Sankt Lukas – fra søsterfællesskab til bofællesskab

Da de var flest, var de 321 diakonisser. De var ugifte, bar samme dragt og havde fællesøkonomi. I dag er de 10 tilbage.

Til gengæld er der nu et kristent bofællesskab på stedet. Lukas-fællesskabet består af både mænd og kvinder, enlige og gifte, unge og gamle, som lever på stedet i en løsere form end i det gamle diakonissefællesskab.

Vi har besøgt Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup og talt med en af de gamle diakonisser og en af de nye beboere.

Den 88-årige søster Martha Jensen er lige flyttet på Sankt Lukas Stiftelsens plejehjem, Lindely. Tidligere var plejehjemmet udelukkende beboet af ældre diakonisser. I dag er hun den eneste diakonisse, der bor fast på plejehjemmet.

Det var slet ikke hendes mening, at hun skulle være diakonisse. Hun ville være sygeplejerske og søgte ind på Sankt Lukas Stiftelsens sygeplejeskole: ”De vidste ikke, om jeg kunne begynde dér.

Men jeg kunne godt starte som søsterelev. Alligevel blev jeg optaget på sygeplejeskolen. Jeg lovede så Gud, at hvis han ville hjælpe mig med at få en sygeplejeuddannelse, så ville jeg blive diakonisse bagefter. Men han trak nok i den lange ende, for jeg endte som søsterelev.

I søsterskolen, som det hed, kom vi rundt i hele huset. Jeg arbejdede i køkkenet, på børnehjemmet, i rengøringen og i spisestuen. Vi skulle jo lære hele huset at kende”.

Søster Martha fortæller, hvordan hverdagen så ud dengang:

”Vi havde morgen- og aftenandagt. Hver onsdag var der bibeltime. Søndag formiddag samledes vi til gudstjeneste, og søndag aften havde vi søsteraften. Her fortalte søstre, der havde været ude at rejse, om deres rejser, og vi hyggede os sammen. Sankt Lukas Stiftelsen var vores hjem, med alt hvad det indebar af forpligtelse og støtte”.

Jeg bærer altid dragten

Hun sidder i sin blå søsterdragt. Den har hun båret i 68 år, siden hun som 20-årig indtrådte som søsterelev på stedet.

Selvom det for mange år siden blev frivilligt for søstrene at bære dragten, har søster Martha holdt fast ved den.

”På en måde er det ligesom dengang, jeg fik et KFUK-emblem. Jeg fik at vide, at ”emblemet viser, hvad og hvor du er. Det klart skal tale, selvom du har tiet. Og stille skal du vidne for enhver, om Frelseren, som du dit liv har givet”. – Sådan betragter jeg min dragt”.

Dragten er blevet så integreret en del af hende, at hendes familie slet ikke ville kunne tænke hende uden den. Hun fortæller en lille, sjov episode, hvor hun ville ud at lege med sin niece: ”Men hun ville da ikke lege med mig. Så tog jeg dragten på, hvorefter hun udbrød: Nu er faster kommet!”.

Nye kald

Søster Martha er glad for, at der med Lukas-fællesskabet også er en fremtid for Sankt Lukas Stiftelsen. Men når jeg spørger hende, hvad hun savner mest fra det gamle søsterfælleskab, er det ikke de manglende søstre, hun nævner:

”Jeg savner mest, at vi samles til bibeltimer og gudstjenester alle sammen”. Søster Martha håber derfor, at der med tiden vil opstå et tættere åndeligt fællesskab, hvor man er mere fælles om gudstjenester, andagter og bibeltimer, end man er i dag. Coronaen har længe sat en stopper for det.

”Det er stadig muligt at blive diakonisse, og jeg tror, der stadig er brug for os,” siger hun.
Der er ingen tvivl om, at hun håber, at der også ud af det nye fællesskab vil opstå nye kald til diakonissetjenesten.

Et liv i mission og diakoni

Erik Nielsen og hans hustru Birgitte flyttede i 2014 til en bolig på Sankt Lukas Stiftelsen. Da det nye fællesskab blev en realitet i 2017, var det naturligt for dem at blive en del af det.

Erik har en baggrund som diakon fra Kolonien Filadelfia. Han har bl.a. været missionær i Tanzania, evangelisationssekretær i Indre Mission og karrésekretær ud fra Kingos Kirke i København. Her var han med til at holde gudstjenester på Nørrebros bodegaer.

”Hvis der var frivillige nok, ville bodegaerne stå åbne for os,” påpeger han. I dag arbejder Erik på Café Luther i Luthersk Mission inde i København.

Vi går, hvor Gud sender os

Grundlaget for Erik og Birgittes livsvej har været beslutningen om at følge Guds vilje. Han fortæller, hvordan de havnede i Tanzania: ”Jeg var til samtale i Luthersk Mission om en stilling som evangelist i Holbæk.

Under samtalen sagde jeg, at min kone og jeg havde snakket om, at vi gerne ville sendes derhen, hvor Gud ville have os. Svaret var: ”Så kan det godt være, det ikke skal være Vestsjælland, men Vesttanzania”. Vi havde faktisk været med til at bede om, at der måtte komme flere evangelister derud. Jeg blev så én af dem”.

Ja, man skal ”passe på”, hvad man beder om. 3 ½ måneder efter var de på vej på sprogskole i England, hvorefter de tog til Tanzania. Det blev til 10 år i alt.

Når Erik skal fortælle, hvad der gjorde særlig indtryk på ham ved afrikanerne, er det, at ”de i den grad er tændt i brand for Jesus. Hvis de får nogle gode nyheder om ham, kan de ikke holde dem for sig selv”.

Vejen til Sankt Lukas Stiftelsen kan ses som en naturlig forlængelse af et liv lagt i Guds hænder. Det var ikke planlagt, men blev sådan.

Ringen er sluttet

Da Erik og Birgitte boede på Kolonien Filadelfia, færdedes de blandt diakonisser. Det gør de nu igen. På Filadelfia boede de i en slags kollektiv. På Sankt Lukas Stiftelsen bor de i et bofællesskab. Ringen er sluttet:

”Vi syntes, det var helt fascinerende at komme her. Det minder meget om Kolonien Filadelfia. Ånden. Søstrene, der har givet hele deres liv til Gud. Man kan mærke at bønnerne hænger i gardinerne. Der er blevet bedt mange bønner her i alle disse år”.

Sådan bliver man en del af fællesskabet

”Hver gang der er en lejlighed ledig, bliver den slået op i dagspressen. Der er ikke venteliste. Alle søger på samme vilkår. Derefter har man et halvt års prøvetid. Man skal være medlem af Folkekirken, men vi kommer fra mange forskellige sammenhænge. Det forventes, at medlemmerne støtter op om det åndelige liv i huset”.

Selvom der ikke er mødepligt til det meste, er flere gamle traditioner bevaret:

”Vi har morgenbøn hver anden uge og aftenbøn hver anden uge. Her kommer 8-10 fra fællesskabet. Vi skiftes til at stå for andagterne. Vi spiser også sammen hver 14. dag og er efterfølgende sammen om aftenen.

Det forventes, at man er aktiv i frivilligt arbejde”. Efter over 100 år som diakonissehus med faste strukturer og tydelig ledelse står man nu over for noget nyt og uprøvet.

Har det ikke været svært at finde fælles fodslag?

”Der blev i begyndelsen ansat en til at guide og strukturere Lukas-fællesskabet. Søstrene har også været med hele vejen. Men det må godt nok have været svært for dem med den store forandring,” slutter Erik.

Der er i dag i alt 58 i fællesskabet inklusiv diakonisserne.