For Kirsten betyder tro mest handling

For Kirsten Wendell er ordet tro et af de mest betydningsfulde ord, der findes.

”Tro kan ikke bevises. Man kan intet vide om troens genstand, og dog er troen det sikreste i mit liv”, læser hun i en tone, der er både tydelig og insisterende.

Formuleringerne har hun nedfældet på et stykke papir ved bordet i køkkenet. De er hendes egne, men rimer på det kendte vers i Hebræerbrevet 11,1, indrømmer hun, hvor der står ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

– Jeg bliver så forskrækket, når folk siger ’Det tror jeg nok’. Det er det modsatte af tro for mig, siger hun og ser op og over kaffekopperne, der står mellem os på det lille køkkenbord.

– For mig er tro 100 procent sikkert. Det er lige så sikkert, som at du sidder overfor mig.

Hvad tror du på?

– Jeg tror på en kærlig Gud, der har givet mig et budskab om, at det, der er vigtigt, er at møde alle på min vej som min ven. Og så føler jeg en sikkerhed i, at Guds nærvær er hos mig hele tiden, uanset hvad der sker. Det er ikke nødvendigt at gå i kirke eller være særlig from. Det er bare en del af mig, at Gud er der hele tiden, uanset hvad.

Bag brillerne er øjnene varme, intense og nærværende. Blikket passer godt til en kvinde, der er kendt for sin vedholdenhed og sine meningers mod.

– Jeg ved, at nogen synes, jeg er strid. Men når jeg kæmper for andre, kan jeg godt være stædig, siger hun og smiler.

Men man har pligt til at engagere sig, mener den socialdemokratiske kommunalpolitiker, der ikke er i tvivl om, at politik er et godt sted at gøre det. Derfor kan det også ærgre hende, at der ikke er flere kristne, der vælger at gå ind i politik. For selv er hun drevet af et ønske om at skabe forandringer, der går mod større medmenneskelighed. Og derfor bliver hun ved med at kæmpe.

Ikke fordi hun skal. Men fordi hendes tro byder det.

– For mig er Bibelen et stort vidnesbyrd om næstekærlighed. Bibelen handler om, at vi skal opføre os ordentligt over for andre og os selv.

Er din tro med til at forme dine politiske holdninger?

– Det, tror jeg, den er. For den er båret af medmenneskelighed. Heller ikke der prædiker jeg. Men jeg kan slet ikke forstå, at vi kan kalde os et kristent land og lade børnene have det så skidt i Sjælsmark.

Man har virkelig presset forældrene i Sjælsmark for at vise, hvem der bestemmer. Jeg er helt enig i, at der er nogle regler, der skal respekteres, når man kommer til Danmark. Har man ikke lov at være her, så skal man hjem.

Men man må aldrig lade børnene betale prisen. Et køleskab og en mikrobølgeovn på værelserne på Sjælsmark kunne have klaret det.

Kirsten Wendells tro er ”simpelthen en grundholdning”. Og den er i langt højere grad båret af adfærd og handling end af ord, forklarer hun.

– Det er afgørende for mig, at tro ikke skal udstilles. Jeg kender godt missionsbefalingen, men måske handler det ikke om at råbe op om, hvor gode vi selv er. Måske handler det mere om at vise kærlighed og omsorg, hvor man er. Så tror jeg også, at folk får lyst til at finde ud af, hvor den kærlighed stammer fra.

Hun smiler og holder blikket.

– Det er i hvert fald den måde, jeg udlever min tro på. Jeg prædiker aldrig for nogen, siger hun.

”For mig er Bibelen et stort vidnesbyrd om næstekærlighed.
Bibelen handler om, at vi skal opføre os ordentligt over for andre og os selv”

Hvad har formet din tro?

– Det har i særdeleshed sammenholdet og den korpsånd, som jeg mødte hos baptistspejderne som barn. Her oplevede jeg, at det ikke gjaldt om at vinde som individ, men sørge for at hele gruppen klarede sig i fællesskab. Målet var, at alle gennemførte. Alle fik den samme medalje.

Jeg begyndte allerede til baptistspejder som 6-årig, og her mødte jeg tidligt i livet nogle voksne, der formede mine værdier, fordi de sørgede for, at jeg følte mig som en del af flokken, uden at prædike for mig, fortæller hun og tilføjer:

– Jeg var aldrig kommet i kirke, hvis det ikke var for baptistspejderne. For selvom mine forældre begge var troende, tog de mig aldrig med i kirke. Min far var modstander af menigheder, fordi han syntes, de gjorde skade, når de fordømte og udstødte folk.

Og det er jo også forfærdeligt at tænke på, at man engang kunne udstøde unge piger fra kirken, hvis de blev gravide før ægteskabet, selvom det var der, de havde mest brug for fællesskabet.

Sådan har kristendommen også været forfærdelig, men vores opgave er ikke at dømme andre. Det er kun Gud, der skal være dommer. Vores opgave er at være barmhjertige.

– Jeg er vokset op med en far, der har fortalt mig, at man altid skal møde en fremmed som en ven. Og min far så jeg også læse i Bibelen. Men ligesom spejderne prædikede han aldrig.

Faderen, der var uddannet administrativt ved de bornholmske jernbaner, men senere flyttede familien til Amager, havde et meget fordomsfrit blik på sine medmennesker. I Kirsten Wendells barndomshjem kunne hendes fars siddeplads ved familiens spisebord til gengæld i lange perioder være tom.

Hendes far led af den psykiske sygdom skizofreni og var derfor flere gange i løbet af opvæksten i behandling i lange perioder, men var der 100%, når hans behandling virkede. Men hendes far havde en fordel.

Han var meget troende. Og det gjorde, at han trods alt kunne have et liv sammen med resten af familien, forklarer kommunalpolitikeren.

– Når han var rask, læste han hver aften i Bibelen og blev trøstet af den. Sådan lærte jeg tidligt, at troen er en hjælp, selvom den ikke gør livet smertefrit. For kristne lever jo i den samme verden som alle andre.

Jeg har selv haft mange smerter i halsen og rygraden, fordi den simpelthen er braset sammen. Jeg gik med store smerter i syv år, inden jeg blev opereret. Men jeg tror ikke, at Gud giver os større byrder, end vi kan bære. Og når man kan bede til Gud, er man aldrig alene.

Troen handler også om at bekæmpe andres ensomhed ved at møde fremmede som venner, mener hun. Og den holdning betød, at hun hurtigt blev de bornholmske burmeseres ”bedstemor”:

– De sidste 15 år har jeg haft næsten dagligt besøg af vores burmesere, uanset om de er kristne eller buddhister. Og det har været en stor glæde at møde så mange nye mennesker med et åbent sind.

Det har været en stor udfordring for mig, for jeg har altid været vant til at kunne snakke mig fra alting, men da de første burmesere kom til Bornholm i 2004, kunne de ikke et ord dansk og ikke et ord engelsk, men man kan altid give et smil og et knus.

Knus har ingen af dem fået med hjemmefra, men nu tror jeg ikke, at nogen af dem vil undvære det, siger hun og smiler.

Venskabet med burmeserne begyndte i januar 2004, da de første burmesere kom til Bornholm. Flere af dem var i forvejen baptister, og sådan skabtes kontakten. Kirsten blev flygtningekoordinator i Baptistkirken.

– Jeg mødtes først med nogle af kvinderne, der havde sandaler på i frostvejret i februar, og så tog jeg dem med over i baptistkirken og så deres glæde over at komme her, og siden er der flere og flere, som simpelthen satte sig på vores trappetrin.

Og det betød også, at baptistkirken gik ind i det, og min mand og jeg kom til at stå for det frivillige arbejde og kontakten til menigheden med dem. Hurtigt kom Bente og Jette til, og sammen stod vi for integrationen.

Vi fik oprettet støttefamilier. Det var godt, jeg havde et arbejde med hjemmearbejdsplads, der gav plads til det. For det har været en kæmpe berigelse.

Kort om tro

Hvordan blev du troende?

– Gennem Baptistspejderne og gennem de mennesker, som der viste mig, at jeg var en del af flokken.

Hvad er kernen i din tro?

– Tillid til noget, som jeg ikke kan vise frem, men som giver mig en tryghed og tillid til, at tingene nok skal gå.

Hvorfor kommer du i kirke?

– For mig er fællesskabet virkelig vigtigt, og det har også stor betydning at komme i kirke for mig. Det er der, jeg henter en vitaminpille til resten af ugen, men det er ikke den vitaminpille, der definerer min tro.

Hvis et menneske har brug for hjælp, vil jeg ikke sige, at jeg ikke kan klokken 10.30 om søndagen. For jeg føler ikke, at jeg bliver mere kristen ved at gå i kirke hver eneste søndag.

Blå bog

Født i 1954. Uddannet i kontor og regnskab på købmandsskolen. Voksenpædagogisk uddannelse i 2005.

Ansat i Dagmar Film, hvor hun stod for regnskab og økonomien. Har lavet regnskab for flere forskellige filmfolk, heriblandt Christian Braad Thomsen. Det gør hun stadig.

Hun er stadig administrator for en ejendom på Frederiksberg, ligesom hun indtil for nylig var regnskabschef for et firma, der laver solenergi.

På Bornholm har hun blandt andet lavet regnskab for Auto i Aakirkeby og været direktør for Bornholmer Pilen.

Medlem af kommunalbestyrelsen og social- og sundhedsudvalget for Socialdemokratiet.