Er vi forfulgte – eller i problemer?

Af Bodil Lanting

”Guds ord siger, at kristne vil blive forfulgt. Hvis du ikke bliver forfulgt, har du et problem!”

Så radikalt lød det under et interview med en kristen fra Tyrkiet. Herefter blev der helt stille på videomødet, skriver generalsekretæren for Dansk Europamission. Og intervieweren må konkludere: ”Så har danske kristne et problem”.

Har danske kristne frihed?

Måske viser debatten om fri abort, at vi alligevel ikke har fuld ytringsfrihed i Danmark.

Statsministeren reagerede fx hurtigt på, at der er kommet en KD’er i Folketinget, ved at fastslå på Facebook, at der ikke er plads til nuancer i debatten om ”kvinders uindskrænkede ret til at bestemme over egen krop og fremtid”.

For det meste prøver danske kristne vist at undgå konflikter, og vi har ofte ”uld i mund”, når vi taler om kontroversielle emner, både i kirkerne og i samfundsdebatten. Har vi i virkeligheden vænnet os til at gå ind i rollen som ”pæne” borgere i stedet for at være salt og lys i verden?

Forfølgelsens mange ansigter

I sidste uge beskrev Open Doors i en kronik i Udfordringen de forfærdelige forhold, som Nordkoreas kristne lever under.

I samme avis var der en artikel om tre kristne i Egypten, som mener, at de lever i frihed, selv om en kristen mand var blevet henrettet af islamister i april. Denne artikel reagerer Open Doors Danmark nu på, blandt andet ved at henvise til de grundige forundersøgelser, som ligger bag Verdensranglisten, hvor Egypten har pladsen som det 16. værste land for kristne.

Der er forskel på forfølgelser, forklarer Open Doors’ generalsekretær René B. Ottesen.

Det lyder da også underligt for en dansker, at de tre koptere nærmest bagatelliserer henrettelsen af en landsmand. Men der kan også være tale om en gradvis tilvænning til det unormale, som i eksperimentet med frøen, der ikke opfatter, at den er ved at blive kogt ganske, ganske langsomt.

Helen vil være ”færdigbagt”

I denne uge bringer Udfordringen to længere interviews med forfulgte. Eritreansk-fødte Helen Berhane sad gennem to år fængslet i en container på grund af sin kristne tro. Hun fortæller, at hun hverken blev frustreret eller vred på Gud på grund af prøvelsen – det var nemlig en læreproces at være i ”ovnen”, som hun siger.

Og det er ikke bare en talemåde, for containeren kunne blive frygtelig varm i solen.

”Hvis jeg siger: ’Nej, jeg kan ikke lide varmen’, så kan Gud åbne ovnen, men jeg bliver ikke færdigbagt og består prøvelsen,” siger hun i interviewet. Hun valgte ovnen, fordi hun ikke tvivlede på Guds kærlighed midt i lidelserne.

Mehmet forventer forfølgelse

I Samuel Nymann Eriksens interview med Mehmet fra Tyrkiet siger denne om forfølgelsen af kristne: ”…klager vi over det? Nej, for Guds ord siger, at disse prøvelser vil styrke os. Hvis du ikke bliver forfulgt, har du et problem.”

På samme måde peger Helen på, at det er let at se, hvor kampen står i Eritrea, mens det er mere vanskeligt at gennemskue i Danmark. Hun slutter: ”I Danmark er vi glade for vores frihed, men er ikke altid bevidste om kampen.”

Tak for disse vidnesbyrd. Hvor har vi danskere brug for at høre dem. Og hvor har vi meget at lære.