Den profetiske udfordring

Kan vi stole på profeterne? – Ja, vi kan stole på de sande profeter, men ikke på dem, der profeterer for at behage eller skabe sig et navn.

I weekenden talte den messianske jøde Ron Kantor på Aglows landsstævne. Han kritiserede kraftigt den moderne profetiske bevægelse. Det kan man læse her.

Der er meget rigtigt i hans kritik. En del af de moderne profeter har været lidt for hurtige til at profetere – fx om Trumps genvalg – måske fordi de ønskede det, eller fordi andre profeterede det, eller de regnede med, at det ville ske.

Det er også rigtigt, at der findes nogle opblæste typer, som forsøger at skabe sig et navn og et ministry på at profetere opsigtsvækkende ting, som aldrig sker. For hvor der er mennesker, er der også synd, også i kirken.

Men nu har jeg hørt Ron Kantors undervisning igennem flere gange, og selv om jeg er enig i det meste, så kan jeg også se, at den form for kritik ødelægger mere, end den gavner. Ligesom når meget rettroende kristne kritiserer helbredelser og andre nådegaver.

1) Ved at kritisere ”profeterne” generelt over én kam, bliver hans kritik unuanceret og uretfærdig overfor de sande profeter, som har det svært nok i forvejen.

2) Hans kritiske bedømmelse af Trump og Netanyahu er ikke bibelsk funderet; den skyldes såmænd hans egne liberale politiske holdninger. Hvis man vil kritisere andre for at blande politik ind i kristendommen, så må man selv holde sig fri af det samme.

3) Han afstandtagen fra racisme er selvfølgelig rigtig. Men det er ikke rimeligt at koble dette sammen med Trump og Netanyahu, som jo ikke går ind for racisme, selv om nogle af deres tilhængere eller partnere måske gør.

4) Kantor påstod frejdigt, at Trump ikke er kristen – fordi hans opførsel ikke er ”kristen”. Men man skal være forsigtig med at bedømme, om andre er kristne eller ej – specielt, hvis man kun bedømmer dem ud fra deres opførsel.

Så var vi nok en del, der faldt igennem. For helliggørelsen af et menneske er jo ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Man ændrer ikke pludselig karakter – det er en proces. Og man skal ikke bedømme mennesker på deres før-kristne tid. Det gamle er forbi.

Men bortset fra de politiske holdninger, så har Kantor ret i, at der er brug for større ansvarlighed, når man taler på Guds vegne. Og den kan vi alle tage til os.

For ganske vist er vi ikke alle profeter. Men vi kan alle lære at høre fra Gud. Og det er en stor mulighed.

I Joels bog 3 lover Gud os, at ”Engang herefter vil jeg udgyde af min Ånd over hele menneskeheden. Alle vil komme til at profetere, både mænd og kvinder. De gamle vil få åbenbaret min vilje gennem drømme, de unge vil få det gennem syner. Selv mine ringeste tjenere vil blive fyldt med min Ånd, og de skal profetere.”

Heldigvis er der kommet mere fokus på det åndelige. For hvis ens tro kun bygger på dogmer og tillært stof, så risikerer man at gå glip af det vigtigste – nemlig den personlige erfaring af Gud og Jesus gennem Helligånden.

En generel og unuanceret kritik af ”profeterne” vinder nemt gehør blandt mennesker, der bare er kritiske, fordi det profetiske er nyt og ukendt for dem og deres kirke.

Men det profetiske kommer fra Helligånden, hvis det ellers er ægte. Og man skal ikke ringeagte profetisk tale.

Derfor skal vi ikke smide barnet ud med badevandet, men lære af fejltagelserne.

Vi har brug for profetisk inspiration i denne afgørende tid. Men det skal være ægte profetisk inspiration – ikke letkøbte lykke-profetier, som udtales i flæng for at behage mennesker. – Heller ikke profetier, der er præget af egne holdninger eller et ønske om at imponere. Kun den ægte vare.