Strandkirkepionér med hang til mennesker

Ole Kønig har altid interesseret sig for mennesker – fællesskab og samvær har størst betydning for ham. Han har også altid været flittig. Både før og efter han i 1976 blev kristen.

Prioriteringen af arbejdsopgaver og tid forandrede sig, da hans datter i konfirmationsalderen fik lokket ham med som frivillig hjælper på en kanotur i Sverige med den nu pensionerede præst Helge Pahus og Karlslunde Strandkirkes ungdomskreds.

– Jeg plejer at sige, at den kanotur var mit alphakursus, for oplevelserne førte mig til tro. Jeg husker stadig ganske tydeligt, hvordan Pahus lå på knæ på en græsskråning og holdt andagt:

”Jesus er parat til at tilgive alle vores synder … I skal bare forestille jer, at han siger: Kom her og læg alt jeres skidt og møg på mine arme, og jeg tilgiver jer”, fortæller Ole Kønig.

– Det rørte mit hjerte, understreger Ole Kønig, som i kølvandet på kanoturen begyndte at tage til gudstjenester:

– Kort efter kanoturen spurgte Helge Pahus mig overraskende hurtigt, om ikke jeg ville holde en lille andagt for de unge.

– Jeg sagde ja, men tænkte: ”Hvad skal jeg dog tale om?” Men så kom jeg i tanke om et telegram, jeg fik, da jeg blev konfirmeret – fra min klasselærer. Heri stod bl.a.: ”Kære Ole, du ved, jeg elsker at give opgaver. Du skal ikke løse den i dag, men en dag du får tid …”

Det var i øvrigt det eneste telegram, jeg havde gemt – ud af en hel stabel, jeg fik til min konfirmation, fortæller Ole Kønig.

Opgaven, læreren gav ham, var at sammenligne lignelsen om de betroede talenter med et vers fra en sangbog, han ikke kendte.

– Efterfølgende fandt jeg frem til, at det måtte være 2. vers fra ”I alle de riger og lande”, og det blev dét, jeg holdt min andagt over som 41-årig i Karlslunde Strandkirke, husker han.

”Du må kunne nå det, du skal,
inden for normal arbejdstid”.

Apropos det med – som nævnt i telegrammet – at få tid: Da Ole Kønig blev kristen, hørte han i ånden: ”Du må kunne nå det, du skal, inden for normal arbejdstid”.

Det fik ham til at sætte en stopper for de ellers ofte lange arbejdsdage, han dengang havde for vane. Som chef i FDB.

– Så blev jeg en 8-16 chef … jeg havde jo også familie, siger han. Kirke og kirkefamilie fik fra da af hovedrollen i hans liv.

– Efter at jeg havde holdt andagten, begyndte jeg at gå med til gudstjenester og blev inviteret med i en bibelkreds. Min kone tog med. Hun kom fra et kristent hjem og bad i forvejen altid aftenbøn for vores tre piger, fortæller Ole Kønig, der er født i 1935.

Han er vokset op i Vanløse, hun i Nordvest-kvarteret, men ægteparrets tre seneste boliger har været i Karlslunde. Så tæt som muligt på den karismatiske kirke, der stadig nærmest er hans andet hjem.

I 1979 kom Ole Kønig med i menighedsrådet. Han var med i 19 år – i en periode som formand.
– Jeg var bl.a. involveret i byggeriet af vores store kirke. Tidligere var vi jo i en lille trækirke, men senere blev vi et selvstændigt sogn og fik god plads.

Trykkeri i kirkekælderen

– Pahus var god til at sætte os i gang. Han købte forskellige trykkerimaskiner – og hans sønner Kristian og Anders Pahus, og Christian Bryld var med til at trykke kristne bøger i ’80erne. Jeg hjalp med indkøb og regnskab.

”Dig til ære” lovsangbogen er blevet trykt i 20.000 eksemplarer. Først trykte vi den og Pahus’ bøger selv, senere fik vi trykt ude i byen. Vi trykker ikke længere i kirkekælderen, siger Ole Kønig, der nu er daglig leder af Forlaget Mediacellen.

Kirkens non profit-bogforlag deler ud af sit overskud via Strandkirkefællesskabet, der støtter kristne velgørende projekter.

Alpha og Teleios

– I 1995 var vi 4-5 stykker, der tog med Pahus til London til en Alpha-konference. Her oplevede vi igen den karismatiske mødeform, hvor der blev bedt for folk, og hvor de faldt i ånden, fortæller Ole Kønig.

Umiddelbart efter startede de Alpha op herhjemme.

– Omkring 1990 lå der et opslag i kirken om et Teleios-kursus: Størst er kærligheden.
Præsten Peder Poulsen stod som leder af det. Det handlede om at blive bedre i samtalen, bedre til at lytte. Fire norske ægtepar var undervisere og gruppeledere.

Bagefter spurgte jeg dem, om de ville komme til Karlslunde Strandkirke året efter. Det kunne jeg spørge om på grund af den store frihed, Helge Pahus altid gav menigheden.

– Jeg kom til at stå for kurser, som er udviklet i USA. I ti år. Det lærte mig meget. For eksempel, at hvis der er et menneske, du fornemmer gerne vil tale lidt dybere med dig, så gå ind i et mindre rum, hvor I kan være alene. Ellers kunne jeg dengang godt ind imellem blive lidt distraheret i samtaler, når der skete meget i det store kirkerum.

Det var en krævende tid. Vi fik også kontakt med andre kirker, normalt de karismatiske, hvor vi også gennemførte Teleios-kurser, fortæller Ole Kønig.

Pilgrim

I 2006 kom en pilgrimspræst på besøg i kirken. Til et seniormøde – det populære onsdagstræf.
– Det var Elisabeth Lidell, som gjorde stort indtryk på mig rent åndeligt. Hun rørte mig … Guds ånd rørte mig, gennem hende, forklarer han.

Elisabeth Lidell nævnte, at Peter Møller Jensen, præst i Bellahøj Kirke, holdt fire vandringer fra Malmø til Ystad – fire lørdage à tyve kilometer. Ole Kønig tog til Sverige og vandrede med. Da han kom hjem, fortalte han om den første vandring hjemme i kirken. Arne Rasmussen og Svend Strandberg gik inspireret heraf med anden gang.

– Vi lærte, hvordan man holder en pilgrimsandagt. Vi vandrede sammen, bad sammen og holdt sammen. Arne og jeg dannede efterfølgende fra 2006 en pilgrimsgruppe i Strandkirken. Den kører stadig, siger Ole Kønig.

Udover vandreture herhjemme har de bl.a. travet i Spanien, Tyskland, Polen og til Asissi i Italien.

– Det væsentligste er det åndelige fællesskab, der opstår, pointerer han.

Ole Kønig går stadig mange ture. Ind imellem går han også med vennen Helge Pahus.

– Jeg var i øvrigt med til at genoptræne min åndelige far Helge efter hans blodprop i 2014, fortæller han.

Arbejdsliv før og efter

Ole Kønig startede sit arbejdsliv som kontorassistent i Københavns Sporveje. I 1962 blev han programmør på Datacentralen. Derefter fik han job i Hovedstadens Brugsforening (HB) og så i FDB (nu Coop), hvor han blev chef for leverandørbetaling – efter at have læst til merkonom i regnskab. I 1998 gik han på efterløn.

– Før jeg kom med i kirken, holdt jeg virkelig meget af mit arbejde. Jeg holdt især meget af de mennesker, jeg arbejdede med. Der er jo et menneske bag hver eneste ansat – uanset hvad de laver, siger han.

Det åndelige arbejde og fællesskab, han fik i kirken efter kanoturen i Sverige, har dog betydet mest:

– Helge Pahus har jo været en fantastisk læremester, og jeg har haft så mange fantastiske samtaler med mennesker i kirken. Det berører én åndeligt at være en del af stedet. Det er Helge Pahus’ ånd, der går igen.

Jeg har været med til at starte ting, fordi de rører hjertet – og været god til at involvere mennesker, tilføjer han.

Da Ole Kønig gik på efterløn var planen at arbejde frivilligt en dag om ugen i kirken. Max 1/3 af tiden … Sådan blev det ikke. Han er der nærmest dagligt og ser ud til at stortrives i sit kontor i kirkens kælder.

Han ser i høj grad ud til at høre til i den kirke. Med fødderne fast placeret på jorden, og hjertet gerne vendt mod himlen.