Biokemien udfordrer evolutionsteorien
Vigtig bog om moderne videnskabelig kritik af Darwins teori er nu udgivet på dansk.
Det kan synes underligt, at man anmelder en bog, som i tilfældet med ‘Darwins sorte boks’ reelt er 25 år gammel. Der imidlertid to årsager til, at bogen fortjener anmeldelsen: 1) Det er første gang, vi ser den i dansk oversættelse, og 2) Bogens argumenter har spillet og spiller stadig en meget stor rolle for den moderne videnskabelige kritik af Darwins teori og for den stadigt voksende intelligent design-bevægelse.
Selvom dr. Michael Denton kom med sin bog ‘Evolution: A Theory In Crisis’ 10 år før udgivelsen af professor Michael Behes ‘Darwin’s Black Box’, må man sige, at det var Behes bog, som for alvor fik sat skub i den videnskabelige evolutionskritik og samtidig formidlede argumenterne, så også lægfolk kunne følge med.
Det er bogens styrke, at Behe skriver godt og er meget pædagogisk. Hans brug af sammenligninger til ting, vi alle kender, gør de biokemiske og molekylære argumenter imod evolutionsteorien til hvermandseje.
Musefælden, som ses på bogens cover, bruger Behe for første gang netop her i ‘Darwins sorte boks’ til at forklare begrebet ikke-reducerbar kompleksitet. Analogien er genial, fordi alle kan forstå, at en musefælde ikke kan udvikles gradvist, men må have alle komponenter på plads, før den har funktion.
Det samme gælder for cellens molekylære maskiner, som i kompleksitet og funktion langt overgår musefælden; heller ikke de kan udvikles gennem det gradvise evolutionsscenarie, Darwin foreslog.
Med stor overbevisning
Behe viser med stor overbevisning, at en proces som blodkoagulerings-kaskaden ikke kan opstå gennem evolutionens blinde mekanismer, men må være intelligent designet. Også denne finjusterede proces er ikke-reducerbar kompleks og tjener som et godt eksempel på de tusinder af processer i en organisme, som umuligt kan være blevet til gennem gradvis udvikling.
Musefælden og den molekylære motor, der driver colibakteriens flagel, er blevet ikoner for ID-bevægelsen, og begge introduceredes altså første gang i denne bog. ‘Darwins sorte boks’ rangerer således som en slags obligatorisk læsning for den, der ønsker at forstå, hvorfor evolution, sådan som den præsenteres af skole og medier, ikke længere er en gangbar videnskabelig teori.
Det er værd at vide, at argumenterne præsenteret i ‘Darwins sorte boks’, trods ihærdige forsøg ikke er blevet gendrevet af Behes modstandere – et emne, der berøres i bogens efterskrift, ’10 år senere’, der blev tilføjet i 2006-udgaven, som denne danske oversættelse er baseret på.
Entusiasme og humor
‘Darwins sorte boks’ er skrevet med stor entusiasme og med en humor, som vi sjældent ser hos de til tider meget vrede modstandere af intelligent design. Oversætteren Daniel Bengtson har gjort et absolut glimrende stykke arbejde – sproget er flydende og letlæseligt – samtidig med, at han har været yderst samvittighedsfuld med hensyn til at holde sig så tæt til originalteksten som overhovedet muligt.
‘Darwins sorte boks’ er på 321 sider (348 med kildehenvisninger og stikordsregister)
Udgivet på forlaget Gramma
Pris: 230 kr.
Forhandles på Hosianna.dk