Tilgivelsens gave er frihed

Evy Kristensen, Odense

Jeg har været meget optaget af tilgivelse den sidste tid, og hvad tilgivelse kan bibringe af forløsning til mennesker.

Vi har svært ved at tilgive, måske fordi det ligger i vores DNA, at vi i en eller anden grad er egoistiske, selvretfærdige og lider af stolthed. Mange tænker måske “hvis jeg bare tilgiver, er jeg sådan en konfliktsky en, der bare bøjer nakken.”

Tilgivelse er for mig en beslutning om at ændre på sin situation og stoppe med at være offer. Her kan Gud være med til at give styrken, så man ikke går i egen kraft og alene.

Hvordan ser det så ud, når det er mig, der skal tilgive et menneske, som har gjort noget utilgiveligt overfor mig? Hvis jeg kigger i Biblen, er det meget klart. Jesus siger til Peter, at han skal tilgive 77 gange, da Peter spørger, dvs ALTID.

Det kan ikke siges tydeligere, men det bliver det ikke lettere af. Engang var tilgivelse meget svært for mig, det er det ikke mere. Vi ved godt, tilgivelsens vej er den rigtige vej at gå, alligevel er det så svært.

Jeg tror, vi alle har mærket følelsen, når vi gav slip og tilgav og satte os selv og den anden i frihed. Tilgivelse kan være svær i alle dele af samfundet, såvel udenfor som indenfor kirken.

Udsat for overgreb

Jeg bar i mange år på en dyb smerte i mit liv, fordi jeg havde været ude for overgreb som barn. Jeg kunne ikke tilgive, heller ikke selvom Jesus sagde det, og mange argumenterede for, det var det rigtige at gøre.

Tilgivelsens vej var en lang vej for mig. Den startede med, jeg tog ansvar for mit liv og ikke længere ville være offer. Jeg ønskede at sætte mig selv fri. I hele forløbet bad min ægtefælle og få nære venner for mig; de var der, når jeg havde brug for dem.

Jeg mærkede stille og roligt, at Gud arbejdede i mit sind, processen var i gang. Senere fik jeg koblet en dygtig psykolog på, som havde fuld respekt for mig og min tro.

På det tidspunkt jeg besluttede mig for at handle, følte jeg, at jeg var i et selvvalgt fængsel, som Gud ønskede, jeg skulle ud af. Jeg begyndte at gå “vejen” sammen med Gud og mennesker, der elskede og respekterede mig.

Det tog tid, men en dag var smerten, sorgen og vreden helt væk, og jeg åbnede fængselsdøren ud til friheden. Der var et helt nyt liv til mig.

Sætningerne “Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft” og “Er Gud for os, hvem kan da være mod os?” blev mine tro følgesvende i processen.

Min slutbemærkning er: Prøv aldrig at presse et menneske til tilgivelse. Vis Jesu kærlighed, lyt, bed og vær der, når der er brug for det.