300 års jubilæum for mission i Grønland fejres med kunst
Hans Egedes indsats i Grønland bør fejres, mener Menighedsfakultetet og Sømandsmissionen.
Omkring 95 procent af befolkningen i Grønland er medlemmer af folkekirken. Det hele begyndte med, at den dansk-norske præst Hans Egede rejste til verdens største ø for 300 år siden. Menighedsfakultetet og Sømandsmissionen fejrer dette enestående stykke missionshistorie med udgivelsen af to plakater af billedkunstneren Arnt Uhre.
I 1721 ankom Hans Egede til Grønland, hvor han satte sig for at bringe evangeliet til grønlænderne. Hans 15 år i landet blev præget af personlige omkostninger og mange udfordringer af vidt forskellig art såsom havsnød, sproglige vanskeligheder, sygdomme, epidemier, konfrontationer med Grønlands hidtidige religiøse ledere, teologisk kritik osv.
Mission med respekt for sprog og folk
Hans Egede var dog ikke sådan at slå ud. Han nærede en stor kærlighed til den grønlandske befolkning og satte sig for, at hver en fjern egn af det store land skulle nås med evangeliet.
Det var vigtigt for ham, at forkyndelsen skulle foregå på grønlandsk, og han gjorde sig derfor store anstrengelser for at tilegne sig sproget. Han havde desuden stor tillid til grønlændernes egne evner til at undervise og var medvirkende til, at kirken dengang som i dag bliver ledet af grønlændere, der bruger det grønlandske sprog.
Forskningsartikel
Kurt E. Larsen, som er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet, har i anledning af jubilæumsåret skrevet en forskningsartikel, som belyser Hans Egedes betydning for Grønland og evangeliets udbredelse i landet. Han mener, at der er grund til at fejre Hans Egedes mission:
”Hans Egede har en særlig status i missionshistorien, og det skyldtes ikke mindst, at hans arbejde i Grønland var båret af stor kærlighed til det grønlandske folk. Ind i den aktuelle debat er det værd at huske, at han i samtiden var elsket af små og store i Grønland”.
”Jeg har med stor interesse læst forskningsartiklen og finder det helt naturligt, at Sømandsmissionen er med i denne fejring af Hans Egede.
Vi har i mere end 50 år arbejdet og virket i Grønland. Skulle vi ikke være med til at sige tillykke, så er der ikke ret mange, der kan,” siger Nicolaj Wibe, generalsekretær i Sømandsmissionen.
Kunstplakaterne
De to kunstplakater er personligt signerede af Arnt Uhre. Oplaget er på kun 200 stk. Formatet er 50×70 cm. Plakaterne koster 200 kr. pr sæt plus fragt og bestilles hos Sømandsmissionen på mail: info@somandsmissionen.dk eller tlf. 3393 2543.
Kunstneren Arnt Uhre
Arnt Uhre (f. 1954) er især kendt for sine kraftfulde og fængende Kristusmotiver. Han begyndte som naturalistisk portræt- og landskabsmaler og har i en periode arbejdet med motiver fra de nordiske myter. Siden han blev omvendt til kristendommen i 1989, har den kristne ikonografi været hans dominerende tema.