Hartzner stiller op for at ’få Mission Øst tilbage på sporet’

Den tidligere leder udfordrer den nuværende bestyrelsesformand.

Kim Hartzner stiftede sammen med sin far René Hartzner hjælpeorganisationen Mission Øst for 30 år siden.

Kim Hartzner stiller nu op til formandsposten på Mission Østs årsmøde den 30. maj. Det fortæller han i et opslag, hvor han samtidig går i rette med den nuværende formand Torben Andersen.

Kim Hartzner blev sidste år fyret som generalsekretær af den daværende bestyrelsesformand Carsten Wredstrøm.

Men på generalforsamlingen afsatte et flertal bestyrelsen og indsatte en ny bestyrelse. Denne bestyrelse fik Torben Andersen som formand og genansatte Kim Hartzner – men i en ny stilling som fundraiser.

Imidlertid er Kim Hartzner ikke tilfreds med tilstanden i Mission Øst. I et opslag på sin Facebook kritiserer han den nuværende formand Torben Andersen for ikke at have været opmærksom på den økonomiske situation i søsterorganisationen Aktiv Mission.

Den har ifølge Hartzner formøblet 2,8 mio. kr., så der nu kun er 180.000 kr. tilbage. Til trods for, at Torben Andersen mente, at ‘Der var styr på situationen’.

Og den samme situation truer nu Mission Øst, ifølge Hartzner.

– Efter et rekordstort overskud på 2,4 mio sidste år er det lykkedes at skifte regnskabsprincip.

Men der er kun 230.000 kroner tilbage i kassen i Mission Øst, og det er stort set ingenting. Men bestyrelsen regner med gennem besparelser at øge egenkapitalen med 3 mio. kroner i år. Det er en urealistisk og alt for sårbar strategi.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Man kan ikke spare sig til et overskud på 3 mio. kroner, som vores revisor igennem mere end 20 år kan bekræfte,” skriver Hartzner og tilføjer:

– Om et år er der årsmøde igen, og så tror jeg, Torben er gået for længe siden, og Mission Øst gået nedenom og hjem. Ligesom Aktiv Mission. Men det MÅ ikke ske.

Kim Hartzner argumenterer derefter for, at han selv har skaffet en stor del af sidste års overskud gennem personlige kontakter.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Var disse indtægter ikke kommet ind, ville det sidste år have endt med et underskud på 1,5 mio. kr. Og så ville Mission Øst været gået fallit, påpeger han.

– For at få de nødvendige millioner i indtægter, skal en organisation have et ansigt, en sjæl og et hjerte. Uden sjæl dør en organisation.

Jeg kan levere det ansigt, den sjæl og det hjerte. Det ved alle med et blot perifert kendskab til Mission Øst.

Og den sjæl, den er kristen, skriver Kim Hartzner som begrundelse for, at han nu stiller op som formand.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han citerer den nuværende formand Torben Andersen for at have skrevet følgende: “Jeg har ikke et ønske om, Mission Øst er den ene eller den anden organisation. Derfor kan jeg ikke kæmpe den kamp, der skal kæmpes for at få Mission Øst tilbage til sporet som kristen organisation.

Jeg er ikke overbevist om, at det er en kamp, der skal kæmpes. Mit eget kommitment som formand rækker til næste årsmøde i 2021.”

– Til det kan jeg bare sige, at det ønske har jeg, ‘at kæmpe for at få Mission Øst tilbage til sporet som kristen organisation.’

Jeg ønsker, at fars og mit livsværk, Mission Øst, må blive bevaret, fastslår Kim Hartzner.
Han mener, at formandsposten vil sikre ham et naturligt ansigt udadtil som talsmand for organisationen.

Nødhjælp og udvikling

Mission Øst er en international nødhjælps- og udviklingsorganisation, der arbejder i kriseramte lande i det tidligere Sovjetunionen, Mellemøsten og Asien.

Baseret på kristne værdier yder man både akut nødhjælp under katastrofer og langsigtet udviklingshjælp til kriseramte lokalsamfund.

Arbejdet bliver støttet af EU, FN, flere regeringer – bl.a. den danske og tyske – en række fonde, kirker og tusinder af private støtter. Mission Øst følger Røde Kors’ Code of Conduct.

Torben Andersen er formand for Mission Øst. Privat er han investeringsrådgiver.

Formand: Mission Øst har ikke brug for at blive ”reddet” – fremtiden tegner lys

Formanden for Mission Øst, Torben Andersen, er ikke enig med Kim Hartzner i, at Mission Øst er i en kritisk situation.

Udfordringen har forelagt ham Kim Hartzners oplæg for at give ham mulighed for at svare.
Torben Andersen svarer i stikords-form:

• Jeg er valgt til bestyrelsen for 2 år og således ikke på valg før 2022.

• Der er ikke brug for at “redde” Mission Øst. Vi er inde i en god udvikling, og fremtiden tegner lys.

• Grundet støtternes store opbakning kom vi ud af 2020 med overskud, og vi kommer ud af 2021 med endnu større overskud.

• Vi kan allerede nu se, at vi bruger mindre på administration end tidligere – fra 11 til 9 procent. Vi forventer at nedbringe administrationsprocenten yderligere i 2021.

• Mission Øst er kristne værdier i handling og har altid været det. Men vi forkynder ikke. Derfor udskilte Kim og hans far de forkyndende aktiviteter i Aktiv Mission allerede i 2001.

• Der er vandtætte skodder mellem Aktiv Mission og Mission Øst juridisk, så jeg har ikke udtalt mig på vegne af Aktiv Mission.

• Det handler i virkeligheden ikke om Kim eller andre navngivne personer – det handler om de 200.000 mennesker, som er direkte afhængige af vores hjælp. Og de virkelige helte er de mere end 250 trofaste og dedikerede medarbejdere ude i felten og på kontorerne i København og Bruxelles.

• Der er ikke brug for et formandsskifte eller lignende Der er brug for arbejdsro, så arbejdet kan udvikles og Mission Øst fortsat kan fremstå som det organisationen er: En troværdig og pålidelig organisation, der når ud i de mest afsidesliggende områder af verden for at hjælpe sårbare og marginaliserede mennesker, skriver formanden.

Han gør også opmærksom på, at man ikke bare kan møde op på årsmødet til generalforsamlingen. Man skal have et adgangskort på grund af Corona.