til gengæld er det dér, vi kan se os selv og livet, som det er, og sætte pris på det, der faktisk er omkring os.
Har du mistet nogle illusioner for nylig?”
Der kom nogle virkelig fine, personlige svar. For vi er fælles om erfaringen af at opleve ikke at være det, vi troede, vi var. Alle (voksne) mennesker oplever vist fra tid til anden, at vores forestilling om os selv eller den situation, vi befandt os i, ikke stemte overens med det, vi oplevede i virkeligheden. Det kan være små ting, og det kan være store ting.
Nogle gange er det eneste, der bliver såret, vores stolthed. Andre gange er det hele vores selvbillede, der fundamentalt må ændres.
Hver gang tror jeg dog, det er en befrielse – også selvom processen kan kræve en del af os. For når vi får et mere realistisk billede af os selv og vores begrænsninger, opdager vi, at Gud er meget bedre til at være Gud, end vi er.
Han kan være ubegrænset, almægtig og alvidende. Vi andre kan kun være ét sted ad gangen, vi bliver trætte, og vi kan glemme ting. Jeg er ikke Gud; det kan jeg lade Gud om at være.
Og dét er godt. For det gør mig i stand til at møde både mig selv og andre mennesker med større forståelse og omsorg. Det er, når vi slipper illusionerne om os selv, at vi også kan slippe de illusioner, vi har om andre og tage imod dem, som de er. Det gør op med vores perfekthedskultur, og det har vi kun godt af.
Derfor skriver jeg også med vilje ”befriet fra illusioner”, for selvom det kan gøre ondt at miste sine illusioner, så er det også en befrielse fra en falsk virkelighed. Vel kan det gøre ondt, når illusioner brister. Men vi har godt af det, for livet leves ikke i en illusion. Det leves ansigt til ansigt med mig selv, Vorherre og andre.
