’Uden Langfredag ville der ikke være en Påskemorgen’
”Langfredag kan noget. Uden Langfredag ville der ikke være en Påskemorgen. Jeg mener, at Påskemorgen viser Gud sin magt, men Langfredag viser han sin kærlighed.”
Det fastslog Jens Rohde MF (løsgænger) i sin samtale med Anders Laugesen efter DR-gudstjenesten i Sortebrødre Kirke i Viborg Langfredag. Politikeren, der selv som ung har sunget i kirkens kor og fået orgelundervisning i kirken, siger i samtalen med Anders Laugesen om Langfredags salmer:
”Salmerne er jo fantastiske for en sentimentalist som mig, der elsker mol-musik. Hvis man ikke tror på noget, skal man jo bare høre ”Hil dig, Frelser og Forsoner”. Så bliver man jo grebet med det samme!
Det er jo en af de smukkeste og største salmer, vi har.” Jens Rohde taler også om, at afmagt og sorg stiller et menneske overfor etiske fordringer og giver et drive, der åbner mod noget nyt.
”Det er godt at være stærk i troen, for da er man ikke alene. Det er fantastisk at kunne stille sig under korsets beskyttelse, fordi Gud har vist sin kærlighed,” fastslår Jens Rohde.
Udsendelsen kan ses på DR.dk indtil april 2022.