Michael Frost kunne ikke se sig selv som præst

– Min nådegave er at undervise. Jeg har haft sult på Biblen lige siden, jeg lærte at læse. Og det var ikke børnebiblen, jeg læste, da jeg var 8-9 år, fortæller Michael Frost.

Michael Frost er tredje generation i en slægt af frikirkepræster og har læst biblen på flere sprog og på mange måder. For det meste fordyber han sig i teksterne, men en enkelt gang tog han også lige en lynlæsning – bare for at prøve det. 52 kapitler om dagen. Det gav, som han siger: ”noget andet”.

Nuanceret tilgang

– Jeg tror, en af grundene til, at vi vokser så meget her i Roskilde Baptistkirke – med 150 til 200 nye de sidste fire år, er, at man her får ballast med. Folk siger i hvert fald: ”I tør tage de besværlige skriftsteder med. I lærer os at tænke selv…” Og det er jo vejen væk fra det usunde. Væk fra kult, persondyrkelse og det sort-hvide og ekstremt forsimplede.

– Jeg mener, der er en suveræn rød tråd fra Det Gamle til Det Nye Testamente. I mange kirker prædiker man næsten kun Det Nye Testamente. I en sund kirke bør der blive taget udgangspunkt i hele Biblen, også de dele, der kan være lidt sværere at forstå, mener han.

Fra 12 til 80

Michael Frost var i 2016 primus motor for en gruppe på 12, der læste Biblen på et år:

– Der var bl.a. en mor, der bare lige skulle køre sin søn hen til gruppen, men så kom til at læse hele Biblen.
Det gav noget, at vi kunne sidde sammen og svare på spørgsmål. Da vi bagefter skulle til at køre bibelgruppe nummer to, var der 80 tilmeldte, men så kom coronaen, fortæller han.

Sammen om en kirke

Michael Frost er født i 1980 i Vordingborg. Hans mor og far havde plantet en lille apostolsk kirke i byen. En typisk gudstjeneste kunne bestå i, at hans far talte og stod for nadver, hans mor for lovsang og mødeledelse, mens Michael hjalp til med lyden.

Der var ikke økonomi til at aflønne en præst, så hans forældre måtte arbejde på fuld tid ved siden af opgaverne i kirken. Michael og to mindre søskende blev helt naturligt slæbt med i kirken. Uanset om det var gudstjeneste, bedemøde …

– Mine forældre er generation Tordenskjolds soldater … Man løfter og løfter – og man giver ikke op, forklarer præsten.

Barnetro

Michael Frost var seks år, da han en aften bad sin mor bede til frelse med ham:

– I barnetroen var der en forventning om, at når man bad Gud om noget, så skete det selvfølgelig. Derfor blev det at bede for syge – og forvente at Gud helbredte – også helt naturligt. Som barn tænkte jeg altid kun: ”Selvfølgelig kan Gud helbrede!”
Da jeg var ti år, var jeg en dag med til et stort møde, hvor jeg bad for mange – lige indtil jeg fik besked på, at det kun var dem med skilte på, der måtte bede for andre den dag, fortæller han.

Outsider

I skolen var Michael Frost som barn lidt af en outsider.

– Jeg var ekstrem robust som barn … og det handler selvfølgelig ikke om mig, men om noget, jeg har fået foræret. Jeg har altid været hårdhudet og haft let ved det boglige. Men jeg fik også modstand og mobning i skolen. Men hver gang vendte jeg mig til Gud.
Et stærkt familiesammenhold bygget på kristne værdier var en god modvægt:

– Vi var altid sammen – i kirken og i min familie, og der var brug for mig, forklarer han.

Som at cykle…

– Omkring 10 år gammel fik jeg for første gang til en gudstjeneste lov til at holde et ”indledningsord”, som det hed dengang.

– Jeg kan stadig huske, hvad jeg talte om: At livet med Gud er som at cykle. ”Nogle gange er det op ad bakke, andre gange nedad”. Efter gudstjenesten kom en kvinde fra menigheden og kiggede mig intenst i øjnene og sagde: ”Michael, en dag skal du være præst”. Jeg vidste, at det, hun sagde, kom fra Gud.

Fra business til præst

Michael Frost har en kandidatgrad fra CBS (Cand. Merc. Mac). Han er gift med Lajla, der er socialrådgiver og terapeut. Parret har to børn: Boaz på ni år og Aveline på syv.
Han har været med til at starte og siddet i ledelsen for flere små og mellemstore virksomheder.

– Min morfar, som også var præst, gav mig det råd at studere et eller andet. Derfor tog jeg på CBS. Men jeg skulle jo være præst, tilføjer Michael Frost.

I 2019 blev han deltidspræst i Roskilde Baptistkirke. I mange år havde han ellers gået og omformuleret ordet om, at han en dag skulle være præst … til at Gud måtte have ment, at han en dag skulle være forkynder.

– Jeg kunne ikke se mig selv som præst. Jeg er introvert – ikke spor hyrde, for jeg er ikke altid særlig tålmodig med folk, der har ondt af sig selv og ikke får gjort noget ved tingene. Jeg er mere apostel og forretningsmand. Jeg er målrettet.
Jakob Vagner og jeg arbejder godt sammen. Han er præst på fuld tid og har mere ansvar for det sjælesørgeriske. Vi har også et hyrdeteam på 6 til 10 personer, der besøger syge og giver sjælesorg … Hvis en enkelt præst eller to alene skulle tage sig af at besøge alle folk, der er syge eller udfordrede i vores kirke, så ville det være det eneste, der var tid til.

Lajla, Lajla, Lajla

En dag, hvor Michael var ansvarlig for et bedemøde i en kirke, dukkede en ny pige op. Hendes veninde havde overtalt hende til at tage med. Lajla havde sagt ja under forudsætning af, at de kunne gå igen, så snart bedemødet var slut.

– Jeg var den dag iført kikset jakkesæt – hun var i sit mest flippede tøj. Hendes forældre var arbejdsløse, og hun var opdraget med, at forretningsfolk i jakkesæt var magtmennesker. Der var, for at sige det mildt, ingen tiltrækning mellem os. Men sidst i bedemødet stillede vi os i en rundkreds og begyndte at bede ”popcorn-bønner”, hvor alle på skift beder en enkelt sætning.

– Da Lajla bad, oplevede jeg nærmest at blive suget ind i hendes bøn. Jeg mærkede også en åndelig tilknytning til hende. Og jeg vidste, at hun måtte have en hel særlig historie med Gud.
Da Lajla hørte min bøn, havde hun en tilsvarende oplevelse, og hørte ordene: ”Den mand har ordet i sin magt”.
Selvom Lajla og veninden havde planlagt at tage direkte hjem efter mødet, endte de med at tage på cafe sammen med Michael. Veninden startede med at gå ovenpå for at ryge, og Lajla nåede lige at tænke: ”Du efterlader mig ikke alene sammen med ham den mærkelige fyr”.
Men da veninden lidt senere kom tilbage, kunne hun slet ikke komme ind i samtalen. Hele aftenen sad Lajla og Michael og talte om tro – og delte oplevelser.
Det var dobbelt bønnesvar:

– Nogle måneder forinden havde jeg bedt: ”Kan du ikke finde en ægtefælle til mig, for jeg er åbenbart ikke særlig god til at finde den rigtig pige?”

– Lajla havde lidt forinden bedt: ”Kan du ikke sende en, der kan give svar på spørgsmål om nådegaver.” Hun var blevet kristen syv år tidligere – i en kirketradition, hvor de overnaturlige nådegaver ikke havde så meget plads, og hun var begyndt at opleve, at Gud talte profetisk til hende.
Da aftenen sluttede, og Lajla og veninden var kørt hjem på cykel, spurgte veninden ud af det blå: ”Hvad skal jeg svare på søndag, når Michael spørger om dit telefonnummer?”
Om søndagen spurgte Michael ganske rigtigt efter Lajlas telefonnummer.

– Dagen efter sad Lajla og talte med en kristen dame, der var hendes åndelige vejleder. Lajla fortalte om det mærkelige møde med mig, da hendes telefon, som hun ellers var sikker på var på lydløs, ringede. Uden at kigge på telefonen sagde vejlederen: ”Det er Michael, der ringer og spørger, om du vil på en date. Nu tager du telefonen og snakker med ham”.

– Vi mødtes igen, og denne gang var jeg ikke i jakkesæt, og hun havde ikke sit mest flippede tøj på. Det endte med, at vi talte til langt ud på natten og oplevede en meget dyb fortrolighed, selvom vi kun lige havde lært hinanden at kende, fortæller han.

Der gik ikke lang tid, før de blev kærester, men de var fortsat ikke fysisk tiltrukket af hinanden. To måneder senere tog Lajla et halvt år på bibelskole, og imens bad de begge for, at de måtte opleve en fysisk tiltrækning, da det i længden var for hårdt ikke også at have den relation.

– Da Lajla seks måneder senere landede i Kastrup lufthavn, opstod den fysiske tiltrækning nærmest som i en dårlig Hollywood-film.

– Vi er sååå forskellige – og har lige haft kobberbryllup! Sagen er, at vi passer perfekt sammen. Gud kender os bedre, end vi selv gør, understreger Michael Frost.