Mt Ararat var sværere end forventet…

Syv danskere var med på Udfordringens ekspedition til Mt Ararat i slutningen af august. Men de underjordiske rum på bjerget viste sig at være oversvømmet af smeltevand fra iskalotten på grund af en usædvanlig varm sommer.

De syv deltagere havde selv betalt finderen af fundet, Ahmed Ertugrul (kaldet Parasut) for at lede dem til det hemmelige sted på det bibelske bjerg.

I 2010 offentliggjorde han sammen med den kinesiske NAMI-gruppe, at de havde fundet omfattende rester af ældgammelt bearbejdet træ i 4.200 meters højde. Desuden fandt de træ i sprækker under jorden i 4.800 meters højde. Resterne var fordelt på 7 rum under jorden i en højde, hvor der ikke har boet mennesker i historisk tid.

Udfordringen har tidligere beskrevet det store fund i detaljer. Desuden indeholder min bog ”Noahs Ark. Historien og Det Store Fund” alle oplysninger.

Besøg i Georgien

En del af gruppen var først på en uges opdagelse i nabolandet Georgien for at finde ledetråde til arken i kirker, klostre og blandt flygtede armeniere. Gruppen fik også talt med to ledende arkæologer. Herom senere.

Det var aftalt med Parasut, at vi skulle begynde opstigningen mandag morgen.

Lars Madsen havde været til et bryllup i Sverige lørdag og kunne derfor først nå frem med flyet mandag. Det var aftalt med Parasut, at Lars ville blive hentet og bragt op til os andre på bjerget. Og da Lars er tømrer og i god form, var det realistisk.

Imidlertid ændrede Parasut den morgen planen. I stedet tog vi først samlet afsted ved 13-tiden, da der også skete et andet uheld for filmholdet. Køreturen ud til det sted, vi skulle gå op fra tog en time. Her var vi ikke før 14.30.

En anden overraskelse var, at Parasut ikke selv ville guide os op på bjerget. Han havde ondt i benene efter to omgange med corona. Derfor skulle en kurder ved navn Arhan lede os derop.
Vi kom således alt for sent i gang, og det betød, at vi senere kom i tidnød med at nå op, inden det blev mørkt. Desuden havde vi svært ved at kommunikere med Arhan, der ikke forstod engelsk.

Hård opstigning

Opstigning fra 2200-3100 meter viste sig at være meget hårdere, end Parasut havde lovet. Det gik stort set opad hele tiden. Selv om jeg selv havde trænet 1 1/2 time dagligt med at gå i bakker de sidste to måneder, pustede og hev jeg nu taktfast efter vejret det meste af tiden. Vi havde taget Diamox imod højdesyge. Men luften var tynd, og det var hårdt.

På et tidspunkt mærkede Kalli Christesen, gruppens ældste deltager på 75 år, at hans kræfter var ved at slippe op. Han havde også trænet stort set hver dag det seneste år. Men det blev for hårdt. Heldigvis kom hestekaravanen netop forbi, og han kom op på en ledig hest. Steffen fra Bornholm fulgte med Kalli og hesten.

Jeg og fire andre sakkede bagud, fordi jeg var nødt til at holde stadig flere pauser. Vores guide ringede op til toppen, om hesten kunne komme tilbage og hente mig, men den var ikke nået frem, så det kunne ikke lade sig gøre. Terrænet steg også, så det ville være svært at ride.

Da vi nåede ca. 2.600 meter var klokken så mange, at vi frygtede ikke at nå frem, inden det blev mørkt.
Ganske vist havde Parasut lovet, at turen op til basecamp 1 i 3100 meters højde kun ville tage 3-4 timer. Men da klokken var 17.30, forklarede guiden Arhan, at vi først ville nå frem efter 3-4 timer mere, når det var mørkt.

Højt oppe på bjerget kunne man skimte en lille hvid firkant. Det var et telt i basecampen. Hvordan i alverden skulle jeg nå derop, tænkte jeg, når jeg allerede nu havde svært ved at klare det.

Kan man, hvad man vil?

Det var her, jeg besluttede at stoppe – trods alle drømme om at nå op til det fund, jeg har beskæftiget mig med i ti år.

”Man kan, hvad man vil,” siger man. Men det afhænger altså af, om fysikken kan følge med.

Og jeg mærkede, at jeg var en platfodet mand på 66 år med en nedfalden forfod og problemer med hofterne, og et par andre skavanker. På vej fra Georgien havde jeg haft et panikanfald af højdeskræk, så jeg måtte ligge i bunden af bussen, mens vi kørte over et meget stejlt bjergpas…

Nogle måneder før rejsen var jeg kommer med ambulance på sygehus, fordi jeg fik en voldsomt svimmelhedsanfald.

Og mens jeg nu gik her og hev efter fejret, kunne jeg ikke undgå at tænke på den dobbelte hjertelyd, som man havde konstateret, da jeg som ung faldt om i gymnastiktimerne og senere blev kasseret som værnepligtig. Kunne hjertet blive ved at klare de her anstrengelser…?

– Jeg tror, jeg bliver nødt til at stoppe nu, sagde jeg til de andre. – Jeg er helt udmattet, og jeg kan se, at der stadig er meget langt derop. Jeg kommer bare til at sinke jer endnu mere. Jeg vil gå ned nu, så I kan komme hurtigere videre, foreslog jeg.

De andre forsøgte selvfølgelig at opmuntre mig til at fortsætte og tilbød at holde pauser. Men jeg vidste, at vi ikke havde tid.

Trist nedtur

Det var lettere at gå nedad, men hårdt for knæ og hofter. For der var grus og sten, og man skulle hele tiden være forsigtig med ikke at snuble eller skride.

Jeg gik i flere timer på den måde, og det gjorde så ondt, at jeg til sidst næsten ikke kunne flytte benene. Efterhånden blev det mørkt, og det blev endnu sværere at træde rigtigt, men ved halv-otte tiden var jeg omsider nede ved udgangspunktet. Jeg kunne næsten ikke gå, så guiden måtte køre minibussen så tæt ud til stenene som muligt og lyse, så jeg kunne humpe hen til bilen.

Jeg var helt forkommen, da jeg kravlede op i bilen. Havde svedt som en galophest, og nu frøs jeg. Men under køreturen ned ad bjerget og tilbage til byen Igdir på den anden side af bjerget, fik jeg varmen. Jeg drak alt, hvad jeg kunne og kravlede i seng. Det gjorde ondt bare at vende mig i sengen. Jeg har aldrig været så udmattet.

”Det er ingen skam at opgive”, siger man, men det føles nu sådan alligevel. (Men læs også min lederartikel.)

Næste morgen sendte Frederik en sms om, at det sidste stykke havde været utrolig hårdt, og flere havde været tæt på at opgive.

Kalli – en eventyrlysten pensionist på 75 år

Kalli Christesen fra Løgumkloster er lidt af en eventyrer. Han og Karen har bl.a. arbejdet i Nigeria og Sierra Leone, udsendt af Mission Afrika. De har også drevet en frivillig café og evangeliseret på gøglermarkedet Kloster Mærken i en længere årrække.

Da Kalli hørte om det nye formentlige fund af Noahs Ark i 2010, fangede det straks hans interesse. Da der blev en mulighed for at komme med på Udfordringens ekspedition, meldte han sig straks – selv om han i mellemtiden var blevet 75 år. Han havde trænet ved at gå 4-5 km hver dag det sidste år før rejsen. Men det var ikke nok, viste det sig…

– Vi var fem fra teamet, der fulgtes ad op ad bjerget. Da vi havde gået nogen tid, blev jeg klar over, at jeg ikke var så stærk, som jeg troede, fortæller Kalli.

– Virkningen af den tynde luft havde jeg ikke regnet med. Men Parasut havde lovet, at vi kunne få lov at ride på en hest noget af vejen. Så da pakdyrene kom forbi, stoppede jeg dem og kom op på en lille araberhest. Jeg sad ovenpå oppakningen, og det gik op og ned, så jeg syntes, det var synd for hesten. Men på den måde kom jeg op til camp 1, som ligger i 3100 meters højde. Det var sent på dagen og mørkt, før vi nåede frem.

Det var meget koldt, og jeg havde stadig korte bukser på. Men jeg fik hurtigt varmt tøj på og kom ned i soveposen, indtil jeg havde varmen igen. Luften var tynd, så jeg blev forpustet ved bare at gå hundrede meter. Om natten måtte man have strømper, og ekstra undertrøjer på.

Angst om natten

– Kunne du sove?

– Ja, men den sidste nat blev jeg pludselig bange. Jeg ved ikke, hvad det var…, fortæller Kalli. På bjerget findes der både ulve og bjørne, og Kalli var alene i mørket. Men det var ikke det.
– Jeg har bagefter talt med min kone, og på samme tidspunkt havde hun hjemme i Danmark på fornemmelsen, at der var noget galt. Men jeg bad mig ud af det.
Så sov jeg til kl. 6.30 – selvom jeg var gået i seng kl. 8 om aftenen. Men der var jo ikke noget at lave, og man trængte til søvn, smiler Kalli, der tilbragte tre dage og nætter på en tynd madras, hvor man godt kunne mærke ujævnhederne.

På hest nedad

Også på vejen ned fra bjerget fik Kalli lov at ride på en hest.

– Nedstigningen var næsten værre. Ofte gik det meget stejlt ned, og hesten var klog nok til at standse. Så måtte vi finde et andet sted. Jeg havde ondt af hesten, for den måtte træde på sten og klipper; den kunne glide og styrte ned; og når den måtte springe var det med fuld oppakning. Bagefter så jeg, at den ikke havde hestesko på, men jernplader under hovene. Jeg regner med, at det var for at beskytte den mod de sten, den ikke kunne undgå at træde på.

– Undervejs ned skulle du skifte hest…

– Ja, og saddel, desværre. For der var kun én stigbøjle på, så jeg måtte holde balancen med et ben. Det kan jeg mærke nu bagefter – jeg har meget ondt i bagdelen!

– Men du kom godt ned, selv om I var meget udmattede. Hvordan var turen i forhold til, hvad du havde tænkt dig?

– Jeg havde regnet med, at jeg skulle helt op til toppen. Men det var meget hårdt. Og jeg vil ikke med igen i oktober. Jeg giver gerne min tur til en anden, der har fysik og energi til det.

– Hvad tænkte du, da du var alene deroppe på bjerget det sidste døgn?

– Da jeg så op på det mægtige bjerg og den lille gruppe, der var på vej op, så tænkte jeg på, om de kom godt ned igen. Og så huskede jeg på Salme 121: ”Jeg løfter mine øjne til bjergene. Hvorfra kommer min hjælp? Fra Herren kommer min hjælp. Fra himlens og jordens skaber.” Det er ikke fra bjerget, men fra Herren, hjælpen kommer, slutter Kalli.

Vindmøller gav ben-energi til skeptiske Steffen

Steffen Olsen ejer otte vindmøller på Bornholm. Han er tidligere bankmand, men nu passer han selv vedligeholdelsen af møllerne for at bevare økonomien i tider med dårlige elpriser. Han må nogen gange klatre 60 meter op for at vedligeholde møllerne. Det har styrket hans fysik og benmuskler, og det kom ham til gavn, da han skulle bestige Mt Ararat. Han var den første i gruppen, som nåede op til basecampen i 3.100 meters højde.

– Ja, men vi var i tidnød, og vi nåede først derop, da det var skumring. Så det var en rigtig hård tur. Jeg har trænet derhjemme med motionscykel og med at kravle 60 meter op i vindmøllerne.

– Beskriv basecamp 1…

– Der var nogle telte og flere lejre. Og der var lidt koldt. Men ikke så koldt som i den øverste camp 2.
Jeg sov kun nogle timer den første nat, men vi havde en hviledag, fordi guiden ikke kom frem før dagen efter. Derefter fortsatte nogle af os op til basecampen i 4200 meters højde.
Jeg synes faktisk ikke, at det var så svært som den første dags strækning. Vi havde god tid til at nå op, fordi vi kom afsted om morgenen ved 10-tiden.
Når solen var fremme, var det dejligt varmt. Men om natten og når der var overskyet, så blev der meget koldt, selv om vi var i august. Man kunne godt holde varmen, fordi vi havde nogle gode soveposer. Men vi lå jo på et tyndt underlag på en meget hård og ikke helt jævn grund. Den første nat sov jeg vist kun et par timer. Men efterhånden, som jeg blev mere træt, så skulle jeg bare sove.

– I forsøgte at finde arken?

– Ja. Guiden Arhan ville jo have, at vi skulle stå op kl. 1 om natten og gå op til stedet, fordi andre ikke måtte se, hvor det var. Og der var jo turister på bjerget om dagen, som besteg toppen.
Men vi var derhenne, og vi så en kløft, hvor der var masser af is, som var kommet ned fra islaget øverst på bjerget, og isen havde trukket en masse sten og grus med sig.

– Var det ikke farligt?

– Jo, det var ikke ufarligt at gå der. Der lå også nogle kæmpestore sten, som ville falde ned, når isen smeltede. Men revnerne i jorden (som skulle være nedgangen til arken) var ikke særligt dybe. Vi prøvede nemlig at hejse et undervandskamera ned i vandet.

Det rigtige sted?

– Jeg tror faktisk ikke, det er det rigtige sted, vi har fået vist, siger Steffen og henviser til Frode Thorngrens bog ”Syndfloden”, som fortæller om nogle af de såkaldte ”øjenvidne-beretninger” som bl.a. henviser til området ”Sadlen” mellem bjergene Store Ararat og Lille Ararat. Bogen er imidlertid udkommet allerede i 1975, og nogle af øjenvidne-beretningerne har senere vist sig ikke at være troværdige. Men Steffen har mere tillid til Frode Thorngrens bog end den kurdiske guide Parasut.

– Jeg tror, Parasut har sin egen dagsorden. Han vil gerne tjene mange penge på fundet.

– Nu har Parasut jo tilbudt, at vi på grund af oversvømmelsen i hulerne kan få en ny tur i oktober. Vil du med på den?

– Ja, det er jeg egentlig opsat på. Men hvis ikke der kommer andre boller på suppen, så er jeg ikke sikker på, at jeg tager med.

– Men der kommer jo også en international forskergruppe i oktober, fordi de har set billeder og video fra stedet og er overbevist om, at det er et rigtigt fund, som de gerne vil undersøge.

– Ja, men har de set det? Jeg synes, det ville være interessant at tale med kineserne og andre om, hvor de har været.

– Er du blevet mere eller mindre interesseret i Noahs Ark?

– Det er jo en kæmpe skuffelse, at vi ikke så noget. Men kommer der noget konkret, så tager jeg derop igen, siger Steffen Olsen fra Tejn på Bornholm.

Læs meget mere om ekspeditionen og dens deltagere i næste uge.